Alle indlæg af Lene

I gang med speciale

Ja det er endelig lykkedes mig, at finde et emne til mit speciale. Emnet er i grove træk “overtrædelser af planloven, især værdispild og retshåndhævelse.”

Titlen er ikke endeligt fastsat, men bliver det i slutningen af juli, hvor jeg skal mødes med min vejleder (yeps, sådan en har jeg også fundet). Emnet handler om, når man f.eks. bygger noget uden tilladelse eller bygger en carport for høj i forskel til skel ind til naboen. Så skal man lovliggøre det og som oftest sker det ved en nedrivning, hvis man har begået en mindre overtrædelse. Hvis man f.eks er en stor virksomhed som Bilka i Horsens, skal man som regel ikke rive det ned igen, for så opstår der et for stort værdispild.

Det jeg gerne vil kigge på er, om man nemmere kan få tilgivelse end (bygge-)tilladelse som stor virksomhed. Kan det altså betale sig bare at bygge uden den fornødne tilladelse og hvorfor er der ikke nogen, der gør noget. Jeg synes, at det er et interessant emne, men ikke alle finder det lige interessant. Det er i og for sig også ligegyldigt, for det er mig, der skal beskæftige mig med emnet de næste par måneder.

Jeg havde min vejleder til undervisning i forvaltningsret på bachelor-delen og til kommunalret på kandidaten. Han er ikke ekspert på området, men han vil gerne være min vejleder alligevel (planloven hører ind under miljøretten, som igen hører ind under forvaltningsretten, men det er et relativt lille område). Han var en rigtig hyggelig underviser med en stor viden indenfor forvaltningsret og kommunalret. Derudover virker han meget villig til at hjælpe mig, selvom han ikke har den store viden på området. Der er heldigvis en anden professer på skolen, som han kan spørge lidt til råds. Den anden professer har dog ikke tid til at vejlede en specialeskrivende studerende. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå godt.

Det er dejligt at komme i gang og der er nu udsigt til, at jeg kan blive færdig til september. Lige nu er jeg ved at finde domme og lign., som jeg kan bruge i opgaven. Så jeg er altså stadig i de indledende stadier, men jeg er kommet i gang 🙂 Det er så dejligt.

/Lene

Jubii strafferet overstået

Ja så kom dagen endelig, hvor jeg skulle til min sidste eksamen på Århus Universitet denne gang. Nogle vil måske kigge på datoen og sige, at man da ikke kan gå til eksamen Grundlovsdag, men det kan man godt på Århus Universitet, når nu censoren ikke kunne andre dage.

Faget var strafferet II. En udbygning af det strafferet, vi havde på andet år. Første del af faget handlede om myndighedernes (ikke politiets) sagsbehandling og mulighed for at få straffet folk for overtrædelser og få gennemtvunget lovliggørelse af ulovlige bygninger m.m. Anden del handlede om berigelsesforbrydelserne i straffeloven (=tyveri og lign., hvor offeret taber penge og gerningsmanden vinder dem).

Og hvordan gik det så? Ja jeg var kanon nervøs, men heldigvis gik det rigtig godt. Jeg fik 10 og det er jeg rigtig godt tilfreds med. Det letter meget.

Samtidig var det også min sidste eksamen. Nu mangler jeg “kun” at skrive mit speciale. Det skal bare afleveres og ikke forsvares, så på et tidspunkt efter at jeg har afleveret, dumper der et brev ind af døren, hvor der står, at jeg nu er Cand.Jur. En noget tom fornemmelse at se frem til. Men jeg glæder mig til at være færdig. Nu skal jeg bare lige finde et emne at skrive om…

/Lene

Miniferie til Amsterdam (dag 6)

Rejsedagbog fra vores tur til Amsterdam

Klokken 9.30 havde mændene fået pakket bilen og vi var klar til den lange tur hjem til Danmark. Vi havde haft nogle rigtig gode dage i Amsterdam. Det er en rigtig hyggelig by, og så var vi så heldige at være på besøg hos nogle dejlige mennesker samt ikke mindsat at være taget derned med nogle andre venner. Det havde været en super god tur. Ærgeligt at morgendagen betyder at Dann skal på arbejde igen (han skal til København).

Efter at have fundet ud på motorvejen var det bare at følge den de næste mange kilometer. Lidt efter klokken 11 gjorde vi holdt på en rasteplads med en McDonald’s, hvor vi fik frokost. Derefter gik turen videre. Der skete ikke det helt store på turen. Trafikken kørte ok og der var ingen problemer. Vi røg ind i 3 vejarbejder, men ud over at vi kørte lidt langsommere, var der ingen problemer med det.

Vi var i Brørup ved Lones forældre lige omkring kl. 18.20. Turen tog os altså 9 timer inkl. pauser. Efter en spisepause kørte Dann og jeg hjem og var hjemme i Viby lidt over klokken 21. Vi var trætte, men ved godt mod, da vi kom hjem efter en dejlig tur.

Tak til Dina og Tomas fordi I åbnede jeres hjem for os, brugte tid på os og var vores guider. Også tak til Freya, Lone og Jan for en rigtig god tur.

Miniferie til Amsterdam (dag 5)

Rejsedagbog fra vores tur til Amsterdam

Vi spiste morgenmad omkring 9.30. Derefter gik turen ind til et marked, Albert Cuyp, hvor vi gik rundt lidt tid. Der var masser af ”ragelse” til salg. Vi købte ikke noget. Derefter gik vi hen og fik frokost ved et pandekagehus. Jeg bestilte en pandekage uden noget og fik så en med flormelis og smør. Hende der betjente os var vist i dårligt humør, for hun var rigtig sur.

Vi efterlod Lone og Jan på fotomuseum, mens vi andre gik ned til Central Stationen og tog en færge over til en ø. Der så vi en sluse og Freya fik gået en masse. Hun fik også lidt at spise. Vi fik lidt at drikke på en cafe. Turen gik så over til Anne Frank huset, hvor Dann og jeg havde købt en internetbillet. Vi gik lige forbi køen, som desværre ikke var så lang den dag :-). Det var spændende og lidt uhyggeligt at se, hvor 8 mennesker boede i så lang tid.

Efter at have set Anne Frank huset mødtes vi med de andre og fandt en traditionel hollandsk restaurant at spise på. Jeg synes dog ikke maden var så god, men de andre var fint tilfredse.
Efter maden tog vi tilbage til Dina og Tomas og sad lidt og sumpede inden vi gik i seng.