1 års bryllupsdag

I mandags var dagen hvor vi har været gift i et år (/2 halve år/4 kvartaler/12 måneder/52 uger/365 dage/8760 timer/525.600 minuttter). Det har været et fantastisk år. Et år med mange oplevelser og begivenheder. Men også et år hvor vi har haft hinnanden som det faste holdepunkt.

Året startede med den helt fantastiske lørdag den 07/07/07. Den første bryllupsdag kan på ingen måder matche den dag, da vi blev gift. Den dag var helt speciel.

Vi blev gift i Viby Kirke ligesom Danns forældre og bedsteforældre. Det er en rigtig hyggelig kirke og præsten var også god. Han snakkede meget om symbolikken i tallet 7 og det passede jo helt perfekt. Det var meget følelsesladet for os at sige ja til hinanden og gå ud af kirken hånd i hånd.

Festen blev holdt på Varna. Et helt fantastisk sted med kanon service og rigtig god mad. En oplevelse vi ikke ville være foruden. Det kan bestemt anbefales at holde fest på Varna.

Bryllupsrejse gik først til et luksushotel udenfor Athen. Det var ren afslapning i 4 dage. Det var et fantastisk hotel og kan bestemt også anbefales, hvis man søger luksus og masser af god mad. Der var også god adgang til strand og swimmingpools.
Bagefter to vi ind til selve Athen og fik set en masse af byen. Det er en historisk meget spændende by, hvor vi så, hvad mange kalder civilisationens vugge. En af de mest spændende oplevelser var at finde den høj, hvor demokratiet opstod.

Det har i det hele taget været et fantastisk år. Navnet har ændret sig, men ellers har vores forhold ikke ændret sig nævneværdigt. Jo længere tid, det går, jo bedre kan vi lide hinanden med alle vores små særheder. Det sker tit, at vi ved, hvad den anden tænker og ikke behøver at sige så meget, fordi vi begge ved, hvad vi mener.

Vi fejrede vores et års bryllupsdag med en lille tur til Gram, hvor vi overnattede fra søndag til mandag. Det var rigtig hyggeligt og med masser af tid til bare at være os.

Selve dagen gik med at køre hjem fra Gram og køre forbi Lenes mor for at hente bryllupskagen, som havde været frosset ned i hendes fryser. På vejen hjem blev det også til et besøg hos Danns forældre, hvor vi hentede en lille boks med hjerter, som folk skrev på, på vores bryllupsdag. Vi fik dem i en fin pakke med en flaske Asti og noget chokolade. Det var en rigtig fin pakke. Hjerterne læste vi efter vi kom hjem og blev glade og rørte over de søde hilsner fra vores gæster.

Det næste projekt var kagen. Vi var meget spændte på, om den kunne spises efter et år i fryseren.
Da vi pakkede den ud, kunne vi se, at den var sunket lidt sammen på midten, hvor marcipan topfigurerne sad. Vi startede med at pille topfigurerne af, for dem ville vi ikke spise. Bruden mistede desværre hovedet i processen, men vi kunne ikke gemme dem alligevel, for de havde ikke haft så godt af at være frosset ned. Overraskende nok smagte kagen udemærket. Den var stadig frisk og ok, men selvfølgelig ikke så god som for et år siden. Den var dog god nok til, at vi spiste to stykker.

Året der er gået, har været et begivenhedsrigt år (se mange af begivenhederne andensteds). Vi er om muligt blevet endnu gladere for hinanden og glæder os til mange flere år sammen.

Da vi blev gift sidste år, havde vi nok ikke lige regnet med, at vi skulle flytte ind i vores nye dejlige rækkehus inden for så kort tid. Det er sjovt som ting ændrer sig, samtidig med at de forbliver de samme. Vi ved naturligvis ikke hvad det kommende år bringer, men vi glæder os til at klare udfordringerne sammen.

Lene & Dann

Lidt flere bøger er læst

Efter at have fået detaljerne med huskøbet på plads, så har der langt om længe været tid til at læse et par bøger. At det er sommerferie i Danmark har også betydet at jeg ikke behøver at arbejde så meget om aftnen hvorfor også dette har givet tid til at få læst et par bøger.

Bøger der er læst ved halvårsskiftet

Alt i alt er det blevet til 11 bøger, hvoraf tre af dem er læst højt sammen med Lene i forbindelse med vores bryllupsdag. De læste bøger kan ses her.

Antallet af ulæste bøger i bogreolen er stadig ret højt. Til september starter jeg på psykologistudiet på Ålborg Universitet og indtil da kommer min tid primært til at gå med at flytte. Derfor må jeg nok desværre skyde en hvid pil efter at blive færdig med at tømme bogreolen i år… men måske jeg kan blive færdig næste år.

/Dann

P.S. Bogoversigten på hjemmesiden er endnu ikke opdateret med nogle af de bøger jeg har læst i år. Det sker “ved lejlighed” men inden årets udgang. Højst sandsynligt sammen med flytningen.

I gang med speciale

Ja det er endelig lykkedes mig, at finde et emne til mit speciale. Emnet er i grove træk “overtrædelser af planloven, især værdispild og retshåndhævelse.”

Titlen er ikke endeligt fastsat, men bliver det i slutningen af juli, hvor jeg skal mødes med min vejleder (yeps, sådan en har jeg også fundet). Emnet handler om, når man f.eks. bygger noget uden tilladelse eller bygger en carport for høj i forskel til skel ind til naboen. Så skal man lovliggøre det og som oftest sker det ved en nedrivning, hvis man har begået en mindre overtrædelse. Hvis man f.eks er en stor virksomhed som Bilka i Horsens, skal man som regel ikke rive det ned igen, for så opstår der et for stort værdispild.

Det jeg gerne vil kigge på er, om man nemmere kan få tilgivelse end (bygge-)tilladelse som stor virksomhed. Kan det altså betale sig bare at bygge uden den fornødne tilladelse og hvorfor er der ikke nogen, der gør noget. Jeg synes, at det er et interessant emne, men ikke alle finder det lige interessant. Det er i og for sig også ligegyldigt, for det er mig, der skal beskæftige mig med emnet de næste par måneder.

Jeg havde min vejleder til undervisning i forvaltningsret på bachelor-delen og til kommunalret på kandidaten. Han er ikke ekspert på området, men han vil gerne være min vejleder alligevel (planloven hører ind under miljøretten, som igen hører ind under forvaltningsretten, men det er et relativt lille område). Han var en rigtig hyggelig underviser med en stor viden indenfor forvaltningsret og kommunalret. Derudover virker han meget villig til at hjælpe mig, selvom han ikke har den store viden på området. Der er heldigvis en anden professer på skolen, som han kan spørge lidt til råds. Den anden professer har dog ikke tid til at vejlede en specialeskrivende studerende. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå godt.

Det er dejligt at komme i gang og der er nu udsigt til, at jeg kan blive færdig til september. Lige nu er jeg ved at finde domme og lign., som jeg kan bruge i opgaven. Så jeg er altså stadig i de indledende stadier, men jeg er kommet i gang 🙂 Det er så dejligt.

/Lene

Ny seng til det nye hus

Pr. 1. august 2008 skulle vi gerne flytte ind i vores nye rækkehus i Magnolia Haven. I den sammehæng har vi brug for en ny seng. For det første fordi den vi har nu er ved at være lidt slidt og godt kunne trænge til en udskiftning. For det andet fordi vi har soveværelse i overetagen og den seng vi har nu kan ikke komme op af trappen (vores nuværende seng er 140 cm bred og trappen er kun 90 cm bred).

Derfor har vi været på jagt efter en ny seng. Jagten sluttede i torsdags (dvs. den 3. juli), da vi var på besøg i IDEmøbler. Vi havde forinden været i en hel del butikker og har prøvet en hel del forskellige senge og madrasser.

Valget faldte på en “Nocturne Royal continental boxmadras” i 180 cm x 200 cm. Det var uden tvivl den seng vi begge lå bedst i. Der var derfor meget lidt debat om, hvilken seng vi skulle vælge.

Sengen kommer som 4 madrasser og en topmadras. 2 af madrasserne (det øverste lag inden topmadrassen) skal samles, så de virker som en. Det er ret smart da vi ellers ikke kan få den op til soveværelset i vores nye hus.

For at være på den sikre side har vi bestilt levering af sengen, så den bliver leveret direkte til soveværelset. Da vi ikke helt ved hvornår på dagen den 1. august vi får nøglen, er sengen bestilt til levering mandag den 4. august.

Det er ikke en elevationsseng. Vi snakkede meget frem og tilbage om vi skulle have en sådan elevationsseng, men endte med at vælge det fra, da vi gerne vil have en fælles topmadras, så vi føler vi sover sammen.

GreyBoard
Dann har altid snakket om at få et whiteboard. Da vi var i IDEMøbler fandt vi et “greyboard” der er en metalplade med en belægning, der gør det muligt at skrive på med almindelige whiteboard ting. Den var ret billig (kun 270,- kr.). Derfor købte vi den, så Dann kan få et greyboard på (hjemme)kontoret når vi flytter. Det glæder han sig meget til.