Alle indlæg af Dann

Microsoft Windows 8 er kommet ind i mit liv: Nokia Lumia 920

Nokia Lumia 920 med Fatboy opladerDet skete første gang tilbage i november, hvor min gamle Android mobil skulle udskiftes. Denne gang skulle det ikke være endnu en Android, som det har været de sidste par gange. I stedet havde jeg besluttet mig for at det skulle være en Windows Phone 8. Faktisk var jeg slet ikke i tvivl.

De første par PDA’er jeg havde, var godt nok af mærket Palm, men allerede tilbage i 2002 blev min Palm skiftet ud med en iPaq med Windows Mobile. Selvom der bestemt er mange uheldige ting at sige om de gamle Windows Mobile enheder, så må jeg ærligt sige, at jeg var super glad for dem. Efterhånden som PDA’er og telefoner blev integreret, var der derfor heller ikke nogen tvivl hos mig. Jeg skulle have en telefon med Windows Mobile. Det blev til et langt bekendtskab med HTC, der i en del år var på Windows og så på et tidspunkt, da Microsoft nærmest trak sig ud af markedet, endte på Android.

Selvom jeg har været super for Android på mine telefoner, har der været en masse gange, hvor jeg har tænkt ”øv, det kunne jeg på min Windows Mobile dims”. Da Windows Phone 8 derfor var kommet på markedet, var der ingen tvivl om, hvad min næste telefon skulle være.

Valget faldt på en Nokia Lumia 920. Det var lidt svært at sige farvel til HTC, men Nokia havde gjort det godt med deres Windows telefoner og den bedste telefon, jeg nogensinde har haft, er min gamle Nokia 6310i. Derfor måtte jeg prøve Nokia igen.

Trådløs opladning er smart

En lille bonus feature ved telefonen, som jeg, rent hardwaremæssigt, er blevet rigtig glad for, er den trådløse opladning. Jeg har en lille fatboy pude, der ligger på mit skrivebord. Når telefonen skal lades op, er det kun nødvendigt at ligge telefonen på puden. Da jeg købte puden tænkte jeg, at det var lidt noget pop, men jeg er faktisk blevet utroligt glad for denne funktion. Mellem møder i løbet af en travl arbejdsdag er det sjældent at jeg får sat i et stik, men når jeg har den lille fatboy pude på bordet, ryger den altid derpå og jeg har masser af strøm hele dagen.

Batterilevetiden er god

Løsningen med den trådløse opladning er dog ikke kritisk, da telefonen holder fantastisk god strøm. Alle mine tidligere smartphones har ikke kunnet klare en hel arbejdsdag uden en opladning. Min Nokia Lumia kan klare lidt mere end et døgn uden en opladning. Der er dog en undtagelse hertil, og det er når jeg benytter 4G til data og tale. Det bruger en del mere strøm, og så kan den kun klare en normal dag. Her er det så super smart med den løbende trådløse klatladning.

Fantastisk telefon

Efter at have haft telefonen i over et halvt år må jeg sige, at jeg er imponeret. Den virker bare. Skydrive og Microsoft Office integrationen er imponerende. Specielt OneNote, som jeg bruger konstant, virker fantastisk på telefonen. OneNote på iOS eller på Android kommer ikke i nærheden af den brugeroplevelse, der er på telefonen. Mail, kalender og kontaktpersoner virker også super godt.

Den eneste ulempe jeg indtil nu rigtig har fundet Windows Phone er selve telefonen. Her vil jeg gerne kunne trykke et nummer ind og lave en fonetisk søgning på samme måde som Android. Det kan man ikke på Windows Phone. Det er dog en vanesag, men alligevel en feature, jeg savner.

Foruden software delen er hardwaren også rigtig god. Alene det faktum at der er en kameraknap (som Microsoft kræver, der skal være) er super, super godt. Det er en feature, der har manglet på alle andre telefoner. At billederne på Nokia Lumia 920 også er fantastisk gode, gør det bare endnu bedre. Faktisk har jeg ikke brugt vores kamera særligt meget, siden jeg fik min telefon.

Der er nok Apps til mig

Et af de mange kritikpunkter, der er fremført mod Windows Phone 8, er manglen på Apps. Jeg skal være den første til at medgive det lave antal. Men når det så er sagt, så har jeg ikke manglet en eneste ting. Alt det jeg bruger er der.

Det største irritationsmoment er, at jeg endnu ikke har fundet en ordentlig applikation til podcasts. Dette var dog også et problem på Android efter Google annoncerede, at de ikke længere ville supportere Google Listen.

Alt i alt må jeg konstatere, at jeg er spuer glad for såvel telefonen som Windows Phone 8.

/Dann

En ny sæson med Djurs Sommerland er startet

Det skete godt nok i sidste weekend, men der var Dann på kursus hele weekenden. Derfor måtte vi væbne os med tålmodighed og først begive os til Djurs Sommerland i den netop overståede weekend. Baseret på erfaringerne fra sidste år, har vi allerede købt årskort og forventer, at de vil blive brugt flittigt.

Lige siden Signe fik besked på, at vi skulle i Djurs Sommerland i den kommende weekend, har hun gået og glædet sig. Hun har kigget meget på oversigtskortet fra sidste år og fortalt om, hvad hun gerne ville prøve.

Da den store dag endelig indfandt sig, var hun mere end klar til at komme af sted. Hele turen derop spurgte hun “er vi der snart?” Det startede inden vi var ude af Hørning, hvilket var et meget tydeligt tegn på, at hun glædede sig, da hun udmærket vidste hvor vi var og at der var meget langt.

Da vi kom derop var hun naturligvis glad og vi lavede en aftale, som vi tit gør, når vi er på tur. Signe må bestemme hvad hun vil prøve, men jeg må bestemme hvornår vi skal hjem, hvornår (og hvad) vi skal spise og den slags ting. Det endte med at vi sammen prøvede en stor rutsjebane med nogle både, hvor hun skulle være sammen med en voksen. Herefter prøvede vi en anden rutsjebane, som krævede en voksen for at hun måtte prøve det. Herefter gik det meste af dagen med at forældrene kunne kigge på Signe, mens hun selv prøvede tingene. Hun prøvede alt fra radiobiler til klatrestativer.

Signe er helt tydeligt blevet større siden sidste år. Sidste år var der ganske få ting hun sidst på sæsonen måtte og turde prøve selv. I år var det alt, der skulle prøves selv. Mor og far skulle kun med der, hvor det var nødvendigt. Det er fantastisk for os at se, hvordan hun har flyttet sig til at blive en stor pige, der kan og vil selv – også i Djurs Sommerland.

For mig er det fantastisk at se, hvordan Signe nu kan og vil endnu flere ting. Jeg glæder mig til at tage af sted til Djurs Sommerland mange gange med hende og se hvordan hun skal mere og mere selv. Selvom det er fantastisk at se hendes udvikling, så kan jeg også mærke at det er lidt at give slip, da det sidste år var os, der skulle prøve ting sammen, så er det nu Signe der skal prøve ting, mens jeg må se på. Hun bliver godt nok stor.

I løbet af sæsonen er jeg sikker på at vi tager til Djurs Sommerland et utal af gange. Jeg glæder mig til hver eneste gang, jeg skal derop med Signe. Faktisk glæder jeg mig altid til at være på tur med Signe. Det at opleve hendes glæde for verden er fantastisk, og det smitter. Om den næste tur lige bliver Djurs Sommerland, Randers Regnskov, Zoologisk Have eller noget helt tredje ved jeg ikke, men jeg er sikker på det bliver godt.

/Dann

P.S. Nedenfor er der lidt billeder, vi tog på dagen:

Signes morgener er blevet mere selvhjulpne

Hverdagen i det lille hjem er blevet super hyggelig for Signe og far. Rutinen har efterhånden indfundet sig. I de rutiner vi har udviklet, er det helt tydeligt for mig, at Signe er blevet en stor pige, der både kan og vil selv. Et meget synligt eksempel på det er, at vi om morgnen sammen vælger det tøj, Signe skal have på. Herefter ligger jeg det frem og hun skifter så selv sit tøj ved først at tage hele sit tøj af og derefter tage det nye sæt tøj på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan Signe kan klare tingene selv. Det eneste, der driller med tøjet, er små knapper og ikke mindst lynlåse, hvor det stadig er lidt svært at sætte den sammen i bunden (men det at lyne har hun helt styr på).

At det er mig der finder tøjet frem er mere en traditionend end en nødvendighed. Hvis vi eksempelvis opdager, at vi mangler en bluse, nogle sokker eller noget helt tredje, ja så kan Signe sagtens finde ud af at finde dem selv i skabet. Det er derfor mere mit ønske om at farverne passer lidt sammen og at hun ikke altid har det samme tøj på, der gør, at jeg er involveret. Selvfølgelig taler vi om det, så hun får valg og selv beslutter, når vi skal have tøj på. Signe er nemlig begyndt at lytte til argumenter for, hvorfor hun burde tage dette eller hint på. Det er meget sjældent, at jeg skal insisterer “fordi jeg bestemmer”. Dejligt!

Når vi skal ud af døren er det efterhånden også blevet sådan, at Signe selv går ud i skabet for at finde sin jakke og sine sko. Dem finder hun typisk hurtigere, end jeg når at finde mine, og hun har dem også på og er ude af huset, inden jeg når at have tøj på.

Alt det med tøj har ændret sig meget det sidste år. Tidligere ville hun alt selv, men der var grænser for, hvad hun kunne. Nu vil hun alt selv, og hun kan det også. Det gør naturligvis min hverdag meget nemmere, men det betyder også, at det er meget tydeligt, at det er en  selvstændig pige, vi har med at gøre.

Et andet eksempel på at Signe kan selv er, at hun sommetider selv går nedenunder og finder sin morgenmad i skabet. Så står hun og venter pænt på, at jeg kommer nedenfor, inden hun går igang med at spise. Hun vil jo gerne have lidt selskab. Det er fantastisk at opleve.

Vores hverdag om morgenen er super hyggelig og der er ingen tvivl om, at vi begge hygger os inden turen går til børnehaven og arbejde…. også selvom det naturligvis foregår med den samme rutine hver dag.

/Dann

En sæson med gymnastik er slut

WP_20130403_004Signe startede til puslingemix den 29. august 2012. Lige siden har vi næsten hver onsdag været af sted til gymnastik. Der er blevet hoppet, der er blevet leget, der er blevet hoppet rundt på ”baner” af en masse forskellige redskaber og der er blevet hygget.

I starten var Signe lidt forbeholden overfor det der gymnastik noget. Hun ville gerne have mor og far med ude på gulvet. Det stoppede dog hurtigt efterhånden som hun opdagede, at hun jo godt kunne og ikke mindst da hun opdagede, at der var en masse af hendes venner fra børnehaven på holdet. Året sluttede således med at Signe nærmest ikke observerede min tilsedeværelse i hallen. Jeg måtter gerne bare sidde og læse et eller andet. Det mest vigtige var, at hun lige kunne fange min opmærksomhed for at vise mig et nyt trick, hun havde lært (hoppe på trampolin, holde balancen eller noget helt tredje).

Ikke nok med at der har været gymnastik hver onsdag, men vi har også været til et par fantastisk gode arrangementer i løbet af året. Et var i DGI-huset i Århus hvor der var en dag med gymnastik, lege og musik. En anden gang var det lokalt i Hørning, hvor der var en masse lege for mindre børn. Der var alt fra massage over gymnastikredskaber til ansigtsmaling. Alt i alt har det været nogle fantastiske oplevelser, vi har haft både hver onsdag, men også på de ”bonus dage”, vi har fået i løbet af året.

De voksne (instruktørene) til gymnastik er fantastiske. Det er simpelthen fantastisk at se den glæde og energi de tillægger det at være sammen med børnene på deres præmisser. Der er altid plads til det enkelte barn på netop barnets præmisser. Det er utroligt at se, hvordan alle børnene føler sig velkomne og hvordan det er med til at skabe en god stemning og en fremadrettet interesse for gymnastik.

Denne sæson med gymnastik blev afsluttet i søndags med en årlig gymnastikopvisning. En begivenhed ingen af os har prøvet før og derfor var noget overraskede over, hvor fedt det var. Signe var hele dagen sammen med hendes venner fra såvel børnehaven som fra gymnastikholdet. De glædede sig super meget til det var deres tur til at komme ind og lave opvisning. Samtidig hyggede de sig sammen, fik prøvet deres nye tøj (de fik alle en t-shirt til opvisningen) og fik taget billeder… der var også tid til en is og glæden var også stor, da Sognes farmor og farfar kiggede forbi til opvisningen.

Alt i alt har det været en fantastisk sæson for både Signe, Lene og mig. Men hvad så med næste sæson? Signe snakker om at hun gerne vil tage en sæson mere, men hun synes også håndbold og fodbold lyder spændende. Når vi nærmer os datoen for åbningen af hold må vi se, hvad Signe gerne vil prioritere. Selvom vi er lidt i tvivl om, hvad hun skal gå til næste år, så er der ingen tvivl hos os om, at hun skal gå til noget. Det har året i år vist os.

Vi glæder os alle tre til at se, hvad Signe skal næste år.

/Dann

P.S. Nedenfor er nogle billeder fra gymnastikopvisningen.