Endnu en weekend med psykologi

Der er gået en måned siden sidste gang jeg var i Ålborg. Derfor sidder jeg endnu engang på biblioteket på Ålborg Universitet og bliver undervist i udviklingspsykologi.

Jeg har endnu ikke fået læst de bøger der har noget med studiet at gøre. Faktisk er det først for nylig at jeg har fået fat i dem (tak Louise). I løbet af weekenden er der så kommet en ny bog til som jeg skal have købt… det må jeg lige se på ved lejlighed. Det er min klare ambition at komme i gang med at få læst bøgerne i løbet af i år (ikke at blive færdig i år). Jeg er ret sikker på at jeg får tid til det da jeg netop er blevet færdig med at tømme bogreolen for andre ulæste bøger.

Psykologi er et utroligt spændende område, men det er samtidig utroligt svært for mig at følge med i øjeblikket. Det er nok afledt af at jeg ikke har forberedt mig til timerne samtidig med at mit hoved fungere på en helt anden måde. Mine fundamentale byggesten om grænseudbytte, nytteoptimering, kundeadfærd, industriøkonomi og ligende kan ikke bruges her. Jeg skal have fundet nogle nye byggesten. Det er svært, men er samtidig også derfor jeg er her – for at lære. Det er det jeg skal lave de næste 3 år: finde nye byggestene.

Jeg glæder mig til jeg kommer til næste forelæsning om en måned fra nu. På det tidspunkt tror jeg at det er nemmere at følge med idet jeg så vil have læst bare lidt af pensum.

Nå, tilbage til undervisningen.

/Dann