Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Psykologi som tilvalgsfag på aftenskole

“Det er os en glæde at kunne meddele dig, at du med studiestart den 1. september 2008 er optaget på tilvalgsfag i psykologi, der udgør 90 ECTS point og som er en treårig deltidsuddannelse” (fremhævning fra kilden)

Sådan starter et brev jeg fik ind af døren i fredags. Det betyder at min søgen efter et studie med noget indhold fra det psykologiske fagområde er afsluttet – på den gode måde.

Siden jeg sendte ansøgningen i marts har jeg tænkt en del over om jeg mon blev optaget, eller om jeg skulle til at være mere kreativ og prøve en privat uddannelse. Heldigvis blev dette ikke aktuelt. Jeg får muligheden for at læse på et offentlig akkrediteret uddannelsessted… og så langt er der altså ikke til Ålborg de gange jeg skal derop.

Efter at have modtaget brevet i fredags har Lene og jeg snakket en del om hvorvidt vi nu havde råd til at jeg tog denne uddannelse. Det koster jo en del penge og midt i et huskøb er det ikke lige penge vi har flest af. Efter lidt snak frem og tilbage er vi blevet enig om at det er en ret unik mulighed som jeg ikke kan sige nej til.

Derfor kan jeg igen til efteråret kalde mig studerende efter jeg siden januar har været “studieløs”.

Optagelsen på studiet gør at jeg nok må revidere mit mål om at have tømt min bogreol inden årets udgang. Jeg vil få en masse pensum som jeg skal have læst i 2. halvår. Konkret betyder det at jeg får læst det jeg nu engang får læst indtil 1. september (hvor jeg starter på studiet). Herefter går der nok 3 år (studielængden) inden jeg får tømt resten af den reol.

Alt i alt, så glæder jeg mig rigtig meget til at starte på dette for mig helt nye og super spændende område.

Billeder fra vores tur til Rom i 2006

I november 2006 var vi på en lille ferie i Rom. Vi havde en rigtig god tur. seværdighederne blev set, maden blev nydt og vi kunne side udenfor på café i november. Ikke noget der normalt sker herhjemme.

På turen lånte vi mine forældres kamera og tog en masse billeder med det. De billeder har nu været gennem vores “standardhåndtering”. Det vil sige at de nu langt om længe ligger færdige på vores hjemmeside under billeder. Det der har taget længst tid har været geotagging. Vi har lovet os selv at vi aldrig venter så længe med at behandle nogle billeder igen.

En af de store begivenheder i Rom var at jeg på vores 5 års dag friede til Lene.

P.S. Billederne fra Amsterdam ligger allerede på hjemmesiden men er ikke færdigbehandlet. Det kommer i løbet af et par uger.

Jobskifte internt i TDC

Pr. 1. maj skifter jeg officielt titel fra Afdelingsleder til Business Manager. Dette sker samtidig med at jeg indtræder i en ny stilling i TDC. I praksis er jeg dog allerede startet i det nye job.

Det er et rigtigt spændende job jeg er startet i. Jeg glæder mig meget til at lære mine nye kollegaer samt deres områder bedre at kende.

Lene og jeg har snakket en del om hvorvidt vi skulle flytte til København for at hendes jobmuligheder blev større når hun var færdiguddannet eller om vi skulle blive i Århus. Vi valgte at blive i Århus et stykke tid (ubestemt – måske evigt). Den beslutning betød at jeg kunne skifte til mit nye job, som jeg ser meget frem til. Jeg er sikker på at jeg vil komme til at blive udfordret såvel fagligt som personligt. Jeg glæder mig.