Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

30 år

Dagen måtte jo komme. Efter at have brugt lidt tid foran spejlet med en lup for at lede efter de grå hår, må jeg konstatere at jeg endnu ikke kan finde dem. Jeg synes heller ikke jeg føler mig ældre end i går. På trods af det har jeg rundet et skarpt hjørne:  jeg er nemlig blevet 30 år gammel.

Det mest mærkelige for mig ved at blive 30 er, at jeg ikke længere er “ung”. Hele mit liv har jeg altid været den yngste: den yngste, der læste HD på min årgang, den yngste leder i min ledergruppe, den yngste medarbejder i min afdeling, etc. etc.. Men her i løbet af de sidste par år, er der begyndt at ske noget. Jeg er ikke længere den yngste i alt, hvad jeg gør. Det skal jeg lige lære. På den måde er det at blive 30 jo ikke noget skelsættende, men det er alligevel for mig en markering af, at jeg ikke længere er yngst. Her sker der alligevel noget mentalt, når man skifter det første ciffer ud i ens alder – fra 2 til 3. Jeg er blevet et årti ældre.

Så på mange måder en helt almindelig dag…. og så alligevel. Og hvordan gik dagen så?

Hvordan gik dagen?

Dagen startede med at jeg blev vækket med sang og gaver af Signe og Lene. Her fik jeg to rigtig flotte tegninger fra Signe og et helt sæt tøj (jakke, bukser, skjorte og slips) fra Lene. Nogle rigtig gode gaver. Efter lidt tid hvor vi hyggede os, var det tid til at komme igang. Jeg havde nemlig en tid klokken 09:00 hos Barberen, hvor jeg skulle klippes og barberes.

Nybarberet tog vi alle tre en tur op af strøget til Bruuns galleri, hvor vi endte med at få en rigtig god brunch på Kong Kaffe. Signe fik en “børnebrunch”. Der var selvfølgelig alt for meget mad, men den var fyldt med ting, som Signe rigtig godt kan lide. En rigtig hyggelig brunch, hvor vi fik lov til at sidde i et hjørne helt for os selv – det var jo stadig relativt tidligt på dagen.

På vej op af strøget gik vi lige forbi det sted, hvor Lene havde købt jakkesættet, da jeg så kunne få lagt bukserne op og bytte jakken til størrelsen mindre, der sad lidt bedre. Det er et rigtig flot sæt, som jeg glæder mig meget til at have på i årene fremover.

Efter vores brunch tog vi hjemad og havde en rigtig hyggelig eftermiddag herhjemme (hvor jeg lige fik tid til en lur… man er jo ved at være gammel) mens Signe sov til middag. Da Signe vågnede tog vi afsted igen mod Århus.

Denne gang skulle vi på Jensens Bøfhus, hvor vi skulle mødes med mine forældre for at fejre min fødselsdag. Vi endte med at få en overraskende god middag (jeg havde ikke så høje forventninger til kvaliteten, men valgte stedet så Signe også kunne få en god oplevelse) og noget rigtig hyggeligt selskab. Efter en rigtig god middag tog vi hjem til os for at få kaffe og kage. Her fik jeg også en rigtig flot jakke af mine forældre i gave, samt en rigtig god gave fra min farmor og farfar.

Omkring 20:20 kom Signe i seng (1½ time senere end normalt) og vi hyggede os lidt mere med kage og kaffe. Faktisk en rigtig speciel kage – nemlig min yndlingskage, som Lene i dagens anledning havde lært at lave. Den opskrift skal nok komme på hjemmesiden på et tidspunkt.

Nu, hvor dagen er ved at være slut, er jeg taknemmelig. Det blev en meget mere rolig 30 års fødselsdag, end jeg havde forestillet mig for 5 år siden. Ingen store fester eller lignende. Tilgengæld var det en dag med min nærmeste familie, hvor vi hyggede os rigtig meget og hvor jeg fik nogle rigtig gode gaver. Jeg kunne faktisk ikke finde på en bedre måde at holde fødselsdag på.

På lørdag kommer Lenes familie på fødselsdagsbesøg, og det glæder vi os rigtig meget til.

Tak for en fantastisk dag.

/Dann

Nyt fjernsyn

Vi har længe gået og overvejet, om vi ikke skulle skifte fjernsynet ud med et nyt og smart. Indtil nu har vi været enige om, at vi ikke havde behov for et nyt fjernsyn. Det gamle virkede jo godt nok, selvom billedet var ved at være lidt dårligt… og så var det jo heller ikke en fladskærm. Men Dann er jo “lidt” nærrig, så indtil nu var det blevet ved tanken.

Mellem jul og nytår blev vi dog enige om, at det var tid til et nyt fjernsyn. Ikke fordi det gamle ikke virkede mere, men fordi vi begge gerne ville have et andet. Nu blev spørgsmålet så hvad måtte det koste og hvad var vigtigt?

Dann var ret hurtig enig med sig selv om, at det gerne måtte være med ambilight. En teknologi der desværre kun laves af Philips – de har sikkert et patent. Lidt mere snakken frem og tilbage førte til, at vi også gerne ville have en LCD skærm der var bagbelyst med LED. Omvendt var han for nærig til at betale for trådløst internet og ambilight i toppen af fjernsynet.

Det endte med det fjernsyn, der kan ses i billedserien nedenfor. Fjernsynet blev hentet i Føtex, og Dann kunne næsten ikke have det i bilen. Vi fandt det på tilbud til 9.999,- kr., og det var det sidste i butikken, vi købte. Da det kom hjem blev det først pakket ud dagen efter, og det blev hurtigt sat til og prøvet. Det viste sig, at vi var nødt til at ommøblere stuen lidt for at få plads til det nye fjernsyn – ellers fik vi ikke rigtig noget ud af ambilight funktionen. Så det har vi naturligvis gjort.

Det kan virke “lidt” mærkeligt at indrette stuen efter et fjernsyn, men efter at have prøvet ambilight funktionen i et par dage, er vi blevet meget glade for den. Det kan ikke helt beskrives, hvordan det gør oplevelsen bedre, men der er ingen tvivl om, at det virker. Hvis vi slår det fra, så er det en meget “dårligere” oplevelse at se fjernsyn, end når det er slået til. Den største ulempe er at vi nok er nødt til at købe Philips fjernsyn med ambilight resten af vores liv… Hvorvidt stuen fortsat skal se ud som den gør nu er lidt uklart, så vi venter lidt med at hænge fjernsynet op på væggen.

Vores harddiskoptager har desværre ikke en digitaltuner, så vi er begyndt at bruge den lidt mindre. Billedet med den digitale modtager i fjernsynet er nemlig synligt bedre end det billede, vi får fra den anloge modtager fra harddiskoptageren. Og når vi nu er ved det andet udstyr, der skal tilsluttes fjernsynet, så har vi været ude og købe nye komponentkabler til vores Wii. Det giver et mærkbart bedre billede på den nye skærm. Wii er naturligvis ikke HD eller noget der kommer i nærheden af det, men alligevel er billedet blevet væsentligt bedre.

Hvad endte det det så med? Jo, vi købte et 40PFL8664H/12 fjernsyn fra Philips. Under 4 cm dybt, 40″ stort, ambilight i siderne, rigtig god kontrast, hurtig opdatering og DVB-T og C tuner med MPEG4… og meget meget andet. Internet delen af fjernsynet har vi prøvet med et kabel  nogen gange, og det virker rigtig godt, men ikke godt nok til at vi vil til at trække et kabel. Omvendt er det helt fantastisk at tage et SD-kort ud af et kamera og sætte det direkte i fjernsynet – det ser helt fantastisk ud.. og for første gang kan vi se, at vores kamera har en dårlig opløsning sammenlignet med eksempelvis de bryllupsbilleder vores fotografer tog.

Efter et par måneder med det nye fjernsyn må jeg konkludere at ambilight i toppen af fjernsynet ville være rigtig fedt, men omvendt er det trådløse internet ikke noget jeg savner… men måske vi var endte med at bruge YouTube på fjernsynet, hvis der var trådløst internet. Signe kan i hvert tilfælde godt lide at se musikvideoer på YouTube.

Med et nyt stort fjernsyn i huset, så er vi faktisk blevet lidt glade for, at huset har en alarm installeret. Ellers ville vi nok være lidt bekymret for om det forsvandt, når vi ikke er hjemme…. ja næsten alle har et stort faldskærms fjernsyn i dag, men det er nyt for os.

Signe har ikke sagt så meget til det nye fjernsyn. Den største ændring for hende var at stuen så anderledes ud fra den ene dag til den anden. Hun blev meget overrasket, da hun gik ind i stuen og det ikke så ud som det plejer. Da vi havde det gamle fjernsyn, måtte hun gerne røre ved skærmen, men det må hun ikke ved det nye da det er lidt mere følsomt over for fingre og mest vigtigt, så kan det vælte ned over hende. Derfor har hun lært, at hun ikke må røre ved fjernsynsbordet, og det er faktisk gået rigtig godt med det.

Det gamle fjernsyn står nu på ekstraværelset og venter på at vi finder ud af, hvad vi skal gøre med det… og nej inden nogen kommer med soveværelset som et forslag, så har vi for længst besluttet os for, at der ikke skal være et fjernsyn i soveværelset. Soveværelset er hvor man sover og eventuelt læser. Film, videospil, TV osv skal ske i et andet rum. Indtil nu er det kun stuen der har været “udsat” for et fjernsyn, og vi har ikke følt et behov for, at det skal være anderledes.

Alt i alt er vi rigtig glade for vores nye fjernsyn. Billedet står super skarpt. Specielt DR HD er helt fantastisk! Vi er glade for at vi langt om længe tog os pengene til at skifte det gamle 28″ fjernsyn ud med noget større og bedre. Det var et godt køb.

Så indtil vi eventuelt finder ud af hvad der skal ske med det gamle fjernsyn, så må vi “nøjes” med at nyde det nye fjernsyn.

/Lene & Dann

Nyt legetøj til vores Wii

Nye Wii ting i Q4 2009Siden vi købte vores Wii, der har været en stor success herhjemme, har vi i løbet af de sidste to måneder udvidet vores sortiment i spil og tilbehør. Det nyindkøbte kan ses på billedet her til højre.

Indkøbende kommer som følge af, at vi har været utrolig glade for vores Wii og specielt Mario Kart og Wii Sports. Derfor kom det også meget naturligt for os, at vi købte Wii Sports Resort. Det har vist sig at være et rigtig sjovt spil, der på mange måder er bedre end det oprindelige Wii Sports spil. I løbet af december måned har vi derudover købt en ekstra MotionPlus sensor, der kan kobles til vores Wiimotes, således at vi nu har to. Fordelen ved at have to er  at vi nu kan spille med og mod hinanden i en række af de spil, der er med i Wii Sport Restort. Et godt eksempel herpå er bordtenis, der bare er meget sjovere når man spiller det mod en rigtig person fremfor mod en computergenereret modstander.

Vi har også købt en ekstra Nunchuk så vi har et “fuldt” setup med to Wiimotes, der begge har en MotionPlus sensor og en Nunchuk. Igen, så har vi bedre mulighed for at spille mod og med hinanden i en række forskellige spil.

Det næste spil vi købte var Super Mario Galaxy. Et spil som Lene synes er OK og som Dann synes er helt fantastisk. Dann er vokset op med platformsspil så som Giana Sisters, Bubble Bobble og mange andre. Super Mario Galaxy spillet tager platformsspil til et helt nyt niveau, og så er det i øvrigt bare rigtig sjovt at spille. Det kan anbefales til alle, der var glade for de gamle platformsspil.

Den 22. december købte vi en lille julegave til os selv, idet vi købte et Wii Balance Board sammen med Wii Fit Plus. Wii Fit Plus kan have to formål: 1) at man kommer i form og 2) at man spiller nogle sjove spil. Det er nummer to der er årsagen til, at vi har købt det. Der er en masse sjove spil, der i bedste Wii tradition kombinerer computerspil med bevægelse. En rigtig god idé, som det er sjovt at spille med på. Derudover har vi allerede nu også brugt den som “babyvægt” da man kan veje Signe og derved følge hendes vægt. En smart lille tilføjelse.

I julegave fik vi så New Super Mario Bros Wii. Spillet er ikke meget andet end en opdatering af de gamle 2D platformsspil Super Mario Bros, men hvis man kunne li dem (og det kunne Dann – han spillede dem i ungdomsklubben han gik i), så må det være det helt rigtige spil. Spillet er endnu ikke prøvet, men vi glæder os meget til det. Ja faktisk fik vi hele tre udgaver af spillet, så to af dem skal byttes til nogle andre spil… hvad det bliver må vi finde ud af engang i det nye år.

Ovenstående er dog ikke hele sandheden om, hvad vi har fået af nye ting til vores Wii. Vi har også fået et af Danns gamle ynglingsspil: Bubble Bobble. Nintendo har været så venlige at portere en række gamle spil til Wii’en, som man kan købe med sit kreditkort. Man kan også betale med nogle point man får, hvis man hjælper andre med en Wii på nettet. Så hvis der er andre der vil have et gratis spil, og endnu ikke har deres Wii på nettet, så sig til. Det er nemlig både den der hjælper og den der kommer på nettet, der får 500 points til at købe et spil for.

Alt i alt har vi nu købt og fået en del ekstra ting til vores Wii her i løbet af det sidste korte stykke tid. Nu skal det så bare bruges.

Let the games continue!

/Lene & Dann

Masser af Wii

For fire måneder siden købte vi en Wii. Det var efter en del overvejelser om den nu også ville blive brugt. Hvordan er det så gået med det, er den blevet brugt? Svaret på det spørgsmål må uden tvivl være ja.

Vi købte både en Wii, lidt ekstra spil og noget plastic der kunne få ens Wiimotes til at virke mere som en tennisketsjer osv. Det ene ekstra spil var Wii Play. Det er kun blevet brugt en gang, men det gør nu heller ikke så meget, da vi kun købte det fordi der fulgte en ekstra Wiimote med, og det var billigere at købe det som en pakke, end at købe en Wiimote for sig selv. Den ekstra Wiimote er blevet brugt, så det har bestemt ikke været et tab.

Det andet ekstra spil vi købte dengang var Mario Kart. Det er blevet spillet til den helt store guldmedalje. Ikke kun er det blevet spillet som “single player”, men det har også været spillet over nettet mod venner og “tilfældige online mennesker”. Det er et helt fantastisk spil der, for mig gør lige det et bilspil skal. Det er sjovt og ikke realistisk. Nu er min smag i spil sikkert også lidt mærkelig. Lene er nu også ret glad for det.

Sammen med vores Wii købte vi også nogle genopladelige batterier til vores Wiimotes samt en oplader til dem, som de kan stå i. Det har vi været rigtig glade for. Der er altid friske batterier i, og hvis vi er ved at løbe tør, kan de hurtigt blive ladet op. Det burde alle der køber en Wii også købe. Den har for længst tjent sig ind i batterier, vi ikke har behøvet at købe.

De plastic ting vi købte sammen med vores Wii har vi brugt meget meget lidt. Faktisk er det kun det ekstra rat, der stadig ligger i stuen, som vi bruger. Resten ligger gemt væk i et skab. Det ekstra rat er smart, når man skal køre mod hinanden i Mario Kart.

Har vi så fået noget for pengene? Ja, det har vi helt bestemt. Det er nogle rigtig sjove spil, som vi har spillet hver for sig, sammen, mod hinanden og mod andre over nettet. Den er god, når man er flere, og den er god når man er alene. Vi har ikke et sekund fortrudt at vi har købt vores Wii – faktisk kan vi kun fortryde, at vi ikke har købt den noget før. Sammenlignet med hvad vi havde fået for pengene, hvis vi havde købt DVD film eller noget helt tredje, så har det været et rigtig godt køb.

Vi har ikke kun fået glæde af vores Wii herhjemme. Vi har også flere gange haft den med på farten for at spille, hvor vi kom frem. Det har været sammen med familien, hvor vi har hygget os med nogle “Sports” spil eller lignede. En rigtig sjov ting at være fælles om på tværs af generationerne. Tænk sig at en spilkonsol kan gøre det.

Jeg er specielt glad for Wii’ens unikke måde at blive styret på sammenlignet med andre spillekonsoller (så længe det varer), og så er jeg meget mere til sjove spil, der på ingen måde behøver at være realistiske. Hele ræset med at få mere og mere grafisk realistiske spil siger mig ikke rigtig noget – giv mig spil som jeg havde, da jeg spillede på min Commendore 64, og så er jeg solgt.

For mig er det lidt af en renæssance at spille computer igen. Med undtagelse af Civilization, så har jeg ikke spillet siden jeg var lille. Det har Wii’en lavet helt om på. Jeg spiller nu glædeligt og vil i mange tilfælde hellere, at vi tænder for vores Wii end vi finder en DVD frem. Det er sjovt at spille igen. Hvordan vi så finder tiden til det med en lille pige, der skal have opmærksomhed når hun er vågen og alle de praktiske gøremål, der skal gøres når hun sover, ja det må tiden vise… men jeg er sikker på at vi tager os tiden til det… det er jo sjovt!

Det var et godt køb.

/Dann