Alle indlæg af Lene

Ferie dag 5

Vi stod tidligt op i dag, da vil skulle på tur til Læse. Færgen sejlede kl. 7.50 og vi skulle hente  billetter senest en halv time før. Vækkeuret ringede derfor kl. 6.15. Dann stod op og gik i bad og jeg gik i bad, da han var færdig. Så var det blevet tid til at vække Signe, der stadig sov sødt. Hun var træt, da hun vågnede. Dann gik over for at hente billetter og Signe og jeg kom i tøjet og gik ned til en meget hurtig morgenmad. Derefter gik vi over til færgen.

Dann havde bestilt en rundtur med bus på Læsø, hvilket vi glædede os til. Vi kom om bord på færgen og Signe løb rundt og undersøgte det hele. Hun kunne slet ikke sidde stille. Jeg var træt, så jeg satte mig ned og så fjernsyn, mens Dann rendte rundt efter Signe. Efter noget tid savnede jeg Signe og Dann, så jeg gik ud og ledte efter dem. Det tog lidt tid, for de ledte også efter mig. Men endelig fandt vi hinanden og alle var glade.

Færgen ankom til Læsø og vi fandt den bus, vi skulle med. Chaufføren var indfødt Læsøbo. Han snakkede sjovt og hurtigt. Han kendte alle fastboer på øen med fornavn og nummerplade på bilen. Det var lidt sjovt. Han kunne også en masse gode historier. Vi kørte hurtig forbi de fleste ting og mange ting nåede vi knap at se. Men det var sjovt at få et indblik i ølivet. Signe synes ikke det var så sjovt at køre i bus, men kunne godt lide, når vi gjorde holdt og skulle ud af bussen. Vi var tilbage ved færgen kl. 14 og skulle så have tiden til at gå, indtil færgen sejlede kl. 15. Heldigvis fandt vi en legeplads, som Signe kunne boltre sig lidt på.

Færgeturen var lidt hård, for Signe var rigtig træt. Hun endte med at tage en lille lur på færgen og var glad og vågen, da vi nåede hotellet. Efter et lille stop på værelset, var det tid til badeland. Signe og jeg gik i forvejen og glæden var stor, da vi endelig landede i vandet. Vi legede og hyggede os. Dann kom snart ned til os og vi hyggede os til klokken var næsten 20.

Da vi kom op af vandet skulle Signe lige male en maske hos den flinke pirat. Det synes hun var sjovt. Imens bestilte Dann noget mad, som vi tog med op på værelset og spiste. Det var rigtig sjovt at få lov til. Klokken var 21.30 inden Signe kom i seng og sov. Det var en rigtig god dag.

/Lene

Ferie dag 4

I dag skulle vi tjekke ud fra hotellet i Aalborg. Vi har haft det godt der. Signe ville da også gerne blive, så vi havde lidt svært ved at sige farvel.

Vi vågnede omkring kl. 7 og gik i bad og pakkede nogle af vores ting, inden vi gik ned og spiste morgenmad. Klokken var 8.30 inden vi gik ned og der var rigtig mange mennesker i restauranten, og alle skulle spise morgenmad ligesom os. Signe fik cornflakes, pandekager, ost, bacon og æg. Hun kunne også selv tage juice og vand og hun fik 3 forskellige slags juice.

Efter morgenmaden tjekkede vi ud og pakkede bilen og kørte af sted. Klokken var næsten 10, da vi kom af sted. Turen gik mod Frederikshavn. Vi ankom lidt over 11 og skulle så finde et sted, der hedder Bangsbo. Det er et stort område med dyrehave, botanisk have, museeum og meget mere. Desværre regnede det rigtig meget da vi ankom. Vi sad lidt i bilen og så tog Signe og jeg regntøj på og Dann fandt hans paraply og så gik vi af sted. Vi kom igennem botanisk have og så fandt vi en stor naturlegeplads, hvor vi gik hen. Der var gode gynger og Signe gyngede længe. Der var også en lille spejderhytte, hvor vi alle tre sad inde. Det blev ved med at regne, så vi gik tilbage til bilen.

Vi tog forbi en Føtex og købte lidt cola og en Peter Pedal bog til Signe med bogstaver. Og så var det tid til at tage på The Reef. Vi ankom kl. 12.30 og tjekkede ind, tømte bilen og var så klar til at gå i badeland. Signe var så glad for at være der og vi kunne ikke andet end at smile. Vi var i badeland til kl. 5 og plaskede og hyggede os. Signe havde dykkerbriller og svømmevinger på og det var et stort hit. Signe vandt også en pose vingummier ved at ramme et skilt med en fodbold. Vi spiste også pomfritter og drak cola. Signe fik en is.

Vi forlod badelandet kl. 17 og Signe og jeg skulle op i bad. Efter badet hyggede vi lidt, inden vi tog på restaurant og fik rigtig god mad. Signe var dog ret træt og spiste ikke så meget. Men vi hyggede os og maden var rigtig god. Nu er Signe lige ved at sove og klokken er 20.15.

I morgen venter endnu en dag, hvor vi skal på tur til Læsø.

/Lene

Ferie dag 3

Dag tre startede med hygge og en rigtig god morgenmad. Vi var klar til afgang omkring kl. 8.30. Vi nåede frem til Hirtshals og Nordsøen Oceanariet kl. 9.30. Der var ikke mange mennesker på det tidspunkt og vi kom godt i gang med dagen. Vi købte en lille bog, som vi kunne fylde med stempler og få et diplom ved udgangen. Det var sjovt.

Vi så masser af fisk. Store og små. Vi var også ret fascinerede af nogle små livlige søheste.  Der kunne også blive tid til at tegne en masse tegninger. Vi gik udenfor og så sæler. De var søde. Signe kunne også lege på to legepladser. På en af dem var der en dejlig svævebane, som Signe prøvede mange gange. Sælerne blev fodret kl. 11. Det så vi lidt af inden vi gik ind igen. Vi fandt et fantastisk bassin med rigtig mange fisk. Der var også hajer og klumpfisk. Det var ret sjovt. Man kunne komme helt ned under jorden og se “sandbunden”. Det var meget fascinerende og det bedste var, at vi havde det helt for os selv, da alle andre nok så sælene få mad.

Signe var sulten, så vi fandt cafeen. Inden da gik vi forbi et rørebassin, men det var svært at nå noget, så der stod vi kun kort tid. Signe fik en pizza med skinke til frokost og jeg fik fiskefiletter med remoulade og rugbrød til. Mit smagte godt, men Signe var ikke så vild med hendes. Tilgengæld var udsigten fantastisk derfra, hvor vi satte os. Vi kunne se vesterhavet og en stor del af haven.

Vi gik ned til “sandbunden” igen, men der var desværre mange mennesker og så var det ikke helt så sjovt. På vejen ud gik vi forbi rørebassinet igen, dog uden nogen succes. På vejen ud så vi en kæmpe stor fisk-bamse. Den var Signe henne ved flere gang. Det kunne også blive til et diplom på vejen ud.

Derefter gik turen til Hirtsalt centrum. Bymidten var hyggelig og vi gik ned af en speciel trappe og ned til havnen. Vi gik en lang tur og kom ud på molen, hvor alle lystfiskerne stod og fiskede. Udsigten over vesterhavet var fantastisk. Turen var dog lidt lang, for Signe var ved at være træt.

Vi gik tilbage til strøget og fik købt et par sandaler til Signe. Hun valgte selv, at de skulle være lilla. Vi gik også forbi kop og kande og fik købt nogle rosendahl vandglas og en silicone rugbrødsform. Så skulle vi bare tilbage til bilen og videre til Hjørring. Der regnede det desværre meget, så det kunne ikke blive til andet end en kort tur i et storcenter. Derefter kørte vi hen til en butik med mel, the og en masse andre økologiske ting. Vejret var blevet bedre, så vi kørte tilbage til storcentret og gik en tur på strøget. Det var en dejlig by og en hyggelig tur.

I fætter BR købte vi badevinger og svømmebriller til Signe. Hun fik også lige prøvet en elektronisk vippe. Den ville hun ikke væk fra, men det lykkedes til sidst. Klokken var nu ved at være 5, så vi besluttede at tage tilbage til hotellet.

Tilbage på hotellet gik vi ned i restauranten og spiste. Signe fik endnu en gang pizza med skinke, jeg fik laks og kylling, mens Dann fik carpaccio og svinemørbrad. Signe fik ikke spist meget, men havde travlt med at lege. Signe er nu lagt i seng, men gider dog ikke sove. Klokken er 20.53 og vi håber, at hun snart overgiver sig efter endnu en fantastisk feriedag.

/Lene

Ferie dag 2

I dag sov vi længe. Helt indtil kl. 7. Ja det er længe i vores verden. Morgenen gik med hygge indtil det var tid til at spise morgenmad. Hotellet har en dejlig buffet med masser af gode ting. Signe spiste pandekager, agurk, gulerødder, ost, bacon, cornflakes og en kanelsnegl. Hun fik også tre forskellige slags juice. Det er ikke dårligt at være på ferie.

Halv ti var vi klar til at tage ud af døren. Turen gik til Fårup Sommerland. Det tog ca. en halv time, at køre turen derhen. Vi ankom derfor sammen med alle de andre, der også skulle i Fårup. Vi var meget spændte på, hvordan Fårup var i forhold til Djurs Sommerland, hvor vi har været mange gange.

Indgangen var anderledes. Man betaler i bilen og kører så ind og parkerer midt i det hele. Det gør selvfølgelig at bilen holder tættere på end i Djurs og det har bestemt også sine fordele. Signe var meget begejstret for at være ankommet. Det smittede af på os. Vi besøgte først en lille sø med pedalbåde, men dem turde Signe ikke prøve og jeg var heller ikke så begejstret for ideen. Vi gik derfor videre og fandt en sød lille rutsjebane, der hed pindsvinet. Den prøvede Signe to gange med Dann og en gang med mig. Det var et stort hit.

Derefter købte vi et slikhjul, som vi bar rundt resten af turen. Signe syntes, at det var sjovt at køre med og kom aldrig ind til de sukkerkugler, som gemte sig i håndtaget. Det når hun nok på et andet tidspunkt. Derfra gik vi over til toget, som kører rundt i parken ligesom i Djurs. Det var en hyggelig tur og de mener det virkelig, når de i reklamen siger, at Fårup Sommerland ligger midt inde i skoven. Tilbage ved stationen, gik vi over til pedalbådene igen og denne gang ville Signe gerne med. Hun kravlede lidt rundt omkring og styrede bl.a. med roret og cyklede også en stor del af turen. Det var sjov for os alle. Det eneste jeg ikke brød mig om, var at komme fra kaj over på båden og tilbage igen. Jeg var vist bange for at falde i vandet eller tabe noget. Men da vi først var ude på vandet, var det kanon hyggeligt.

Så gik turen over til en kæmpe hoppepude, men der var for mange børn, der hoppede, så vi gik hurtigt videre. Heldigvis fandt vi to andre hoppepuder, som lå et andet sted og som var næsten tomme. Signe fandt først en pige ved navn Augusta at lege med og da hun skulle videre, kom en dreng ved navn Kasper forbi og legede. Desævrre regnede det mens Signe hoppede, så hun blev meget våd, men synes stadig det var sjovt.

Planen var så, at vi skulle finde bilen og skifte til noget tørt tøj. Men vi kom til at gå en omvej og fandt i stedet nogle heste, som man kunne få en tur på. Det ville Signe meget gerne, så vi stillede op i køen. Hun er faktisk rigtig god til at stå i kø for så snakker vi bare og hygger i stedet for at være sure. Samtidig er alle i Fårup Sommerland (ligesom i Djurs) fantastisk søde til at tage sig af børnene og lave lidt sjov med dem og ikke mindst at vinke til dem. Jeg fik lov til at gå med hesten, mens Signe sad og holdt ved en speciel saddel. Rideturen var fantastisk og Signe hyggede sig meget og grinte. Hun var virkelig stolt af, at hun måtte få lov til at prøve at ridde på en stor hest og hun var også glad for, at jeg var med til at holde hesten. Jeg håber, at hun får muligheden for at ride på en hest en anden gang.

Derefter fandt vi et legetårn, hvor man kunne klatre op og rutsje ned. Det morede Signe og Dann sig med i et stykke tid. Lige ved siden af var der trampoliner, så dem kunne Signe og Dann også lige hoppe lidt på. Der var også en hoppepude i nærheden og den skulle også prøves.

Så var klokken efter 2, og jeg var meget sulten. Vi fandt derfor et spisested, hvor man betalte 145 kr. for voksne og 69 for børn og så var der en pizza/pasta/salat buffet i den ene ende og i den anden ende var der en grill buffet. Man kunne frit tage fra begge buffetter. Det synes jeg var et hit. Dann og Signe spiste mest pizza.

Godt mætte gik turen mod bilen for det var blevet lidt koldt og Signe var stadig våd efter hendes hoppetur. Vi fandt derfor bilen og gav Signe lidt tørt tøj på. Derefter fandt vi en legeplads, hvor Signe første kørte mooncar på en bane. Derefter fandt hun en heste karusel, som hun brugte meget tid på. Det var ret fascinerende, at børnene selv kunne stoppe og starte karusellen, så der brugte vi en del tid. Bagefter kunne det lige blive til en bamseis til Signe og en softice, som Dann og jeg delte.

Signe skulle derefter lige lege lidt i en sandkasse, men ikke længe for så skulle hun hen til en trafikskole for børn mellem 2 og 5. Det var en lille bane, men den havde heldigvis en benzintank. Signe fik to ture, inden vi gik videre. Hun fik også sit helt eget kørekort.

På vejen mod indgangen skulle Signe lige hoppe lidt på en kæmpe hoppepude. Hun ville gerne fortsætte, men vi ville videre og var så småt på vej hjem. Vi skulle dog lige forbi den rutsjebane, som vi prøvede aller først. Vi tog begge en tur med Signe og så skulle vi hjem. Det var Signe ikke helt tilfreds med, da hun hellere ville blive. Men hen til bilen kom vi dag. Klokken var ca. 18.20, så vi var der i mere end 8 timer. Og det var hyggeligt og meget børnevenligt, ligesom Djurs Sommerland. Signe synes det var rigtig sjovt og det bedste var hestene. Det mangler i Djurs. Men Signe glæder sig nu alligevel til næste gang, vi skal i Djurs Sommerland. Og det gør vi også.

Lidt efter kl. 19 var vi tilbage på hotellet og Signe sover nu sødt. Vi håber, at i morgen bliver lige så god en dag for vi har godt nok oplevet meget i dag og er alle trætte og ømme.

/Lene