Søndag den 10. september følte jeg mig syg. Jeg havde feber, ondt i hele kroppen og frøs helt vildt. Jeg gik derfor tidligt i seng med håb om, at jeg kunne snuppe sygdommen i opløbet, men sådan skulle det ikke gå.
Jeg havde en elendig nat, hvor jeg konstant hostede til Danns store fornøjelse. Mandag morgen havde jeg det rigtig skidt og ville bare sove og være i fred, så Dann sørgede for alt med Signe og pakkede hendes ting til børnehaven og lavede hendes madpakke. Jeg sov bare videre. Jeg var nede på sofaen på et tidspunkt, men kunne ikke finde ro nogle steder. Alt hvad jeg prøvede gjorde ondt og samtidig hostede jeg hele tiden.
Jeg skulle til møde på jobcentret og kunne ikke overskue at skulle sygemelde mig, så jeg var inde ved naboen som tilfældigvis havde fri og spørge, om han ville køre mig. Det ville han heldigvis gerne. Han var også så sød at hente mig igen. Dejligt med gode naboer.
Efter at jeg kom hjem, sov jeg igen lidt og var knap vågen, da Signe og Dann kom hjem fra arbejde og børnehave. Jeg kunne lige slæbe mig ned og spise aftensmad.
Tirsdag havde jeg det ikke bedre og hostede stadig helt vildt. Jeg sov det meste af dagen og fik min mor til at hente Signe i børnehave, da Dann var i Kbh og først kom hjem omkring kl. 20. Det var rigtig godt, for jeg havde det stadig elendigt.
Onsdag var jeg stadig lige dårlig, så jeg endte med at ringe til vores læge. Jeg fik at vide, at jeg skulle komme ind forbi. De kunne intet gøre, hvis de ikke kunne se mig. Jeg bestilte derfor en taxa og blev kørt ind til lægen. Der var lang ventetid hos lægen og jeg fik det rigtig dårligt i venteværelsen. Lægen havde endelig tid til at se mig. Hun spurgte om mit forløb og lyttede til mine lunger og tjekkede min krop for mærker. Hun kunne ikke høre noget på lungerne, men hun kunne se, at jeg havde det skidt. Hun sagde derfor, at hun ville indlægge på sygehuset for en sikkerheds skyld og jeg kom ind og ligge på en briks, mens jeg ventede på en ambulance. Jeg prøvede at ringe til Dann, men han tog ikke telefonen, så jeg lagde en besked til ham på telefonsvareren. Jeg vidste godt, at han måske ikke hørte den, men jeg orkede virkelig ikke at gøre andet.
Ambulancefolkene kom og hjalp mig ned i ambulancen. Med en hånd til hjælp kunne jeg godt gå selv. I ambulancen blev jeg spændt fast og vi kørte af sted mod Horsens Sygehus. Jeg fik målt blodtryk, fik sat elektroder på og målt og fik lagt drop med saltvand. Jeg følte det var godt at ligge ned, men at jeg ikke havde brug for alt det udstyr. Ambulancefyren var af en anden mening. Han gav mig også ilt på et tidspunkt, da talene viste, at jeg havde lidt brug for det. Turen tog sikkert ikke så lang tid, men jeg følte det tog en evighed.
Vel ankommet til Horsens Sygehus, blev jeg kørt ind på modtagelsen og snakkede med en sygeplejerske, som ville sørge lidt for mig. Jeg fik taget blodprøver og et eller andet af hjertet. Lidt senere kom lægen og kiggede til mig. Hun spurgte om en masse og lyttede til mine lunger og tog også en blodprøve i mit håndled. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget, der gjorde så ondt, som at få taget en blodprøve i håndleddet. Hun sagde ikke så meget, men lyttede bare. Efter at have ligget lidt, blev jeg kørt ned på akutafdelingen, hvor endnu en sød sygeplejerske tog i mod mig. Jeg fik lov til at ligge og slappe af, inden sygeplejersken kom og skulle tage endnu en blodprøve i mit håndled. av.
På et tidspunkt fik jeg noget suppe og var i gang med at spise det, da Dann kom gående ind. Han havde taget turen fra Hørning for lige at sikre sig, at jeg var ok. Han havde også en oplader med til min mobil og lidt læsestof. Det var dejligt at se ham. Han kunne ikke blive så længe, for han skulle hjem og hente Signe. Men det var dejligt lige at se ham.
Jeg fik taget røntgen af mine lunger og blev sendt tilbage på stuen. Omkring kl. 21 kom der en læge forbi og snakkede med mig. Han sagde, at de ikke kunne høre, at jeg havde lungebetændelse, men at det kunne ses klart på røntgenbilledet, at jeg havde en svær lungebetændelse i højre side. Han ville derfor starte med at give mig pencilin i mit drop, så det virkede hurtigere. Når jeg så var klar til at tage tabeletter, ville de sende mig hjem. Det var altså ikke lige med det samme, at jeg ville blive sendt hjem. En nedslående besked, men dejligt, at de tog sig godt af mig.
Klokken 22 blev jeg flyttet op på medicinsk afdeling, på en 4-mands stue, hvor jeg skulle tilbringe det næste stykke tid. Jeg var træt, så det var ikke et problem at falde i søvn. Lidt efter kl. 6 blev jeg vækket og fik igen pencilin i droppet. Dagen gik stille og roligt med at spise lidt, drikke meget vand og snakke med dem, jeg var på stue med. Lidt efter 13 kom Dann og besøgte mig og havde nogle ting med til mig. Det var dejligt at se ham. Han kørte igen lidt før 15, for han skulle hjem og hente Signe og lave pandekager samen med hende.
Jeg snakkede meget med en ny beboer på stuen. Hun var 37 og indlagt med mistanke om astma og noget chokeret over at finde sig selv indlagt. Men hun var rigtig sød og nem at snakke med, så gik tiden lidt hurtigere. Jeg var også meget glad for, at jeg havde min telefon og kunne høre en lydbog. Det var super godt at kunne.
Meget af tiden var vi overladt til os selv på stuen, da vi var rimelig selvkørende og de havde mange patienter, der var meget dårligere end os. Det havde dog også nogle ulemper. Lidt i 23 fik jeg lagt dagens sidste pencilin i drop og skulle så bare lægge mig til at sove. Jeg kunne dog ikke komme ud af sengen, da droppet sad fast på sengen. Det medførte, at jeg havde en rigtig dårlig nat, hvor jeg følte mig totalt låst til sengen. Da det samtidig ikke var en “rigtig” sengeplads, jeg havde, kunne jeg ikke ringe efter hjælp. Rigtig trælst. Lidt efter kl. 6 om morgenen kom der så en sygeplejerske og gav mig et nyt drop og gik igen. Så kunne jeg så ligge der lidt tid endnu.
Først lidt over 8 blev jeg befriet fra mit drop og kunne komme på toilet. Sygeplejersken sagde, at jeg nok ville komme hjem den dag. Lægen kom og sagde ok for, at jeg kunne komme hjem. Jeg fik pencilin med til dagen efter og så måtte jeg godt gå. Jeg skulle dog vente på, at Dann kunne komme og hente mig, så jeg ventede lidt tid.
Lidt efter kl. 16, kom Signe og Dann og hentede mig. De var længe ventede og det var dejligt at se dem. Signe var rigtig glad for at se mig. Det varede dog ikke længe før hun havde set, at en anden patient havde slik og fik tigget sig til lidt af det, inden vi tog hjem.
Det er dejligt at være hjemme. Desværre er jeg ikke rask endnu, men kan da være oppe lidt tid af gangen nu. Jeg får to slags pencilin, så jeg tager mange piller i løbet af en dag. Det gør mig træt, men jeg arbejder mig langsomt op til overfladen igen.
/Lene
