Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

En aften som ingen anden

Billetter til SeinfeldDet var en ganske normal mandag morgen den 6. juni 2011. Vi stod op, gik i bad, spiste morgenmad og gennemgik i det hele taget det normale morgenritual. Denne morgen skulle der dog siges et lidt større farvel til Signe end normalt, da hun skulle overnatte hos mormor indtil tirsdag aften. Dette var nemlig ikke en normal mandag. Det var dagen, som jeg havde glædet mig til i flere måneder. Det var dagen hvor Lene og jeg efter arbejde skulle køre en tur til København og retur igen samme aften.

Men hvad var det så for en aften? Det var den mandag aften, hvor Lene og jeg skulle en tur i Forum for at se Seinfeld. Min absolut favorit komikker siden jeg var teenager. Jeg voksede op med at se serien på TV2 og på videobånd. Sidenhen har jeg været så heldig at få hele serien på DVD af Lene i eksamensgave, og i fødselsdagsgave i år var jeg så fantastisk heldig at få to biletter til Seinfeld Live i Forum.

Dette var første (og sikkert også sidste) gang Seinfeld har været i Danmark. Jeg havde glædet mig rigtig længe til at skulle se Seinfeld. Jeg har været meget i tvivl om det nu var prisen værd (det var ret dyrt) at tage i Forum for at se ham live. Beslutningen blev dog truffet, da jeg forstod at det var min eneste chance for at se Seinfeld live.

Hvad kan man så forvente af en 57-årig amerikansk komiker? Perfektion! Intet mindre. Det var en fantastisk sublim aften med en Jerry Seinfeld i en fantastisk form. Næsten alt materialet var nyt for mig (jeg har ikke set noget med ham siden serien sluttede), men det var den samme observationsbaseret komik, som han er kendt for. Endnu bedre, så var det humor over bæltestedet. Jeg er træt af de stand-up’er der ikke kan andet end at benytte sig af komik, der er under bæltestedet. Dette var ikke et problem med Seinfeld. Det var velovervejet og punktlige observationer.

En anden måde at sige det på, var at han leverede varen. Nogen anmeldelser af aftnen har påpeget at de “klukkede” sig gennem hele hans show. For mig var det hele sjovt, men der var også en del gange, hvor jeg lå flad af grin af hans pointer. Pointer som selvfølgelig er forsvundet for mig nu, hvor det er forsvundet ud i “intetheden” (fans af Seinfeld forstår den hentydning).

Alt i alt var det ½ times god opvarmning og 1½ times fantastisk show af Seinfeld. Det var en oplevelse for livet. Seinfeld er bare den bedste inden for sit felt.

Vi kørte næsten syv timer i bil den aften. Fra Århus klokken 16:20 til Forum, hvor vi ankom 19:45 (showet startede) og retur igen, hvor vi ankom omkring 02:00 til Hørning. En ret lang tur, men helt sikkert det værd. Det var en fantastisk gave at  modtage fra Lene. Tænk sig at hun har givet mig noget så velovervejet.

Tak til min fantastiske kone for denne gave!

/Dann

Fars dag

Roser på fars dagDet er ikke hver dag man har en hel dag, men som far er man blevet tildelt en dag om året, hvor man bliver fejret. I år var det for mig en fantastisk dag, hvor jeg fik lov til at sove længe. Jeg fik flere fantastiske tegninger fra Signe (der var tegnet specielt til far) og en rigtig flot buket roser fra Lene. Det var en fantastisk start på dagen.

Dagen blev så endnu bedre ved, at vi tog på besøg hos mine forældre (mest min far) og endte med at spise aftensmad hos dem sammen med min storebror og hans kæreste. Det var en meget spontan hyggelig dag sammen med familien.

Jeg føler heldigvis at jeg bliver påskønnet hver evig eneste dag af såvel Lene som Signe, men det er nu meget rart at blive mindet om det engang imellem. Jeg er stolt af at være Signes far.

Nedenfor er et par billeder fra dagen.

Tak for en fantastisk dag!

/Dann

Gåture i Rom

Lene og jeg har netop været på en fantastisk tur til Rom. Når vi er på ferie i en storby, så vil vi gerne gå rundt. Eller mere korrekt, så vil jeg gerne gå rundt og Lene er så sød, at hun efterkommer mit ønske. For at få et overblik over hvor langt vi egentelig gik, så har jeg prøvet at bruge Google My Tracks applikationen til min mobil. Det er et lille program, der optager præcist hvor man er. På den måde kan man efterfølgende få det lagt ind på et kort eller på anden måde analysere de data, der kommer ud af det.

Selve det at bruge programmet er vildt nemt, men det dræner batterierne på mobilen utroligt meget. Derfor er det ikke hele dage, der er blevet optaget, men dele af vores dage – indtil vi løb tør for strøm. Desværre kan jeg ikke finde ud af at dele et “interaktivt” billede fra denne del af Google Maps, men jeg har taget et skærmbillede, der kan ses nedenfor. Det er et kort over de steder, hvor vi har gået (og optaget det) i Rom.

Alt i alt, så har vi fået optaget vores gøren og laden i ca. 26 timer. I løbet af de 26 timer har vi gået 57 kilometer med en gennemsnitlig hastighed på 2,3 km/timen. En hastighed der naturligvis inkluderer pauser, frokost, besøg ved attraktioner og meget andet. Når vi har bevæget os, så har vi i gennemsnit gået med 5,9 km/timen. Det hurtigste vi har bevæget os har været med 14,43 km/timen. Af de 26 timer vi har gået, så har vi bevæget os i ca. 10 timer, hvilket vil sige at vi har gået rundt i ca. 40% af tiden, mens vi i de 60% af tiden har kigget på attraktioner, holdt pauser, spist mad, besøgt en butik eller noget helt femte.

Hvad kan man så bruge de tal til? Ja det er egentelig et rigtig godt spørgsmål. For os er det lidt sjovt at kigge på, hvor meget vi egentelig har gået rundt (da det jo er en del mere, end det vi har optaget), hvor hurtigt det er gået og hvor meget af tiden, vi reelt har brugt på at gå og hvor meget der er brugt på at besøge ting. Nu er en stor del af oplevelsen ved at være i Rom jo netop at gå rundt i byen, at gå gennem Forum Romarum og den slags, men det giver da en indikation. Specielt fedt er det dog at have kortet over vores bevægelser. Med det i hånden kan vi nemt finde ud af, hvor det nu var vi spiste, hvor vi så dette eller hint. Og skal vi nogensinde tilbage til Rom, så kan vi se hvor vi har været og mindst lige så vigtigt, hvor vi ikke har været.

Det største minus er helt klart at det ikke er hele vores ture, der er optaget. Hvordan vi kom tilbage til hotellet om aftnen er eksempelvis aldrig blevet optaget. Der er også en del huller i kortet, hvor vi rent faktisk har været, men hvor der ikke var strøm til at optage det.

Kan det bruges? Det må tiden vise, men for nu er det vist mest bare sjovt. Hvad siger I?

/Dann

Gåture i Rom i maj 2011

Turen går fra Rom til Hørning

Vi skulle rigtig tidligt op i dag. Danns telefon var sat til at ringe kl. 4. Vi var noget klatøjede, da vi stod op. Jeg fik et hurtigt karbad, mens Dann fik et almindeligt brusebad. Vi pakkede vores ting og kl. 5 stod vi i receptionen og tjekkede ud. Der var på forhånd bestilt en taxa til os og vi betalte for den sammen med en afgift, som man skal betale for at overnatte i Rom.

Siddende i taxaen gik turen mod Fiumicino lufthavn  i høj fart. Det var en lidt vild tur og jeg er bare glad for, at der ikke var mere trafik, end der var. Vi ankom til lufthavnen ca. 5.30 og fandt vores tjek-ind skranke. Der stod vi i kø lidt og så gik vi igennem sikkerhedskontrollen. Vi havde god tid og desværre var det meste af lufthavnen lukket så tidligt. Jeg fik dog en croissant og ellers sad vi bare og ventede på at skulle boarde.

Vi sad på hver sin side af midtergangen, men der var heldigvis ingen problemer under flyveturen, der gik lige som den skulle. Kl. 8.15 landene vi i Zürich. Vi gik lidt i lufthavnen og fandt så et sted at spise lidt morgenmad. Jeg fik en amerikansk morgenmad bestående af æg, bacon, pølser, kartofler og brød. Det smagte godt men var også meget tungt.

Ventetiden fik vi til at gå med endnu en gåtur og så fandt vi vores gate, hvor vi sad og ventede til vi skulle om bord på flyet. Kl. 12.20 lettede flyet og vi fløj mod København. Der var lidt turbulens på turen og det brød jeg mig bestemt ikke om. Men vi landede uden problemer kl. 14.

Bagagen skulle vi vente lidt på, men vi fik den til sidst og løb mod toget. Vi nåede det lige. Vi satte os i en helt tom kupé. Togstewarden kom lidt senere og sagde, at vogne egentlig var lukket indtil Fredericia, men at vi da gerne måtte blive siddende. Det gjorde vi så og sad der helt alene indtil Fredericia, hvor toget blev fyldt af passagerer og vi fandt nogle nye pladser (dem vi havde var reserveret af nogle andre). Turen gik uden problemer og ca. kl. 18 var vi på Skanderborg Station. Vi var så heldige at blive hentet af Danns far og kørt hjem. Vi var hjemme 18.21 efter en lang dag og en dejlig ferie.

Det eneste vi manglede den dag, var at hente Signe hos farmor og farfar. Det gik heldigvis uden problemer og Signe lå i sin seng kl. lidt over 8 og vi kunne sætte os i sofaen efter at have pakket ud. Det har været en god ferie, men vi var også glade for at være hjemme i vores dejlige hus med vores dejlige datter.

/Lene (& Dann)