Vindaloo kylling og kartoffel med gule ris

Vindaloo kylling og kartoffel med gule risKrydret mad er et hit hos os. Ikke nødvendigvis stærk mad, men mad med smag – meget smag. Det var derfor med stor iver , at jeg kastede mig ud i at lave en ret med vindaloo krydderblandingen. Der blev eksperimenteret lidt med forskellige ingredienser, men det tog faktisk ikke så længe, inden jeg endte på en ret, der smager rigtig godt. Jeg har kun prøvet vindaloo med kylling og kartofler, men glæder mig til at prøve det med andre ingredienser i fremtiden.

Retten består af en krydderpasta/-koncentrat, som kan købes i indiske butikker. Jeg synes det er sjovere at lave det fra bunden, så det gør jeg naturligvis. Opskriften er ret ligetil, og det tager ikke lang tid at lave den. Den største ulempe er at opskriften er til meget mere krydderpasta, end der skal bruges til en ret. Det vil være svært at lave så lidt at det lige passer til en ret. Løsningen er heldigvis ligetil: Det kan fryses i silikoneforme og tøs op, når retten skal laves næste gang.

Retten er blevet en del af madplanen herhjemme, for som Lene sagde sidst vi spiste det: “Det smager bare skønt”. Det var dog ikke meget hun nåede at sige, hun havde nemlig alt for travlt med at spise.

/Dann

Fremgangsmåde – overordnet

  1. Lav Vindaloo koncentratet
  2. Start risene
  3. Lav hovedretten

Ingredienser – Kylling/Kartoffel

  • 3 kartofler (250 gram når skrællet)
  • 1 spsk olie
  • 2 spsk Vindaloo koncentrat (se seperat opskrift)
  • 1 løg
  • 2 kyllingbrystfilleter
  • 1 spsk æble eddike
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 2 dl vand
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde – Kylling/Kartoffel

  1. Skræl og hak løget fint
  2. Skræl kartoflerne
  3. Skær kartoflerne ud i kvardrater af ca. 1½ x 1½ cm
  4. Skær kyllingen i kvadrater på ca. 2×2 cm
  5. Varm en pande op til høj (7/9) varme
  6. Kom kartoflerne på panden og rist dem i ca. 10 minutter, til de begynder at blive farvede
  7. Tilsæt alle de øvrige ingredienser på nær vand til panden og lad dem blive på panden i ca. 3 minutter
  8. Tilsæt vandet på panden og skru ned til svag varme (2/9)
  9. Lad retten simre i ca. 10 minutter
  10. Retten er nu klar til servering.
  11. Velbekomme!
Ingredienser – Gule ris
  • 5 dl vand
  • 1 spsk salt
  • 2½ dl ris
  • 1 tsk gurkemeje
Fremgangsmåde  – Gule ris
  1. Kom vand, salt og gurkemeje op i en gryde
  2. Varm gryden op under låg
  3. Når vandet koger kommes risene i
  4. Under svag varme (2/9) koges risene under låg
  5. Efter 12 minutter slukkes for varmen (låget forbliver på)
  6. Sluk for varmen og lad risene stå i yderliere 12 minutter under låg
  7. Risene er nu klar
  8. Velbekomme

Ingredienser – Vindaloo koncentrat

  • 1 spsk korianderfrø
  • ½ spsk kardemomme kapsler
  • 1 tsk peberkorn
  • 1 tsk hele nelliker
  • 1 spsk chiliflager
  • 3 stk kanelstænger
  • 2 tsk fennikel frø
  • 1 tsk kommen
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 tsk sennepspulver
  • 2 tsk gurkemeje
  • 2 tsk salt
  • 3 cm ingefær
  • 2 store fed hvidløg
  • 1½ dl eddike
  • 4 spsk olie

Fremgangsmåde – Vindaloo koncentrat

  1. Find en minihakker eller lignende frem
  2. Skræl og riv ingefæren
  3. Skræl og pres hvidløget
  4. Kom hvidløg, ingefær, eddike, salt, gurkemeje, olie samt sennepspulver  i skålen fra minihakkeren. Rør godt rundt
  5. Rist de øvrige krydderier (nelliker, peber, koriander, kanel, fennikel, kommen, spidskommen, kardemomme, chili) på en pande i ca. 5 minutter ved mellem (4/9) varme
  6. Kom de ristede krydderier op i en krydderikværn
  7. Kværn dem til en fin krydderiblanding
  8. Kom de kværnede krydderier op i minihakkeren
  9. Blend blandingen i et par minutter
  10. Blandingen er nu klar og kan fryses ned eller bruges direkte

Hjemmelavede pomfritter der smager bedre end på en restureant

Hjemmelavede pomfritterSignes livret har i et stykke tid været pomfritter. Derfor har jeg også haft ønsket om, at vi kunne lave dem derhjemme. Det er selvfølgelig nemt at købe en pose frosne pomfritter og varme dem i ovnen. Men det giver ikke den helt rigtige fornemmelse af en sprød overflade, der knaser samtidig med, at der er en blød kartoffel inde i midten. Det er i hvert tilfælde ikke lykkedes os at lave det i ovnen.

Derfor har jeg i et stykke tid kigget lidt på, hvordan man kunne lave pomfritter uden en frituregryde. Min konklusion blev dog, at det ikke var muligt. Derfor gik jagten ind på en billig frituregryde. Det var lidt vigtigt at den var billig, da det primært var for at prøve om vi selv kunne. Det ville være lidt dyrt at købe en dyr frituregryde, for derefter at sætte den bagerest i skabet uden fare for at blive brugt. Det tog lidt tid, men det lykkedes til sidst at finde en billig frituregryde til ca. 150,- kr.. Egentlig kunne vi godt have brugt en gryde med olie, men jeg ville gerne have en rigtig frituregryde med et net til at sænke pomfritterne ned i. Det er meget nemmere end at bruge en hulske af stål (som i øvrigt koster mere end den billige frituregryde).

Kort tid efter købet skulle vi naturligvis igang. Der blev eksperimenteret med, om kartoflerne skulle koges først eller ej (det skal de). Der blev eksperimenteret med, om kartoflerne skulle have lav eller høj varme i frituregryden (svaret var begge dele) og meget andet. Vi endte med en opskrift, der kan virke en anelse kompliceret. Grunden til det er lidt langhåret, men det handler i bund og grund om at gøre maksimalt brug af den stivelse, der er i kartoflerne samt at få skabt en overflade, der kan knase, når det bliver friturestegt.

En ting er sikkert. De smager fantastisk. Faktisk smager de så godt, at vi efterfølgende er blevet skuffede, når vi har bestilt pomfritter på en restaurant og kun har fået nogen, der er smidt direkte i en frituregryde eller lignende. Rigtige pomfritter skal laves som vores. De smager fantastisk sammenlignet med alt andet. Lene er helt vild med dem og Signe synes, det er super sejt, at vi kan lave vores egne pomfritter. Faktisk synes hun det er så sejt, at hun har været ude på vejen og tilbyde dem til alle, hun kunne finde 🙂

Vi har indtil nu kun prøvet at kun prøvet at krydre dem med salt, men jeg er helt sikker på, at vi kan krydre med alt, hvad vi har lyst til. Det er vist kun fantasien, der sætter grænser.

Pomfritterne er helt klart blevet en del af vores madplan herhjemme. Vi skal dog ikke have dem så tit. Ikke på grund af smagen, men fordi friturestegning ikke er super sundt.

Det kan varmt anbefales at prøve opskriften.

/Dann

Ingredienser

  • 1 kg Kartofler
  • ½ spsk salt
  • 1½ L fritureolie

Fremgangsmåde

  1. Skræl kartoflerne
  2. Skær dem ud i den størrelse pomfritter, der ønskes (ikke under 1×1 cm, men gerne større)
  3. Kom kartoflerne op i en gryde sammen med koldt vand
  4. Bring gryden i kog
  5. Når gryden koger skrues ned på 7/9 varme
  6. Kog kartoflerne i 15 minutter
  7. Hæld kartoflerne op i et dørslag og placer dem derefter på en bagerist, så alt vandet kan dampe af. Det tager ca. en halv time
  8. Kom olien i frituregryden og varm den op til 130 c
  9. Steg nu pomfritterne i frituregryden i 6 minutter
  10. Lad pomfritterne dryppe af og kom dem derefter op i en skål (de er IKKE færdige)
  11. Gentag eventuelt skridt 9 og 10 indtil der ikke er flere pomfritter
  12. Skru nu op for varmen i frituregryden så det bliver 180 c
  13. Steg igen pomfritterne i frituregryden i 7½ minut
  14. Lad dem kort dryppe af og kom dem over i en skål eller en tallerken
  15. Drys lidt salt ud over pomfritterne og vend dem rundt
  16. Gentag skridt 13 til 15 hvis der er flere pomfritter
  17. Pomfritterne er nu klar
  18. Velbekomme!

Orange chili-/linsesuppe

Orange chili-/linsesuppeSupper er noget der relativt sjældent indfinder sig på menuen hos os. Det er en skam, for det kan smage super godt. Derfor havde jeg også sat mig for, at jeg skulle prøve at lave en suppe med en masse smag. Efter en del søgen frem og tilbage fandt jeg frem til, at jeg skulle bruge kokosmælk i suppen. Herefter var det med inspiratino fra forskellige opskrifter nemt at finde frem til noget, der smager super godt. For nu at bruge Lenes spontane udtalelse, da hun smagte “Det smager jo fantastisk”.

Det er super nemt at lave, men skal helst have et par timer i gryden på lav varme, inden det skal serveres. Det gør det desværre svært at lave som en hverdagsret, med mindre den laves dagen før og varmes op (det har vi ikke prøvet endnu). Selvom simretiden er lang, så er selve forberedelsestiden kort. Det kan helt klart anbefales.

Suppen er helt klart en fast del at vores madplan fremadrettet.

/Dann

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 cm ingefær
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 rød chilifrugt
  • ½ tsk spiskommen
  • ½ tsk koriander
  • 70 gram tomatpure
  • 1 tsk tørret citrongræs
  • 2 tsk gurkemeje
  • 1½ tsk garam masala
  • 400 ml (1 ds) kokosmælk
  • 1½ dl røde linser
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk limesaft
  • 5 dl vand
  • 1 grøntsags boulionterning

Fremgangsmåde

  1. Skræl og hak løget fint
  2. Skræl og hak hvidløget fint
  3. Skræl og riv ingefæren
  4. Hak peberfrugten fint
  5. Skær chilifrugten i tynde skiver
  6. Varm en gryde op til høj varme og tilsæt olien
  7. Svits løg, ingefær, hvidløg, chilifrugt og peberfrugt i ca. 5 minutter til det falder sammen
  8. Tilsæt tomatpure, spidskommen, koriander, gurkemeje, citrongræs og garam masala
  9. Svits det med i ca. 3 minutter og skru derefter ned på 6/9 varme
  10. Tilsæt kokosmælk, limesaft, vand, boulion, salt og sukker
  11. Vent 3 minutter mens der røres rundt
  12. Tilsæt de røde linser
  13. Lad nu suppen simre i minimum 1 time på svag varme (2/9), men gerne meget mere (de røde linser koger ikke så nemt ud)
  14. Suppen er klar til servering!
  15. Velbekomme!

Boller i karry

Boller i karryBoller i karry er nærmest indebegrebet af en klassisk ret. Alligevel viste den sig ikke at være helt så nem at lave for os, som vi troede. Faktisk har det taget en hel del forsøg at ramme denne opskrift. Det har primært været saucen, der har været svær at få lavet helt rigtig. Heldigvis er det efter en del forsøg nu lykkedes os at lave denne klassiske ret på en måde, så vi rigtig godt kan lide den.

På billedet er der serveret ris og en relish til retten. Risene er lavet helt normalt mens den viste relish kommer i en anden opskrift i de kommende uger. Kombinationen her er super god. Det med en lidt syrlig relish står rigtig godt til karrysaucen.

Selvom vi nok holder en lille pause med at spise retten (vi fik den ret tit, mens vi forsøgte at ramme rigtigt), så er det helt sikkert en ret, der bliver en fast del af vores madplan herhjemme.

/Dann

Fremgagsmåde – overordnet

  1. Lav først kødbollerne
  2. Lav herefter saucen
  3. Til sidst (eller sideløbende med saucen) laves ris eller lignende tilbehør
  4. Velbekomme!

Ingredienser – kødboller

  • 500 gram hakket svinekød
  • 1 æg
  • 1½ løg
  • 1 tsk karry
  • 0,5 dl mælk
  • ½ tsk spidskommen
  • ½ tsk stødt koriander
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk peber
  • 1 spsk salt
  • 1 terning hønseboulion
  • 1 laurbærblad

Fremgangsmåde – kødboller

  1. Skræl og hak løget fint (gem de dele af løget, der kan bruges, men ikke hakkes)
  2. Slå ægget ud i en skål
  3. Kom det hakkede løg og alle de øvrige ingredienser op i skålen
  4. Pisk det sammen i 3-5 minutter med en elpisker
  5. Stil farsen i køleskabet i minimum 30 minutter
  6. Fyld en gryde op med vand
  7. Kom boulionterningen og 1 spsk salt i gryden
  8. Kom en si øverst i gryden
  9. Kom de gemte dele af løget sammen med et laurebærblad op i sien. Begge dele skal altså være inde i sien, men nede i vandet
  10. Varm gryden op til vandet koger på høj varme
  11. Skru ned på 6/9 varme, så det ikke koger med bobler
  12. Når de 30 minutters hvile (af farsen) er overstået fjernes sien fra gryden
  13. Tag farsen ud af køleskabet
  14. Form kødboller ud af dejen og kom dem i gryden (de bliver blancheret, når vandet ikke koger mere => de “splatter” ikke ud)
  15. Når kødbollerne kommer op til overfladen, er de næsten klar. Lad dem blive i vandet 3 minutter yderligere og fjern dem så med en hulske op i en skål
  16. Gentag processen indtil alle bollerne er færdige
  17. Gem 1 L af kogevandet til brug for saucen (som nu kan startes)
  18. Bollerne er nu færdige

Ingredienser – karrysauce

  • 2 spsk olie
  • 1½ løg
  • 1 gulerod
  • 2 fed hvidløg
  • 1 æble
  • 1 cm frisk ingefær
  • 1/4 L fløde
  • 1 L af kogevandet fra bollerne
  • 2 spsk karry
  • ½ tsk chili
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk peber
  • 2 spsk Maizena sovsejævner
  • 1 tsk eddike

Fremgangsmåde – karrysauce

  1. Skræl og hak løget groft
  2. Skræl og hak gulerødderne groft
  3. Skær æblet med skræl i grove tern (undgå kernehuset)
  4. Skræl og hak hvidløget
  5. Skræl og hak ingefæren
  6. Varm en sautepande op på høj varme
  7. Kom olien på panden
  8. Svits løg, æble, hvidløg og ingefær i ca. 4 minutter på panden
  9. Tilsæt karry og chili på panden og svits det med i ca. 2 minutter
  10. Tilsæt nu 1 L kogevand fra bollerne
  11. Skru ned på svag (3/9) varme og lad det simre i ca. 30 minutter
  12. Kom fløden i saucen og lad det simre i ca. 5 minutter
  13. Kom det hele i en blender (eventuelt ad flere omgange) og blend det helt fint
  14. Kom saucen over i en gryde
  15. Tilsæt citronsaft, salt og peber
  16. Jævn saucen ved at tilsætte Maizena sovsejævner
  17. Tilsæt bollerne i saucen og rør rundt
  18. Tilsæt edikken og rør godt rundt
  19. Varm bollerne op i saucen (tager ca. 5 minutter)
  20. Saucen er nu klar