Da jeg jo har fået et vikariat i Esbjerg og skal starte 15. januar, hastede det lige pludseligt med at finde en bil. Vi har overvejet mange ting. Først skulle vi beslutte, om jeg skal tage toget eller køre selv og om jeg evt. skulle leje et værelse i Esbjerg og være der i hverdagen. Den sidste mulighed var der dog ingen af os, der var specielt vilde med, så den blev hurtigt udelukket. Muligheden for at tage toget undersøgte jeg og fandt også hurtigt ud af, at det ville tage for lang tid og jeg ville skulle skifte tog og kunne dermed heller ikke arbejde i toget. Eneste mulighed var derfor, at vi skulle have en bil mere. Dann kan ikke undvære en bil, når han skal hente og bringe Signe hver dag og samtidig kunne komme på arbejde, så vi skulle have en bil mere. Vi overvejede kort at lease en bil til Dann og så kunne jeg køre frem og tilbage i Micraen. Men den kører simpelthen ikke langt nok på literen, så det blev også droppet. Vi kan ikke lease en bil til mig, da jeg kører for mange km. om året til de fleste leasingaftaler.
Så enden blev, at vi skulle købe en bil mere. Og hvad skulle vi så vælge? Det var vigtigt med en bil, der kører langt på literen og samtidig er rimelig stabil. Jeg startede med at kigge på brugte biler, men opdagede hurtigt, at for at få en ordentlig bil, skulle vi give i omegnen af 80.000 kr. og samtidig er det svært at købe en brugt bil, når vi absolut ikke ved noget om biler. Vi begyndte derfor at snakke om at købe en lille, men ny bil. Efter læsen omkring diverse biler, var valget mellem trillingebilerne WV Up, Seat Mii, Skoda Citigo og alternativer som Renault Twingo, Ford Ka, Hyundai i10, Kia Picanto. Anmeldelserne omkring trillingbilerne var meget positive og da vi kunne læse os til, at der var ventetid på levering af WV Up og denne samtidig var klart dyrest, valgte vi at vi skulle forbi en Skoda-forhandler og prøvekøre en Skoda Citigo den 21. december. Det var en fornøjelse at køre i bilen og jeg var ikke så meget i tvivl om, at det var sådan en, jeg gerne ville have. Sælgeren sagde, at der var lidt leveringstid og vi ville kunne få en bil i starten af februar, hvis vi var heldige. Det var lidt sent for os, da jeg jo starter i arbejde den 15. januar. Han havde dog en stående med aircondition, men ellers kun den mindste udstyrspakke. Vi fik bilen reserveret og tog hjem og holdt jul.
Den 28. december var vi på besøg i butikken igen og skrev under på en købsaftale omkring bilen. Den 4. januar hentede vi den. Det er en Skoda Citigo 1.0 med en 60 hestes motor. Den er rigtig fin at køre i. Den har farven Silver Leaf. Den er lille og fin og kører langt på literen og det er “min” bil. Det er en fornøjelse at køre i den og jeg glæder mig hver gang jeg skal ud og køre. Den er lidt mindre end Micraen, men kører længere på literen. Vi er spændt på, hvor langt den kan køre, når den er kørt ordentligt til. Den har aircondition, ESP, ASB, Stop and Start og meget mere. Den har også nogle ulemper, såsom at det er svært at komme ind på bagsædet og der er ikke noget lys i bagagerummet, men det er jo primært mig, der skal køre alene i bilen til arbejde og hjem igen. Jeg sidder højt i den og sidder rigtig godt i sæderne. Den kan også sagtens køre 130 på motorvejen.
Jeg er meget glad for vores nye bil. Eller min bil som det jo primært er. Jeg glæder mig hver gang, jeg skal køre i den. Så lad det endelig blive tirsdag den 15. januar, så jeg kan køre til Esbjerg og tilbage igen hver dag i den.
/Lene