Kategoriarkiv: Opskrifter

Kylling i gul sovs med chili og ingefær

Kylling i gul sovs med chili og ingefærVores forsøg med forskellige slags krydret mad har ledt os til en ret, der smager super godt og er rigtig nem at lave. Ingredienserne er lidt en blanding af forskellige landes køkkener, så jeg tror ikke, den kan siges at være helt autentisk. Det gør nu ikke spor, da den smager godt.

Opskriften er inspireret fra en række gode idéer til smagfulde retter med kylling på nettet. Efter at have tilpasset opskriften lidt tog det ikke mere end to forsøg, inden vi havde den opskrift, der er helt rigtig for os.

Det bedste af det hele er at retten er hurtig at lave og derfor kan laves på en helt almindelig hverdag – bare vi lige husker at sætte kødet til at marinere om morgenen, inden vi tager på arbejde. Det er sådan set også muligt at lave det uden at kødet marineres en halv dags tid, men det smager bare lidt bedre, hvis det får lov til at stå længe.

Lene synes det smager super godt. Signe synes det er lidt stærkt, men spiser alt undtagen “det røde” med stort velbehag. Det er uden tvivl blevet en fast del af vores madplan.

/Dann

Ingredienser – marinade

  • 3-4 cm frisk ingefær
  • 3 fed hvidløg
  • 1½ tsk stødt paprika
  • 1½ spsk limesaft
  • 2 spsk olie
  • ½ spsk fiskesauce
Ingredienser
  • 2 kylling brystfilleter
  • 2 spsk olie
  • 400 ml (1 ds) kokosmælk
  • 2 friske røde chili
  • 1 portion frisk korriander
  • 1 terning hønseboulion
  • 1½ tsk gurkemeje
  • ½ tsk spidskommen
  • 2 løg

Fremgangsmåde

  1. Skræl og riv ingefæren ned i en skål
  2. Skræl og pres (eller riv) hvidløgene ned i skålen
  3. Kom den stødte paprika, limesaft, 2 spsk olie og fiskesaucen op i skålen
  4. Bland godt rundt og stil skålen til side (marinaden kan eventuelt laves i forvejen og stilles på køl)
  5. Skær kyllingbrysterne ud i stykker ad ca. 2½x2½ cm
  6. Kom kyllingstykkerne op i en skål og hæld marinaden over
  7. Bland marinaden og kyllingstykkerne godt og stil dem til at marinere i køleskabet i minimum 3 timer (men gerne op til 12 timer)
  8. Skræl og hak løget fint
  9. Skyl og hak de friske chilier fint
  10. Varm en wok op på middelvarme (5½/9)
  11. Kom olien op i wokken og vent til den er varm
  12. Kom løgene op i wokken og lad dem stege i ca. 5 minutter
  13. Tilsæt gurkemeje og rør godt rundt
  14. Lad det stege i endnu 2 minutter
  15. Tilsæt kyllingstykkerne inklusiv marinaden
  16. Skru op til høj varme (9/9)
  17. Steg kyllnigstykkerne i ca. 5 minutter
  18. Tilsæt kokkosmælk, den hakkede chili og boulionterningen
  19. Skru ned på mellem varme (5/9) og lad det simre i ca. 15 minutter
  20. Skyl og hak i mellemtiden den friske korriander
  21. Lige før servering blandes den friske koriander i
  22. Retten er nu klar til servering
  23. Velbekomme!

Fougasse

FougasseLige siden jeg første gang så et billede af et Fougasse brød, har jeg haft lyst til lave det. Det er et brød, der har mange forskellige slags opskrifter på nettet og i mine bøger. De er dog alle ret ens i forholdene mellem de enkelte ingredienser.

Fougasse er et fransk brød, der kan spises for sig selv eller som tilbehør til mad. Det specielle er dels formen og dels de krydderier, der eventuelt blandes i.

I nedenstående opskrift er der ikke blandet krydderier i dejen, men det kan gøres sammen med de øvrige ingredienser. Til den mængde af dej der er nedenfor er det ca. 2 spsk tørret krydderier. Her er de mest klassiske krydderier en blanding ved navn provencale (kan købes færdig i alle supermarkeder). Men i praksis kan alle typer af krydderier bruges.

Brødet smager rigtig godt, er nemt at lave og med de huller der er lavet i brødet, er det super godt til at dele med andre ved bordet eller lignende. Det er et brød der er lavet til at brække i stykker og spise med hænderne. Fremadrettet vil det uden tvivl være en fast del af vores madplan, når der skal være brød til maden.

/Dann

Ingredienser

  • 350 ml vand
  • 500 gram mel
  • 1 spsk salt (16 gram)
  • 10 gram gær
  • 2 spsk olivenolie

Fremgangsmåde

  1. Kom vand op i en skål
  2. Opløs gæren i vandet og lad det hvile i 15 minutter
  3. Bland mel, salt og olie i dejen
  4. Ælt dejen i ca. 10 minutter
  5. Form dejen til en kugle og sæt den til at hæve tildækket ved stuetemperatur til dobbelt størrelse (tager ca. 1½ time)
  6. Del dejen i fire dele
  7. Rul hver klump ud til rektangler
  8. Skær først diagonalt gennem dejen fra lidt før starten og til lidt før slutningen (altså så der skæres igennem ned til bordet, men så dejen stadig hænger sammen i kanten)
  9. Skær nu tre riller ud fra midten og bagud i en vinkel på ca. 45 grader fra diagonalen
  10. Sæt de enkelte brød til at hæve i en halv time
  11. Bag brødene på en bagesten i en forvarmet ovn ved 220 grader. Når det enkelte brød kommes ind sprøjtes 20 gange med en vandforstøver ind i ovnen
  12. Brødene skal køle lidt af, inden de kan spises
  13. Velbekomme!

Kung Pao kylling med ris

Kung Pao kyllingVi er glade for at have noget variation i den mad, vi spiser herhjemme og så kan vi rigtig godt lide krydret mad. Derfor var det blevet tid til, at vi skulle udarbejde vores egen opskrift på Kung Pao kylling (på billedet serveret med ris). Retten er relativt simpel at lave, men kræver nogle ingredienser, som jeg ikke havde i mit køkken i forvejen. Risvin, lys soja og sichuan peber var ting, jeg måtte jagte lidt, inden jeg fandt dem. Det endte med at være en kombination af et kinesisk supermarked og Bazar Vest.

Der er rigtig mange forslag til, hvordan denne ret skal laves på nettet. Nedenstående er ikke en direkte kopi af en enkelt af disse, men resultatet af en del eksperimenter af, hvad vi bedst kan lide. På mindst et punkt er retten ikke helt korrekt, da jeg bruger peanutes og ikke “rå” jordnødder. Det sidste har jeg prøvet, men jeg synes det virker bedre med peanuts.

I modsætning til normale opskrifter her på siden, så har jeg her opdelt ingredienslisten i tre grupper: samlet, sauce og marinade. Fremgangsmåden gælder for alle tre. Denne opdelng har jeg set en del steder på nettet, og til wok-retter synes jeg det giver super god mening, da jeg så kan komme langt ved kun at kigge på listen over ingredienser og ikke behøver kigge på fremgangsmåde.

Der er mere chili i de opskrifter, jeg har fundet på nettet, men belært af erfaringen med penang karry, så har jeg kun brugt relativt lidt i forhold til de fleste opskrifter. Resultatet er en smag, der passer til os alle tre hjerhjemme. Ikke helt så stærk som man kan få på en resturent, men det smager af rigtig meget… og så smager det godt. Det er helt sikkert en ret, der kommer på vores madplan herhjemme og så er det endda en ret, der kan laves på en hverdag på en times tid.

/Dann

Ingredienser

  • 2 kyllingefilleter
  • 3 fed hvidløg
  • 3 cm ingefær
  • 3 løg
  • 1 spsk sichuan peber
  • 3 tørrede chilier
  • 50 gram Peanuts
  • 2 spsk olie

Ingredienser – Sauce

  • 1 tsk mørk soja
  • 1 tsk lys soja
  • 2 tsk kinesisk eddike
  • 1 tsk sesamolie
  • 1 spsk vand
  • 3 tsk sukker

Ingredienser – marinade

  • 2 tsk lys soja
  • 1 tsk risvin
  • ½ tsk salt
  • 1 spsk vand
  • 1 tsk majsstivelse

Fremgangsmåde

  1. Skær kyllingen i mindre stykker (ca. 1½ x 1½ cm)
  2. Bland alle ingredienserne (lys soja, risvin, salt, vand og majsstivelse) til marinaden
  3. Kom kyllingerne i en dyb tallerken og kom marinaden over dem
  4. Stil kyllingen til at hvile i køleskabet i minimum 30 minutter – men gerne mere
  5. Bland ingredienserne (mørk soja, lys soja, sukker, vand, sesamolie og kinesisk eddike) til saucen i en skål. Stil skålen væk
  6. Skræl ingefæren og hak den fint
  7. Skræl hvidløgene og hak dem fint
  8. Skræl og hak løgene i store stykker (2×2 cm)
  9. Bræk de tørrede chilier i små stykker – brug evt. en morter, hvis det skal være meget små stykker
  10. Varm en wok op til høj varme (9/9)
  11. Tilsæt olie på wok’en
  12. Når olien er varm tilsættes chili og sichuan peber
  13. Lad det være på wok’en
  14. Kom kyllingstykkerne (inkl. evt. overskydende marinade) på wok’en
  15. Steg i 2 minutter
  16. Tilsæt ingefær og hvidløg til wok’en
  17. Steg videre indtil kyllingen næsten er gennemstegt
  18. Tilsæt løgene på wok’en
  19. Steg i ca. 4 minutter og skru da ned til mellem varme (4/9)
  20. Tilsæt saucen og rør godt rundt
  21. Efter ca. 3 minutter tilsættes peanuts
  22. Smag til med salt hvis nødvendigt
  23. Retten kan serveres straks.
  24. Velbekomme!

Grahamsbrød

GrahamsbrødJeg kan rigtig godt lide at bage. Derfor eksperimentere jeg ofte med forskellige måder at bage på og med forskelige måder at lave dejen på. Denne gang er det blevet til et brød med grahamsmel og hvedemel. Resultat synes jeg smager rigtig godt og er en dejlig variation i forhold til et klassisk brød, der kun er med normalt hvedemel.

Dels som et forsøg og dels fordi det bare er sjovt, så har jeg bagt dejen på tre forskellige måder. For det første er den bagt i en gryde for at bevare fugten og give den en rund form. For det andet er det bagt i en brødform for at give det en klassisk franskbrøds form. For det tredje er det formet til et brød og bagt på en bagesten. Alle tre ting blev super gode. Når man husker at sprøjte vand ind i ovnen til de to sidste metoder, så synes jeg også at skorpen bliver super sprød. Jeg har ikke nogen præference for en af de tre metoder, men det er sjovt at gøre det lidt forskelligt.  Det eneste jeg kan bemærke er at det er meget nemmere at skære af det, der er formet som et franskbrød ved at blive bagt i en form.

Fremadrettet tror jeg at jeg skærer opskriften ned til 1/3 da der er tre brød gemt i denne opskrift. Men til en god brunch med gæster eller noget lignende er det en meget passende portion.

/Dann

 

 

Ingredienser

  • 300 gram grahamsmel
  • 1 dl surdej på hvede
  • 950 gram hvedemel
  • 8 dl vand
  • 15 gram gær
  • 2 spsk salt

Fremgangsmåde

  1. Kom vand, surdej og gær op i en skål
  2. Rør godt rundt så surdejen og gæren bliver helt opløst
  3. Lad det hvile i 5 minutter
  4. Tilsæt nu grahamsmelet og bland det rundt
  5. Tilsæt 500 gram af hvedemelet sammen med salt og bland det godt rundt
  6. Lad dejen hvile i 15 minutter
  7. Tilsæt resten af hvedemelet
  8. Ælt dejen i 10-15 minutter
  9. Form dejen til en kugle
  10. Sæt dejen til at hæve i en tildækket skål i køleskabet i ca. 12 timer
  11. Del dejen i tre lige stor dele
  12. Form hver del til et brød
  13. Lad brødet hæve tildækket i 3 timer
  14. Bag det på en af tre måde ved 250 grader i en forvarmet ovn
    1: I en gryde der er forvarmet i 30 minutter med låg og efterfølgende i 15 minutter uden låg ved 220 grader
    2: I en form hvor brødet hæver i. Bag det da i 25 minutter.
    3: På en bagesten i 25 minutter. Husk at sprøjte med vand
  15. Brødet skal køle af i mindst 15 minutter inden det kan serveres
  16. Velbekomme!