Ja i dag var sundhedsplejersken på besøg igen. Signe blev målt og vejet. Hun er kun vokset en halv centimeter siden hun blev målt hos lægen, så nu er hun 57,5 cm. Til gengæld vejer hun nu 4550 gram. Hun har altså taget yderligere på og ligger lige midt i kurven over nyfødte.
Det er bare dejligt, at hun får nok at spise og tager på. Det betyder rigtig meget for os og det viser, at det var den rigtige beslutning at gå over til at malke ud og give hende mælken i flaske i stedet for at amme. Endnu kan jeg følge med hendes appetit og jeg har tænkt mig at blive ved med at malke ud, så længe jeg orker. For det er faktisk ret hårdt og tærer på kræfterne. Et meget godt eksempel er, når Signe vågner om natten (tidligt om morgenen) og skal have mad. Det tager gerne en halv time incl. bøvsning og mange gange længere. Først derefter kan jeg malke ud og det tager min tre kvarter. Jeg er dermed vågen i 1,5 timer og nogle gange mere. Samtidig har jeg også trætheden fra udmalkningen, som er det samme, som når man ammer. Men det er bedst for Signe at få modermælk, så længe som muligt med hensyn til allergi, så jeg hænger i endnu.
Vi snakkede med sundhedsplejersken om Signes trivsel generelt, og det virker til, at vi gør en masse ting rigtigt. Vi skal dog være bedre til at lægge hende på maven, så det arbejder vi nu med. Alt i alt trives vores dejlige lille datter og hvad mere kan man forlange som forældre?
/Lene