Alle indlæg af Lene & Dann

Set og sket i 2010

År 2010 har været et år med mange begivenheder for familien Bleeker Pedersen. Ja faktisk har det været et helt fantastisk år! Desværre har vi ikke været så gode til at skrive om dem, som vi kunne have ønsket os. Derfor vil der i denne opsummering også være nogle ting, der ikke har været et indlæg om. Det prøver vi at gøre noget ved næste år.

Januar

Januar måned blev startet i Øster Hurup på den traditionsrige nytårsferie med vores rigtig gode venner. Som altid var det en rigtig hyggelig tur.

Efter at have snakket om det i et års tid, så besluttede vi os langt om længe for at købe et nyt fjernsyn. Den beslutning har vi været rigtig glade for, da det er bedre at se fjernsyn på, vi kan nu se HD, og så er det altså også bare bedre at spille Wii på med de nye kabler dertil.

I løbet af slutningen af 2009 og starten af 2010 sagde Signe også farvel til sutteflasker og sov nu igennem natten uden et besøg af med en sutteflaske i hånden.

Februar

I februar måned skete der en ulykke med Signe en eftermiddag: hun brændte sig. Dann var igang med at lave mad på komfuret, mens Signe sad på bordet ved siden af. På trods af at det var blevet indskærpet mange gange, at det var varmt og farligt, så skulle hun alligevel lige prøve, om det nu også kunne passe. Derfor satte hun sin søde lille hånd på en brændvarm kogeplade. Signe begyndte selvfølgelig at græde med det samme og fortsatte faktisk med det i flere timer derefter. Efter ca. fire timer tog Dann på skadetuen med Signe og her måtte de vente i tre timer, inden de kom til. Lægerne skar nogle af vablerne af, gav hende noget salve på og kom en pose om hendes hånd. Næsten hele hendes venstre håndflade var fyldt med vabler.

Signe tog hele oplevelsen fantastisk flot, og selvom vi var på skadestuen til langt over hendes sengetid, så sagde hun ikke en lyd, hun ventede bare pænt på at det blev vores tur. I 10 dage efter ulykken måtte Signe gå med sin hånd i en plasticpose. Det tog hun heldigvis rigtig pænt, og brokkede sig ikke en eneste gang.

Det eneste lidt uheldige, der kom ud af hele øvelsen var at Signe i en lang periode derefter mente, at man gerne måtte komme hele sin hånd ned i et vandglas. Det var jo helt naturligt, da faren havde insisteret på det, mens vi ventede på at komme på skadestuen.

En voldsom oplevelse for os som forældre, men Signe tog det rigtig fint.

Danns største oplevelse i februar var uden tvivl, at han underviste en uge i Projektstyring og -økonomi på Århus Købmandsskole. Det gik rigtig godt for såvel eleverne som for Dann. En oplevelse han håber på at kunne få lov til at gentage.

Marts

Dann fyldte 30 år i marts måned. En begivenhed han fejrede hele dagen sammen med familien. Det var en rigtig hyggelig dag.

Signe havde det stadig godt i løbet af marts måned, og hun kom også af med den pose med salve hun havde om hånden som følge af hendes ulykke i februar. Det var også i marts, at hun første gang gik op ovenpå for at gå i seng, når hun blev bedt om det. Hendes sprogforståelse og evne til at sige ord udviklede sig meget, og det var også i marts at hun for alvor mestrede alle de forskellige dyrelyde.

Slutningen af marts og starten af april bød på en rigtig hyggelig påskeferie, som blev afholdt derhjemme med nogle små ture og besøg af en masse venner.

April

Signe blev 17 måneder gammel i april. Det var i løbet af april måned, at hun lærte at løbe. Signes sprog udviklede sig også meget i løbet af april måned. Nu forstod vi langt hovedparten af, hvad hun sagde, og det var som regel meningsfyldt, det vi forstod. Hun kan nu også kravle op i sin højstol selv, men hun er stadig lidt bange for selv at gå ned igen. Signe lærte også selv at sætte sin tandbørste på plads i skabet, når vi har børstet tænder, og hun begyndte at forstå og gøre, hvad vi beder hende om. Hun er også så småt begyndt at hjælpe til derhjemme med at tømme opvaskemaskinen og hente tøj til vaskemaskinen. Alt i alt er det en fornøjelse at følge hendes udvikling, og i april måned skete der rigtig meget.

Maj

Signes sprog udviklede sig fortsat gennem maj måned. Hun lærte en masse nye ord, og vi kunne for alvor begynde at snakke med hende.

Juni

I juni måned var Lene så heldig at få et job i Syddjurs Kommune i et løntilskudsjob. Lene skulle arbejde der et halvt år i en midlertidig stilling. Dette var uden tvivl den måneds vigtigste begivenhed.

Derudover bestod Dann fjerde semester på sit psykologistudie. Der er nu kun 1½ år tilbage af studiet.

Juli

Lene startede i sit nye job som juridisk konsulent i Syddjurs Komune, og det har hun været rigtig glad for lige siden. Da Lenes job ligger i Ebeltoft har vi været ude og købe en bil, som hun kan køre med frem og tilbage.

Indtil Lene fik sit nye job, så var hun altid hjemme om morgenen sammen med Dann og Signe, inden de tog af sted. Med sit nye job, så tager Lene allerede hjemmefra klokken 0700 hver morgen, så nu har Signe og Dann fået en hyggestund hver morgen, hvor de kan lege og hygge. En af disse hyggestunder gik med at tegne lidt, og det betød at Signe fik tegnet sig lidt i ansigtet.

I juli måned havde vi også vores 3 års bryllupsdag. En rigtig hyggelig dag. Tænk sig at vi allerede har været gift i tre år.

Juli var også den måned hvor Signe første gang kom på besøg i Dyrehaven. Et rigtig hyggelig sted, hvor hun har været et par gange siden. Hun var helt vildt med dyrene.

Det var også i Juli at Signe for alvor fangede at sige goddag og farvel til andre. Hun fangede det så godt, at hun også sagde farvel til fluer når de fløj rundt.

De analoge kort i bilen blev også entydigt smidt ud i juli, da Dann nu havde fået stå stor tiltro til Google Maps Navigation at han ikke behøvede et kort længere (ja, vi har også haft TomTom, men den er gået i stykker).

August

I løbet af august var der også tid til at få sat nogle hængsler på vores vinduer og døre så Signe ikke kan falde ud af dem. Hendes motorik var nemlig blevet så god at hun nu kunne både nå og åbne dørene. Derfor fik vi sat nogle hængsler op, så hun ikke kan løbe hjemmefra eller falde ud af et vindue å første sal.

På tekniksiden var det også i august at Dann fik hans das keyboard, og det var i august at vi langt om længe fik fjernsynet på internettet.

Det var også i løbet af august at vi for alvor fik sat vores madplan i system. Et system som vi resten af året har været rigtigt glade for.

I starten af august, mens Danmark stadig var på sommerferie, var vi også en tur i City Vest med Signe, hvor hun blandt mange andre ting smagte sin første is. Og når vi nu er ved Signe, så var det også i juli og august måned at vi for alvor begyndte at få hjælp derhjemme fra Signe til praktiske ting.

Der var også sket mange ting med Signe i løbet af juli og august. Det var helt tydeligt, at hun lærte utroligt meget om verden ved at lege med sine legesager og med de ting, vi har derhjemme.

August måned bød også på årets sommerferie. Det var en helt vidunderlig ferie, hvor vi startede med en uges tid i Frankrig. Det var den perfekte måde at starte ferien med at komme væk fra det hele på. Da vi kom hjem fra Frankrig var det tid til at afslapning og hygge hjemme i Danmark. Det betød at vi tog til Randers Regnskov et par gange. Derudover var var vi også på besøg i Kattegatcentret og i Aqua i Silkeborg. Nogle rigtige hyggelige besøg, der også fik Dann til at filosofere lidt over hvorfor det er svært for mænd at finde plads til at pusle om deres børn, når de er på farten.

September

Sommerferien fortsatte ind i september, hvor vi nåede et besøg mere i Kattegatcentret, et besøg ekstra i Randers Regnskov og endnu et ekstra besøg i Kattegatcentret. Den sidste lørdag i ferien tog vi en tur til en barnedåb på Sjælland. Det var Signes første tur ud til Sjælland, men helt sikkert ikke den sidste. Den helt fantastiske ferie sluttede den 5. september, og derefter var det tilbage på arbejde igen.

I løbet af ferien var der også tid til et besøg i Ikea der resulterede i, at Signe fik en ny skammel, som hun er blevet rigtig glad for. Det har gjort hende mere mobil i hjemmet, så hun nu kan nå alt.

Oktober

Oktober måned bragte en tur til Lalandia Billund med sig. Der har ikke været noget indlæg om turen, men der er en masse billeder på Flickr derfra. Turen dertil var i uge 42, og det var i et stort lejet hus sammen med Lenes familie. Det var Signes mormor, der inviterede os derned i år og sidste år. Da vi var afsted sidste år, var Signe ikke glad for at være i vandland. Faktisk græd hun fra hun kom ind af døren til hun var ude igen. Det ændrede sig dog i år. I løbet af de første par besøg i vandlandet gik hun fra at ville være oppe ved far hele tiden til at selv løbe og lege. Hun gik fra at være vandskræk til at være en vandhund.

Inden vi tog til Lalandia ville Signe aldrig i bad, og hun skreg, når hun blev tvunget til det. Efter Lalandia foreslår hun selv næsten hver morgen, om hun ikke skal i bad nu, og kommer nogen gange gående med sit badekar for ligesom at understrege, at hun mener det.

Turen til Lalandia var helt fantastisk, og vi nyder virkelig at være sammen med Lenes familie og ikke mindst at have tid til at tage Signe i vandland og i legeland. Vi håber det kan blive en tilbagevendende tradition.

November

Signe fyldte 2 år i november måned. Det blev fejret med en familiefødselsdag med Lenes side af familien, og en anden med Danns side af familien. Vi holder dem hver for sig, da vi ikke rigtig har plads til at have dem alle på en gang. Derudover blev Signe naturligvis også fejret i sin dagpleje og Dann holdt fri på hendes fødselsdag. På den måde kunne hun blive afleveret sent og hentet tidligt. Resten af dagen brugte Dann på at lave mad til gæsterne, der kom på hendes fødselsdag. Der blev blandt andet lavet grissini, som Signe var helt vild med.

Derudover var november en meget travl måned for Dann med såvel hans arbejde som hans aktive deltagelse i Junior Chamber International. Det betød, at Dann ikke var meget hjemme i hele november, da han var væk i både weekender og hverdag til møder, arbejde og hans studie. I perioden var det tydeligt, at Signe savnede sin far. Heldigvis var det kun en periode og ikke noget permanent, at Dann skulle være så meget væk hjemmefra. En del af aktiviteterne forsvinder i 2011 helt af sig selv, da han der ikke længere er formand for hans afdeling i JCI.

December

Julemåneden bragte os nogle spændende ting i vores arbejdsliv. Dann fik et nyt lederjob i TDC, som han startede i primo december. Lene blev ansat i et tre måneders vikariat i Syddjurs Kommune. Det betyder, at Lene nu har fået sit første arbejde som jurist. Indtil nytår har hun arbejdet et halvt år i Syddjurs Kommune, men det har været i et løntilskudsjob. Kommunen har heldigvis været så glade for Lene, at de har tilbudt hende at fortsætte i et rigtigt job i tre måneder. Dette på trods af at de faktisk havde mulighed for at fastholde hende i et løntilskudsjob. Det var en rigtig dejlig nyhed at afsluttet året med.

Signe har været helt vild med julemænd og nissepiger som hun kalder alle de forskellige ting, vi har haft hængende derhjemme og når vi har været i byen. Hun var helt forvirret, da Dann tog dem ned så de var væk, da hun vågnede den 29. december. Signe har igen i år fået en chokolade julekalender fra sin oldemor og oldefar, men vi har ikke åbnet den endnu. Vi nåede nemlig lige præcis at blive færdig med den fra sidste år på juleaftensdag.

I løbet af december måned er Signe også begyndt at vise en del omsorg for sine forældre. Blandt mange andre ting har hun pustet på sin far, da han så ud til at slå sig.

Vi fik, igen i år, sendt julekort af sted til venner og familie. Der blev i den forbindelse også lagt et lille julekort ud på hjemmesiden.

For Danns vedkommende er december måned, foruden hans nye arbejde, også gået med at lave en skoleopgave til hans psykologistudie på Ålborg Universitet. Den første af to opgaver blev heldigvis bestået. Resultatet fra den anden kendes ikke endnu. Der er nu “kun” et årsværk tilbage, inden Dann er færdig med det studie.

Den 21. december blev Signe klippet for første gang. Hun fik klippet sine hårspidser hele vejen rundt, og så fik hun ellers klippet pandehåret så man bedre kan se hendes ansigt. Vi synes det klæder hende rigtig meget. Det var en ret stor oplevelse at hun blev klippet for første gang – 2 år gammel.

Danns sidste arbejdsdag inden juleferien var den 22. december, hvor han var i København. Dette viste sig at være den store rejsedag for alle danskere, så hvad der normalt er en ret rutinepræget tur, viste sig at tage meget lang tid og være ret besværlig. Heldigvis kom Dann hjem, så han kunne starte på juleferien.

Den 23. december var den første dag af Danns juleferie. Lene blev også hjemme fra arbejde denne dag, men det var på grund af alt den sne, der var på vejene. Signe holdt fri fra dagpleje. Det betød, at der var tid til en rigtig hyggelig dag, hvor vi fik leget, købt ind og bagt pebernødder. Lene fik også tid til at arbejde lidt.

Juleaftensdag gik med at vi hyggede derhjemme og efterfølgende tog vi til Danns forældre for at fejre jul. Signe var meget begejstret for hele konceptet, men hun var specielt begejstret for at gå rundt om juletræet og synge. Hun ville have “mere synge” da vi var færdige med det. Hendes begejstring for at gå om juletræet fik dog hurtigt dæmpet sig, da hun opdagede at hun nu langt om længe måtte få nogle gaver under juletræet. Det viste sig dog, at hun var mere interesseret i at give gaver til alle andre, end selv at pakke dem op. Selvom det ikke var de helt rigtige modtagere, der fik en gave, så delte hun lystigt ud af dem, der var under juletræet. Efter en masse gode gaver, så endte vi med at tage hjem omkring klokken 23, så Signe kunne komme i seng.

1. juledag blev holdt hjemme hvor der var tid til at kigge på alle vores fine gaver og ikke mindst at vi kunne lege med Signe og hendes fine gaver.

2. juledag holdt vi julefrokost for Danns familie. Det er efterhånden blevet en tradition, at vi inviterer til julefrokost denne dag, og i år var ingen undtagelse. Det nye var, at der var hjemmebagt rugbrød i år. Det plejer der ikke at være, men at dømme efter reaktionerne, så er der også det til næste år. Til næste år har vi dog også inviteret Lenes mor, så vi kan få en lidt større julefrokost. Vi glæder os allerede.

3. juledag var vi en tur i Randers Regnskov. Signe var som altid rigtig glad for det hele, men specielt fiskene og hajen var et kæmpe hit. Besøget var det sidste på de årskort, vi købte tidligere. Heldigvis har vi stadig årskort til Aqua i Silkeborg og til Kattegatcentret i Grenå. På vej hjem fra Randers Regnskov tog vi på besøg hos Signes oldemor og oldefar (Danns farmor og farfar). Det var et rigtig hyggeligt besøg, hvor Signe fik lov til at være lidt sammen med sin oldemor og oldefar.

Derudover er det også i december at vi tager på en traditionsrig nytårstur med nogle af vores rigtig gode venner. I år går turen til Skallerup Klit i Nordjylland.

Året der gik i opskrifter

Vores hjemmeside er primært til at fortælle om hvad der sker i vores liv. I løbet af de sidste par år er der dog kommet flere og flere opskrifter som et indlæg. En opskrift bliver oprettet som et indlæg på hjemmesiden (og som en side i vores opskriftsbog hjemme i skabet), når vi mener det er en opskrift, der kan indgå i vores madplan. På den måde er hjemmesiden blevet til vores opskriftssamling, og vi bruger den flittigt. Nedenfor følger en oversigt over de 27 nye opskrifter der er kommet til i 2010.

Afrunding

Alt i alt har 2010 været et begivenhedsrigt år for os. Heldigvis er der sket mange flere gode ting end dårlige, og vi er kommet ud af året endnu bedre, end vi gik ind i det.

Vi glæder os til hvad 2011 bringer. En ting er dog ret sikkert. Vi har lovet hinanden, at vi skal være lidt bedre til at skrive indlæg til bloggen, så der kommer mere at skrive om til næste års set og sket indlæg.

Med ønsket om et lykkebringende nytår til alle.

Kh

Lene & Dann

Nytårstur 2010/2011

I vores lille familie har vi den rigtig hyggelige nytårstradition, at vi holder den sammen med et par af vores rigtig gode venner. Sådan har det været de sidste 8 år, og i år skal ikke være nogen undtagelse. Fejringen af nytåret har udviklet sig lidt gennem tiden efterhånden som vi har fået stiftet familie og er blevet ældre. Abefesternes tid er forbi (i hvert tilfælde for en stund), men den er tilgengæld blevet erstattet af noget, der er mindst lige så godt. Vi er nemlig begyndt at tage på en miniferie i forbindelse med nytåret.

I år skal vi en tur til Skallerup Klit, hvor vi har været en gang tidligere i forbindelse med en nytårstur. Sidste gang vi var på besøg i Skallerup Klit, var vi rigtig glade for stedet. Siden vi var der sidst, er vi blevet forældre, så vi er nu også blevet en smule mere fokuseret på, hvor børnevenligt der er. Derfor glæder vi os også meget til det ombyggede badeland, det nye legeland til børnene og de andre ting man kan prøve. Vi ved at Signe bliver rigtig glad for begge dele. Signe er nemlig gået fra at være vandskræk til at være en vandhund i forbindelse med vores besøg i Lalandia Billund i uge 42. Fra den tur ved vi også, at hun er rigtig glad for et legeland. De næste par dage bliver derfor ren hygge for Signe, hvor hun ikke kun har nogle fantastiske faciliteter, men også har selskab af vores venner og deres dejlige datter (på fire år), som Signe rigtig godt kan lide at lege med.

Under besøget i Skallerup Klit skal vi naturligvis i badeland og legeland. Derudover håber vi også at få tid til et besøg i et stort wellness område (Romulus), mens vores venner passer Signe. Der skal jo også være lidt tid til at være mand og kone. Feriehusets faciliteter skal naturligvis også udnyttes, da der er spabad og sauna indbygget i et af badeværelserne.

I løbet af ferien skal vi, med undtagelse af nytårsaften, selv lave mad i feriehuset. Det glæder vi os faktisk også til at gøre sammen med vores venner. Det betyder nemlig, at der kommer til at være god tid til madlavningen og at der samtidig er en masse opmærksomhed omkring børnene.

Alt i alt, så glæder vi os vildt meget til at fejre nytår med vores venner på et sted, hvor der er tropisk badeland indenfor og 10 graders frost udenfor.

/Lene & Dann

P.S. Juleferien er jo normalt højtid for indbrud i huse, men vi er ret trygge ved at huset har fået alarm og at vores naboer har lovet at kigge efter huset. Det er en ret rar fornemmelse, at vi har fået en alarm, der kan passe på huset, når vi ikke er der.

1. juledag

1. juledag har altid været en “hjemmehyggedag” for Dann. Den tradition vil han meget gerne videreføre i vores familie, så i dag har den stået på hygge hele dagen. Selvom Signe først kom i seng omkring 23:15 juleaften, så vågnede hun stadig omkring klokken 6 i morges. Dagen startede som den plejer med, at hun kommer ind i vores seng. Her plejer vi at bruge lidt tid på at snakke og lege med lidt med hende, mens vi alle tre vågner helt op.

Det var dog hurtigt overstået i går, da hun godt vidste, hvad der ventede nedenunder: gaverne. Straks da en af os nævnte om vi skulle nedenunder, så var hun klar. Plysbamsen og sutten blev pænt lagt ind i sengen (som de skal når man er klar til dagen) og vi begav os nedenunder.

Her gik vi straks i gang med at pakke nogle af Signes gaver ud. De var selvfølgelig blevet pakket ud af gavepapiret juleaften, men i dag skulle vi niveauet længere ind: ind til legetøjet, der var i kasserne.

Omkring klokken 8 var vi kommet til en fjernstyret mariehøne, som Signe fik i julegave. Dann havde ellers sikret sig ved at købe diverse batterier til at have herhjemme, men et firkantet 9 V batteri havde vi alligevel ikke fået købt. Da det var en vigtig ingrediens i fjernbetjeningen, ja så måtte Dann ud af døren og af sted for at finde et batteri. Heldigvis har KIWI, også i julen, nogle helt fantastiske åbningstider. Det var derfor en smal sag at køre til Stilling og tilbage igen. Dann var ikke vildt imponeret over at skulle hjemmefra, da det ikke rigtig er en del af hans 1. juledag tradition… men som han sagde “det er vist lidt vigtigere, at Signe får en hjemmedag med alt hendes legetøj”.

Straks Dann kom hjem blev mariehønen prøvekørt og det varede ikke længe, inden hun havde regnet ud at fjernbetjeningen faktisk styrede den.

Vi har alle fået nogle rigtig gode gave, og i Signes tilfælde har hun også fået rigtig mange af slagsen. Faktisk har hun fået så mange, at vi ikke har nået at pakke dem alle ud endnu, men det regner vi med at klare i morgen. I løbet af dagen var der dog tid til at pakke alle de forskellige slags smykker Signe havde fået ud (så hun kan lege med dem), vi fik pakket hendes nye togbane i Duplo ud og vi fik pakket hendes dukkehus i Duplo ud.

Togbanen var hun bange for første gang Dann satte toget til at køre, men relativt hurtigt derefter blev hun mere modig, indtil hun om aftnen selv legede løs med hele sættet. Dukkehuset har også været et stort hit. Der er blevet leget rigtig meget med en masse små Duplo mennesker, der har skulle gynge, sove og spise. Signe har også lavet en ny indretning i huset, da det åbenbart var bedre at forældrene sov på første salg og børnene i stuen.

I løbet af dagen har der også været tid til, at vi (voksne) har kigget på vores gaver. Dann har specielt fået læst i en bog om bagning, som han har fået i julegave. Lene brugte sin tid på at kigge på alle hendes mange flotte gaver.

Vi har alle haft en rigtig hyggelig hjemmedag, hvor der har været tid til at kigge på vores fine nye gaver. Signe har hygget sig rigtig meget med alle hendes nye ting, og hun har slet ikke givet udtryk for, at hun gerne ville sove – på trods af at hun har været enormt træt hele dagen. Det eneste tegn på, at hun var træt har været at hun ikke har spist særlig meget. Da der også skal “jules” i morgen, så har vi lagt hende i seng allerede 18:30 i dag, så vi håber at hun er lidt mere udhvilet, når hun vågner i morgen klokken 6.

Det er altså en hyggelig tradition at være hjemme 1. juledag.

/Lene & Dann

Isenkram – mest ønsker

Pizzasten

Isterningbakke

Kælk til Signe

Ferien er slut

Ferien der startede for lidt over tre uger siden er nu slut. Det har været en helt fantastisk ferie. En ferie der primært har været på Signes præmisser. For os har det været det helt rigtige. Vi har fået tid til at være meget sammen med Signe, og vi har delt en masse fælles oplevelser. Oplevelser, som vi helt bestemt ikke vil være foruden.

Vi startede ferien torsdag den 12. august 2010, da vi kom hjem fra arbejde. Her blev bilen hurtigt pakket og vi tog afsted mod Frankrig. Ved at starte ”lige på og hårdt” fik vi arbejdet lagt bag os efterhånden som Danmark kom længere og længere væk. Det betød, at vi allerede fra fredag morgen kunne holde helt ferie – langt væk fra vores arbejde og øvrige forpligtelser.

Efter 9 dage i Frankrig kørte vi hjem til Danmark og her har vi haft nogle dage derhjemme. Vi har haft ”hjemmedage”, hvor vi har leget og hygget os i og omkring vores hjem. Vi har haft dage med ture, hvor vi har været alt fra en tur til Århus til et besøg hos en seværdighed. Vi har således besøgt Randers Regnskov, Kattegatcentret, Aqua, Randers Regnskov (igen) og Kattegatcentret (igen). Tiden har også været til at vi kunne lege sammen derhjemme (eksempelvis med hendes nye franske Little People), og til at vi kunne gynge, rutsje på hendes fransk indkøbte rutsjebane, lege med de andre børn på vejen, gå ture og generelt bare hygge os.

Der har også været tid til, at Dann har kunnet lave en masse forskellig mad. Det hygger han sig meget med. Lene har haft tid til at læse skønlitteratur. Derudover har ferien også givet os tid til at besøge Århus Festuge, til at vi har besøgt mormor samt farmor og farfar. Signe har også overnattet hos mormor og været en tur i Djurs Sommerland med hendes fætter Kasper, farmor og farfar. Vi (forældrene) har også haft tid til at være i biografen og se Inception, ude at spise på Jacobs og vi har fået en øl ved åen.

Den sidste weekend i ferien er gået med en tur til en barnedåb hos nogle gode venner i København om lørdagen. Søndagen er gået med, at Signe og Lene har været til 2-års fødselsdag hos Signes kusine og Dann har været til psykologi på Ålborg Universitet. Søndag aften har vi fejret en af vores gode veninders fødselsdag.

Ferien har været lidt speciel, da det er første gang siden vi begyndte at komme sammen, at vi begge har haft et fuldtidsarbejde. Det er derfor også første gang, hvor ferien har betydet, at vi begge har haft fri på fuld tid sammen. Vi har tidligere været så privilegeret, at der næsten altid har været en der var meget hjemme. Det har betydet at alle de ting vi ikke kan nå til hverdag, ja de skulle jo nås i ferien. Det lykkedes heldigvis. Vi har nydt at have tiden sammen – både som voksne og som familie.

Alt i alt har det været nogle fantastiske uger. Vi nåede ikke alt det, vi snakkede om vi gerne ville nå, men vi har nået det meste – det der var vigtigst. Hvis vi skulle gøre det om, ja så ville vi gøre det samme. Det eneste vi kunne ønske os er mere ferie sammen.

Ferien er slut, men vi har stadig de fantastiske minder og de gode oplevelser, vi har delt.

/Lene & Dann