Alle indlæg af Lene & Dann

Mikroferie for at fejre vores bryllupsdag

For at fejre vores 1 års bryllupsdag aftalte vi at holde en forlænget weekend sammen. Dann besluttede sig for lang tid siden at holde en feriedag på vores bryllupsdag. Det var altså på plads, men vi havde for en uge siden endnu ikke lagt en egentlig plan anden end, at vi skulle være sammen – bare os to.

Weekenden startede i midten af sidste uge med, at vi ledte efter et sted at overnatte fra søndag til mandag (vores bryllupsdag). I morgengave havde Dann fået et gavekort på en overnatning fra Føtex. Den skulle bruges i forbindelse med vores 1 års bryllupsdag. Efter en del søgen på nettet fandt vi et par hoteller, som vi syntes så hyggelige ud. Vi endte med at at vælge “Den gamle kro” i Gram.

Weekenden startede herefter, da Dann kom hjem fredag fra arbejde. Kom hjem er måske så meget sagt da Dann hentede Lene for derefter at køre ud til en af Danns kollegaer og hans kone. Her blev en super hyggelig fredag aften hurtig til lørdag nat, og det var tid til at tage hjem. Lørdag blev også primært brugt på at slappe af. Derudover var vi på besøg hos vores nye hus i Magnolia Haven og så var der også lidt indkøb, der skulle ordnes. De indkøb blev foretaget i Hørning, så vi også har prøvet at handle tæt ved vores nye hjem. Dann fandt også tid til at blive klippet om formiddagen.

Den øvrige lørdag gik primært med, at vi var sammen, hyggede os samt ikke mindst med at vi læste lidt hver især. Vi har begge nogle bunker af papirer og bøger som vi skal igennem. Det var dejligt at få lidt fælles ro til at få kigget i bunkerne.

Da vi sidst på dagen skulle i seng tog vi en af vores bryllupsgaver med os. Vi fik nemlig et par bøger af Piet Hein samt en bog med nogle børnecitater om ægteskab. Dem havde vi gemt til vores 1 års bryllupsdag. Denne aften tog vi børnecitaterne med os. To (ud af tre) Piet Hein bøger blev taget med på vores lille tur.

Børnecitaterne var utroligt sjov at læse. Mange af dem er meget rammende og bramfri – som børn tit er. Der var citater om præster, vielsesringe, ægteskab, kærlighed, kirken, rådhuset og desværre også lidt om mislykkede ægteskaber og ægteskabelige problemer. Det gør helt ondt i hjertet at læse om, hvordan børn er meget observante over for deres forældre og nogle af de problemer, de har. “De kysser og krammer ikke så meget mere”, “De kan ikke li’ hinnanden mere” og “Ægteskab går i stykker, når man får børn” og mange andre citater var ikke rar læsning. Selvfølgelig kan man ikke gøre noget ved at forældrene går fra hinnanden, og selvfølgelig skal børnene forholde sig til det… men hvor er det dog ærgeligt at se, hvordan det påvirker børnene. Bogen var en god gave.

Da vi stod op søndag tog vi os god tid. Vi spiste morgenmad, pakkede bilen, tog opvasken og satte så ellers kursen mod syd.

Vi tog hjemmefra ca. 13:25 og var dernede omkring 15:00. Inden vi checkede ind på hotellet kørte vi lidt rundt i byen for at kigge os omkring. Gram er faktisk en større by, end vi havde forventet. Der var et Pizzasted, mere end en pup, et spisested for familier med børn, et hotel, en kro og meget andet. Vi parkerede foran Super Brugsen og gik en tur derinde (Dann har altid været vildt med butikker). Der blev købt en bamse som minde om turen.

Efter Super Brugsen kørte vi til hotellet og checkede ind. Værelset (som vi ikke tog billeder af) var som det skulle være med en seng, et bord, en sofa, lidt skabe og et badeværelse. Ingen problemer der.

Da vi havde fundet os lidt til rette på værelset, gik vi en lille tur, der endte med at tage et par timer. Vi gik lidt rundt i byen, da Lene opdagede at hun var sulten. Det endte derfor med, at vi gik ind på det lokale pizzasted. Da de ikke havde et toilet, måtte vi ikke spise der. Derfor tog vi en pizza med og fandt en bænk i en rundkørsel, hvor vi satte os og spiste en sen frokost.

Da maden var spist gik vi ned i en park ved siden af Gram Slot. Vi gik også en tur langs noget vand og så gennem en skov, et par søer og lidt andet grønt. En rigtig hyggelig tur hvor vi havde tid til bare at være os.

Tilbage på hotellet slappede vi af et par timer, inden vi omkring klokken 20:00 gik over for at spise aftensmad. Vi brugte lidt af afslapningstiden på at læse den første bog med Piet Hein (den med en masse digte i).

Det blev en lidt sen aftensmad, da vi jo havde spist pizza fire timer tidligere. Lene fik en beuf bearneaise, mens Dann fik en pebberbøf. Maden var som den skulle være og der var rigeligt af den. Faktisk så meget at der ikke var plads til dessert.

Efter maden gik vi tilbage til værelset, hvor vi efter lidt tid besluttede os for at gå en tur igen. Denne gang gik vi ned til slottet og gik lidt rundt i den del af byen. Da vi kom hjem var det tid til en masse Gruk om kærlighed – igen af Piet Hein.

Aftenen sluttede med at vi så Man on the Moon i fjernsynet. En super god film.

Da vi stod op i dag (mandag) gik vi over for at spise morgenmad. Ingen af os havde sovet super godt. Sådan plejer det også at være, når vi sover andre steder end i vores egen seng. Efter morgenmaden afleverede vi nøglen til hotellet og satte os i bilen. Da vi ikke havde travlt på vej hjem, valgte vi at køre en tur på må og få. Turen bragte os til Vejen, hvor vi gjorde holdt og gik en tur i byen. En rigtig hyggelig by.

På vej hjem til Byvangs Alle var vi forbi Lenes mor for at hente bryllupskagen samt Danns mor for athente de bryllupshjerter (læs mere herom i et senere blogindlæg) som Louise & Kenneth havde til os.

Hjemvendt fra turen pakkede vi ud, kiggede billeder fra turen, skrev lidt indlæg til hjemmesiden og gav os til at slappe af. Vi valgte at se Notting Hill – den første film vi har set sammen i biografen.

Vi har, vanen tro, taget et par billeder fra turen, som kan ses her på hjemmesiden.

Det har været en rigtig god tur. For os en god måde at fejre vores første bryllupsdag på.

Set og sket i vores første år som mand og kone

Tænk at det er et helt år siden at vi blev gift. På sådan en dag kan man ikke undgå at tænke lidt tilbage. Hvad er der sket i det forgangne år? Vi har her forsøgt at lave en lille kronologi over de vigtigste begivenheder i vores liv de sidste 12 måneder.

Alt i alt et begivenhedsrigt år for os. Året har været fantastisk da vi har haft mulighed for at dele det med vores venner og vores familie. Vi håber at det kommende år bliver lige så godt.

Hvad vi i øvrigt har lavet i forbindelse med vores bryllupsdag kan ses i et andet indlæg der kommer her på hjemmesiden.

Der arbejdes på huset

Dann var på besøg i huset i den forgangne uge. I dag var vi så i fællesskab derude.

Da Dann kom derud i onsdags var der sket en del:

  1. Der var kommet “top” på gadebelysningen
  2. Gulvene var lagt i alle værelserne på overetagen
  3. Gulvene var lagt i stuen og halvvejs lagt i køkkenet
  4. Alle skabe var sat op (på nær i badeværelserne) og der var nu lavet plads til opvaskemaskinen i køkkenet
  5. Trappen var sat op

I dag var vi så sammen derude. På de få dage der var gået var der dels sket det at skabene i badeværelset var sat op, gulvet i køkkenet var lavet færdigt og dørkarme og nogle døre var sat op. Derudover var de i gang med at lave vejen helt færdig.

Det tyder på at de når at få huset færdigt til den 1. august. Ja faktisk tyder det på at de får hele Magnolia Haven færdige da de laver dem i nummerrækkefølge på vejen. Vores er det tredjesidste. Dem efter os mangler gulv og den slags mens nogen før os har fået alt inventar monteret. Oprindeligt skulle de have været færdige til 1. maj 2008… de nåde de så ikke lige, men det ser ud til at de kan nå 1. august. Hvor er vi glade for at vi rykkede overtagelsestidspunktet fra 1. juli 2008 til 1. august 2008.

Billeder?
Dann tog nogle billeder i onsdags. Vi tog desværre ikke nogen i dag. Billederne kommer på hjemmesiden en af dagene.

At bygge og bo

For snart 14 dage siden (nærmere bestemt søndag den 13. april) hørte vi første gang om nogle flotte rækkehuse der var under opførelse i Hørning mellem Skanderborg og Århus. Dann slog det umidelbart hen med at vi dels ikke havde råd til at købe noget og at vi dels ikke ledte efter noget.

Det gik dog ikke anderledes end at vi samme dag omkring klokken 19:00 tog ud for at besøge Magnolia Haven som de 20 huse det drejede sig om bliver kaldt. Vi kunne ikke komme ind i husene, men kun se dem udefra. Dem er også så meget sagt. Der bliver 20 huse i alt. Det er kun de 2 af husene der er bygget færdige for at fungere som prøvehuse. Resten er stadig under opførelse.

Det så ret godt ud. Lene var klar til at flytte ind med det samme mens Dann var mere forbeholden – primært af økonomiske årsager.

Samme aften blev der bestilt en salgsopstilling af huset som blev nærlæst. Dann fandt endvidere det store regneark frem for at kigge på hvad vi egenteligt havde råd til hvis nu vi skulle købe noget. Det meste af ugens aftner (og natter for Dann) gik med at regne på vores budget, finde steder hvor vi kunne spare nogle penge, undersøge vores mulighed for at låne pengene og ikke mindst på at kigge nærmere på selve huset.

Vi sendte en lang mail til ejendomsmægleren med en række spørgsmål samtidig med at vi bestilte en rundvisning i et af prøvehusene. Da vi skulle på ferie til Amsterdam bookede vi rundvisningen til torsdag den 24. april og bad så ejendomsmægleren om at reseverer huset til os. Noget de normalt ikke vil gøre. Af en eller anden grund var de med på det, og vi fik reseveret huset.

Under ferien i Amsterdam lånte vi noget internet af Dina & Tomas. Det blev brugt til at søge efter hvad vi ellers kunne få for de samme penge. Der blev også kommunikeret lidt med banken pr. mail. Der blev snakket meget om vi nu havde råd, kunne vi leve af næsten ingenting i en periode, havde vi egenteligt brug for det, kunne vi leve med risikoen, var der for langt til Århus, hvordan vi havde det med at låne mange penge, kunne vi li huset og meget meget mere.

På en tur rundt i Amsterdams gader blev vi enige om at købe huset, hvis vi var tilfredse efter rundvisningen og ikke mindst hvis et par spørgsmål kunne besvares tilfredsstillende. På vej hjem fra Amsterdam fik vi et endeligt OK til at låne pengene fra de steder hvor vi havde spurgt.

I løbet af i går fandt vi en rigtig dygtig advokat (vi blev henvist af Danns storebror) som kunne hjælpe os med handlen, hvis vi valgte at købe det.

Torsdag aften (2 dage siden) var vi på rundvisning i prøvehuset (vi tog en del billeder). Vi fik svar på vores spørgsmål og lavede en kort liste over spørgsmål som ejendomsmægleren skulle finde svar på. Inden vi gik derfra sagde vi endvidere at vi ville købe huset forudsat de nævnte ting blev besvaret. Da vi kom hjem sendte vi en email til ejendomsmægleren hvor vi ombestemte os lidt. Vi valgte at købe huset forudsat at handlen i sin helhed kan godkendes af vores advokat. Papirarbejdet skulle blive engang i næste uge.

Efter at have skrevet til ejendomsmægleren blev såvel banken som advokaten så informeret om at vi havde ønsket at købe huset.

Nu går vi bare og venter på at ejendomsmægleren vender tilbage (vi aftalte engang i næste uge). Det betyder at vi ikke har skrevet under på en slutseddel endnu, men i praksis har vi købet et hus. Det er lidt vildt!

Vi ved endnu ikke hvornår vi skal flytte ind (dvs. overtage huset). Hvis vi får det som vi gerne vil have det, så bliver det pr. 1. juli 2008. Men det skulle vi gerne få en afklaring på i løbet af næste uge. Inden vi tog hjem fra rundvisningen i går var vi også lige forbi det rækkehus vi har købt. Der tog vi også en masse billeder. Sammenlignet med prøvehuset, så mangler der en del ting inden det er færdigt.

En af de kommende dage skal vi nok skrive en masse om det hus vi er ved at købe.

Vi er på en og samme tid bekymrede over om det nu er det rigtige vi har gjort, helt vildt glade for det hus vi får og lidt bekymrede for økonomien. Men mest af alt, så glæder vi os til de mange gode år vi kommer til at få i vores nye hus.