Nyt inventar

I tirsdags var vi på en lille indkøbstur. Når vi nu flytter så mangler vi nemlig et par ting. De vigtigste to ting er dels noget til at dække af for vinduerne i vores nye hus og så en ny seng. Den seng vi har nu er dels ved at være lidt gammel, men det er primært et spørgsmål om at den ikke kan komme op af trappen.

For at se os lidt omkring var vi derfor på rundtur i mandags. Turen gik til (i rækkefølge) IdéMøbler, CityVest, Jysk, Bauhaus, Silvan, Ilva, Ikea, Bilka. Vi tog afsted 16:30 og var hjemme igen omkring klokken 21:30. Aftensmaden blev spist i Bilka.

Vi nåede ikke til nogen endelig konklusion omkring noget som helst, men vi blev lidt klogere på hvad vi gerne vil have.

Til vinduerne i underetagen vil vi gerne have lamelgardiner, men vi er lidt i tvivl om hvad vi så skal gøre med entredøren hvor der ikke er plads til lamelgardiner. Vi kan jo sætte persienner op, men der ser ikke så pænt ud med persienner ved siden af lamelgardiner… den tænker vi lige lidt over.

En opmåling af huset viser i øvrigt at vi ikke kan bruge de standardmål der er på lamelgardiner, så hvis vi skal have nogen så skal de specielfremstilles til os.

Lamelgardinerne (hvis vi bestemmer os for dem) kan vi først bestille når huset er helt færdigt så vi kan få de endelige mål. Det betyder at vi nok kommer til at bo lidt åbent i nogle uger indtil vi får dem leveret og sat op.

Derudover fandt vi en seng vi godt kunne lide i Idémøbler, men den er uden en “sengeramme”. Der fandt vi tilgengæld en vi rigtig godt kan lide i Ikea. Men de to passer ikke sammen ;-( Sengen håber vi på at have bestilt inden vi flytter ind så den bliver leveret i ugen efter vi flytter ind. På den måde skal vi ikke flytte sengen ud i huset, men “kun” smide den på lossepladsen.

Foruden ovenstående så skal vi også have købt lidt til væggene (når vi kommer så langt), noget nyt til stuen (men det bliver først når vi har boet der lidt) og et par barstole der matcher til køkkenet (vi er på udkig efter nogle specielle).

Vi skulle sådan set også brug en sofa, men der har vi fået en helt fantastisk sofa i indflyttergave. Det er vi rigtig glade for.

One thought on “Nyt inventar

Der er lukket for kommentarer.