Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Ny seng til det nye hus

Pr. 1. august 2008 skulle vi gerne flytte ind i vores nye rækkehus i Magnolia Haven. I den sammehæng har vi brug for en ny seng. For det første fordi den vi har nu er ved at være lidt slidt og godt kunne trænge til en udskiftning. For det andet fordi vi har soveværelse i overetagen og den seng vi har nu kan ikke komme op af trappen (vores nuværende seng er 140 cm bred og trappen er kun 90 cm bred).

Derfor har vi været på jagt efter en ny seng. Jagten sluttede i torsdags (dvs. den 3. juli), da vi var på besøg i IDEmøbler. Vi havde forinden været i en hel del butikker og har prøvet en hel del forskellige senge og madrasser.

Valget faldte på en “Nocturne Royal continental boxmadras” i 180 cm x 200 cm. Det var uden tvivl den seng vi begge lå bedst i. Der var derfor meget lidt debat om, hvilken seng vi skulle vælge.

Sengen kommer som 4 madrasser og en topmadras. 2 af madrasserne (det øverste lag inden topmadrassen) skal samles, så de virker som en. Det er ret smart da vi ellers ikke kan få den op til soveværelset i vores nye hus.

For at være på den sikre side har vi bestilt levering af sengen, så den bliver leveret direkte til soveværelset. Da vi ikke helt ved hvornår på dagen den 1. august vi får nøglen, er sengen bestilt til levering mandag den 4. august.

Det er ikke en elevationsseng. Vi snakkede meget frem og tilbage om vi skulle have en sådan elevationsseng, men endte med at vælge det fra, da vi gerne vil have en fælles topmadras, så vi føler vi sover sammen.

GreyBoard
Dann har altid snakket om at få et whiteboard. Da vi var i IDEMøbler fandt vi et “greyboard” der er en metalplade med en belægning, der gør det muligt at skrive på med almindelige whiteboard ting. Den var ret billig (kun 270,- kr.). Derfor købte vi den, så Dann kan få et greyboard på (hjemme)kontoret når vi flytter. Det glæder han sig meget til.

Mikroferie for at fejre vores bryllupsdag

For at fejre vores 1 års bryllupsdag aftalte vi at holde en forlænget weekend sammen. Dann besluttede sig for lang tid siden at holde en feriedag på vores bryllupsdag. Det var altså på plads, men vi havde for en uge siden endnu ikke lagt en egentlig plan anden end, at vi skulle være sammen – bare os to.

Weekenden startede i midten af sidste uge med, at vi ledte efter et sted at overnatte fra søndag til mandag (vores bryllupsdag). I morgengave havde Dann fået et gavekort på en overnatning fra Føtex. Den skulle bruges i forbindelse med vores 1 års bryllupsdag. Efter en del søgen på nettet fandt vi et par hoteller, som vi syntes så hyggelige ud. Vi endte med at at vælge “Den gamle kro” i Gram.

Weekenden startede herefter, da Dann kom hjem fredag fra arbejde. Kom hjem er måske så meget sagt da Dann hentede Lene for derefter at køre ud til en af Danns kollegaer og hans kone. Her blev en super hyggelig fredag aften hurtig til lørdag nat, og det var tid til at tage hjem. Lørdag blev også primært brugt på at slappe af. Derudover var vi på besøg hos vores nye hus i Magnolia Haven og så var der også lidt indkøb, der skulle ordnes. De indkøb blev foretaget i Hørning, så vi også har prøvet at handle tæt ved vores nye hjem. Dann fandt også tid til at blive klippet om formiddagen.

Den øvrige lørdag gik primært med, at vi var sammen, hyggede os samt ikke mindst med at vi læste lidt hver især. Vi har begge nogle bunker af papirer og bøger som vi skal igennem. Det var dejligt at få lidt fælles ro til at få kigget i bunkerne.

Da vi sidst på dagen skulle i seng tog vi en af vores bryllupsgaver med os. Vi fik nemlig et par bøger af Piet Hein samt en bog med nogle børnecitater om ægteskab. Dem havde vi gemt til vores 1 års bryllupsdag. Denne aften tog vi børnecitaterne med os. To (ud af tre) Piet Hein bøger blev taget med på vores lille tur.

Børnecitaterne var utroligt sjov at læse. Mange af dem er meget rammende og bramfri – som børn tit er. Der var citater om præster, vielsesringe, ægteskab, kærlighed, kirken, rådhuset og desværre også lidt om mislykkede ægteskaber og ægteskabelige problemer. Det gør helt ondt i hjertet at læse om, hvordan børn er meget observante over for deres forældre og nogle af de problemer, de har. “De kysser og krammer ikke så meget mere”, “De kan ikke li’ hinnanden mere” og “Ægteskab går i stykker, når man får børn” og mange andre citater var ikke rar læsning. Selvfølgelig kan man ikke gøre noget ved at forældrene går fra hinnanden, og selvfølgelig skal børnene forholde sig til det… men hvor er det dog ærgeligt at se, hvordan det påvirker børnene. Bogen var en god gave.

Da vi stod op søndag tog vi os god tid. Vi spiste morgenmad, pakkede bilen, tog opvasken og satte så ellers kursen mod syd.

Vi tog hjemmefra ca. 13:25 og var dernede omkring 15:00. Inden vi checkede ind på hotellet kørte vi lidt rundt i byen for at kigge os omkring. Gram er faktisk en større by, end vi havde forventet. Der var et Pizzasted, mere end en pup, et spisested for familier med børn, et hotel, en kro og meget andet. Vi parkerede foran Super Brugsen og gik en tur derinde (Dann har altid været vildt med butikker). Der blev købt en bamse som minde om turen.

Efter Super Brugsen kørte vi til hotellet og checkede ind. Værelset (som vi ikke tog billeder af) var som det skulle være med en seng, et bord, en sofa, lidt skabe og et badeværelse. Ingen problemer der.

Da vi havde fundet os lidt til rette på værelset, gik vi en lille tur, der endte med at tage et par timer. Vi gik lidt rundt i byen, da Lene opdagede at hun var sulten. Det endte derfor med, at vi gik ind på det lokale pizzasted. Da de ikke havde et toilet, måtte vi ikke spise der. Derfor tog vi en pizza med og fandt en bænk i en rundkørsel, hvor vi satte os og spiste en sen frokost.

Da maden var spist gik vi ned i en park ved siden af Gram Slot. Vi gik også en tur langs noget vand og så gennem en skov, et par søer og lidt andet grønt. En rigtig hyggelig tur hvor vi havde tid til bare at være os.

Tilbage på hotellet slappede vi af et par timer, inden vi omkring klokken 20:00 gik over for at spise aftensmad. Vi brugte lidt af afslapningstiden på at læse den første bog med Piet Hein (den med en masse digte i).

Det blev en lidt sen aftensmad, da vi jo havde spist pizza fire timer tidligere. Lene fik en beuf bearneaise, mens Dann fik en pebberbøf. Maden var som den skulle være og der var rigeligt af den. Faktisk så meget at der ikke var plads til dessert.

Efter maden gik vi tilbage til værelset, hvor vi efter lidt tid besluttede os for at gå en tur igen. Denne gang gik vi ned til slottet og gik lidt rundt i den del af byen. Da vi kom hjem var det tid til en masse Gruk om kærlighed – igen af Piet Hein.

Aftenen sluttede med at vi så Man on the Moon i fjernsynet. En super god film.

Da vi stod op i dag (mandag) gik vi over for at spise morgenmad. Ingen af os havde sovet super godt. Sådan plejer det også at være, når vi sover andre steder end i vores egen seng. Efter morgenmaden afleverede vi nøglen til hotellet og satte os i bilen. Da vi ikke havde travlt på vej hjem, valgte vi at køre en tur på må og få. Turen bragte os til Vejen, hvor vi gjorde holdt og gik en tur i byen. En rigtig hyggelig by.

På vej hjem til Byvangs Alle var vi forbi Lenes mor for at hente bryllupskagen samt Danns mor for athente de bryllupshjerter (læs mere herom i et senere blogindlæg) som Louise & Kenneth havde til os.

Hjemvendt fra turen pakkede vi ud, kiggede billeder fra turen, skrev lidt indlæg til hjemmesiden og gav os til at slappe af. Vi valgte at se Notting Hill – den første film vi har set sammen i biografen.

Vi har, vanen tro, taget et par billeder fra turen, som kan ses her på hjemmesiden.

Det har været en rigtig god tur. For os en god måde at fejre vores første bryllupsdag på.

Set og sket i vores første år som mand og kone

Tænk at det er et helt år siden at vi blev gift. På sådan en dag kan man ikke undgå at tænke lidt tilbage. Hvad er der sket i det forgangne år? Vi har her forsøgt at lave en lille kronologi over de vigtigste begivenheder i vores liv de sidste 12 måneder.

Alt i alt et begivenhedsrigt år for os. Året har været fantastisk da vi har haft mulighed for at dele det med vores venner og vores familie. Vi håber at det kommende år bliver lige så godt.

Hvad vi i øvrigt har lavet i forbindelse med vores bryllupsdag kan ses i et andet indlæg der kommer her på hjemmesiden.