Alle indlæg af Lene

Påskeferien

Mandag var Signe og Dann i Esbjerg og se, hvor jeg arbejder. Det var rigtig hyggeligt. Jeg arbejdede, mens Dann og Signe var i badeland. De var meget glade og lidt trætte, da de hentede mig bagefter. Vi spiste på Jensens Bøfhus, for vi havde lovet Signe, at vi skulle på restaurant på et tidspunkt i påsken. Turen hjem fra Esbjerg var noget længere end sædvanligt, for Signe var træt, men ville ikke sove i bilen, selvom vi sagde, at det var ok. Hun blev ved med at sige, at hun kun ville sove i sin seng. Hun holdt sig også vågen hele vejen hjem, selvom hun var noget så træt efter en god dag.

Tirsdag var vi alle tre hjemme om formiddagen. Signe og jeg var bl.a. på legepladsen. Vi hyggede os rigtig meget og det kunne også blive til et besøg fra bedsteveninden Ida fra vores vej. Jeg skulle i byen og købe Danns fødselsdagsgave, aflevere en bog og til mindfulness hos en psykolog. Imens hyggede Signe og Dann hjemme med alt muligt godt.

Onsdag skulle jeg igen på arbejde. Det var jeg ikke meget for, men jeg havde lovet, at jeg kom den dag, så af sted med mig kl. 6 om morgenen. Der var heldigvis ikke så meget trafik på vejene, for mange holdt fri. Signe og Dann hyggede med at tage i Randers Regnskov. Det bedst for Signe var at de havde kaniner. Efter turen i Regnskoven, tog de i Randers Storcenter og købte ind i Kvickly og fik også lidt at spise. Signe sov på vej hjem. Farmor og farfar kom på besøg om eftermiddagen og blev og spiste med. Det var som altid super hyggeligt.

Torsdag skulle vi have været i zoo i Aalborg, men Signe ville hellere lege med Nanna, så det blev ikke til noget. Nanna var her i tre timer og de to tøser hyggede sig gevaldigt. Signe blev så ked af det, da Nanna skulle hjem. Resten af dagen gik med hygge og indkøb til resten af påskeferien og to gange brunch.

Fredag have vi vores gode genboer på besøg til brunch. De har en dreng som er ca. 5 mdr. yngre end Signe og de går i samme gruppe i børnehaven. De legede rigtig fint, mens vi voksne spiste os mætte i alt den gode mad. Da de var gået gjorde vi klar til næste dags brunch, hvor det også var tid til at fejre Danns 33-års fødselsdag. Dann gik sent i seng og stod tidligt op for at lave brød nok til 20 mennesker. Vi var så kun 9, men hvem tæller 🙂 Mætte skulle vi nok blive.

Lørdag var Signe og jeg så spændte for vi skulle vække Dann og sige tillykke. Han fik gaver i sengen og fik sunget fødselsdagssang. Klokken 11 kom hans familie og min mor og vi hyggede os alle med god brunch. Dagen gik hurtigt og Danns familie tog først hjem, da det var sengetid for Signe. Dann havde haft en god dag. Jeg gik tidligt i seng, men vi nåede da at hygge os lidt sammen, inden jeg smuttede.

Søndag sov vi lidt længe pga. sommertid. Det skulle afskaffes. Det skaber kun problemer. Signe reagerer kraftigt på det. Men op kom vi da. Så skulle Signe hen til farmor og farfar og hygge. Vi fik ryddet lidt op og jeg var på lossepladsen med en masse affald og så gik jeg så op og sov i 3 timer. Jeg var træt.

Mandagen gik ligeledes med hygge og pludselig var det blevet tirsdag og tid til børnehave og arbejde igen.

Vi havde en god og hyggelig påskeferie, der bare var alt for kort. Vi kunne sagtens have brugt flere dage.

/Lene

Frikadeller og kold kartoffelsalat

Frikadeller og kold kartoffelsalatDenne ret er en af Danns yndlingsretter og det er kun mig, der laver den herhjemme, så det er tid til en opskrift.

Jeg laver  begge ting, som min mor også gør det, så det er hende, der har lært mig det.

Det tager en del tid at lave, men kan sagtens laves i forvejen, så der er nem aftensmad. Det kan også laves dagen før. Det, der tager længst tid er, at vente på, at kartoflerne køler af. De er nemmest at skære, når de er helt afkølede.

/Lene

 

Ingredienser frikadeller

  • 500 g. hakket svine- og/eller kalvekød
  • 1 æg
  • 1 løg
  • 3/4 dl. mel
  • ca. 1 dl. mælk
  • salt og peber efter behov

Ingredienser kartoffelsalat

  • 1 ½ kg. kartofler
  • 5 dl. creme fraiche
  • 2 tsk. sennep
  • 1 tsk. citronkoncentrat
  • salt og peber
  • Evt lidt mælk, hvis det skal være mere flydende

Fremgangsmåde frikadeller

  1. Kødet sættes på køkkenbordet, så det lige kan blive lidt varmere end køleskabskoldt
  2. Løget hakkes i meget fine stykker
  3. Kødet puttes i en skål og der røres i det, indtil det ligner fars i modsætning til hakket kød
  4. Løg og mel tilsættes og der røres godt rundt
  5. Ægget slås ud i kødet og røres med
  6. Der tilsættes mælk efter, hvornår farsen føles nem at røre i. Der må endelig ikke komme for meget mælk i, så farsen bliver tynd
  7. Tilsæt salt og peber
  8. Farsen sættes væk lidt, så den kan trække
  9. En pande findes frem og varmes op til fuld varme (9/9)
  10. Frikadellerne formes med en ske og puttes på panden og steges videre ved midelhøj varme (7/9)
  11. Server mens de er varme. De kan evt. sættes til side og varmes i ovnen, inden de skal spises

Fremgangsmåde kartoffelsalat

  1.  Kartoflerne skrælles
  2. Derefter koges de i ca. 20 min. uden salt men med lidt oliemargarine i vandet
  3. Når kartoflerne er kogt færdige, hældes vandet fra i en sigte
  4. Kartoflerne sættes til at køle helt af
  5. Mens de køler af, blandes resten af ingredienserne i en stor skål
  6. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. mere sennep og citron.
  7. Når kartoflerne er kølet helt af, skæres de i skiver på ca. ½ cm.
  8. Bland kartoflerne forsigtigt i creme fraichen
  9. Stil kartoffelsalaten i køleskabet i min. ½ time, men gerne længere
  10. Spises kold fra køleskabet
  11. Velbekomme

Farvel til Skanderborg og goddag til Esbjerg

I mandags havde jeg sidste dag i løntilskud i Skanderborg Kommune. Jeg har været rigtig glad for at være der og havde lige lært folk at kende, så det var trist at skulle sige farvel til de fantastiske mennesker, der arbejder i Analyse og Innovation i Skanderborg Kommune. Vi havde en lille morgenmadsseance, hvor jeg havde bagt boller og købt lidt pålæg m.m. Det var rigtig hyggeligt at sidde sammen alle sammen og snakke om løst og fast. Jeg var også så heldig at få en Poul Pava kaffekop til bilen, så jeg kan få kaffe med i bilen om morgenen. Det var en super tanke og jeg bruger den hver dag og tænker tit på dem i Skanderborg.

Jeg fik sagt farvel på en god måde og heldigvis var det jo for at fortsætte et andet sted og ikke bare farvel og så hjem på sofaen de næste måneder. Jeg har haft en god tid i Skanderborg og er altid klar på at komme tilbage dertil en anden gang.

Tirsdag morgen skulle jeg være i Esbjerg kl. 9. Desværre havde det sneet om natten og jeg stod op til ca. 10 cm. sne overalt. Det var ret trælst. Heldigvis var jeg i god tid og trillede stille og roligt af sted mod Esbjerg. Der var mange andre biler på motorvejen og det gik ikke særlig stærkt. Jeg ramte kø ved Vejle og frem til efter Kolding. Jeg mødte også kø ved afkørslen til Esbjerg. Men alligevel var jeg i Esbjerg ca. 20 min over 8. Jeg skulle lige finde en parkeringsplads også og kørte lidt rundt, for de fleste steder var der tidsbegrænset parkering og det kunne jeg jo ikke bruge. Det lykkedes dog og jeg var ved Rådhuset lidt i 9. Og så startede dagen ellers. Jeg mødte min nye chef og nogle fra min nye afdeling og fik spist morgenmad sammen med dem, der var på arbejde. Derefter gik dagen ellers med at møde nye mennesker og sætte sig ind i nye ting og sådan gik resten af ugen.

Jeg har været rundt på Rådhuset og møde folk fra Teknik og Miljø og har også været i en anden bygning og møde dem, der arbejder der. Det drejer sig om rigtig mange mennesker og jeg kan ikke huske dem alle, men det var rart at møde folk. Mange sagde, at vi ville komme til at se noget til hinanden, da de har opgaver til mig. Det glæder jeg mig til.

Torsdag mødte jeg for første gang Anne, som jeg skal vikariere for. Hun sætter mig langsomt ind i tingene, så jeg nemmere kan tage over, når hun går fra på barsel. Jeg er begyndt at få overdraget sager og mens, hun stadig er på arbejde, laver vi tingene sammen, så jeg ikke bare bliver kastet ud i det. Det er super fedt at arbejde med jura igen og jeg er rigtig glad for arbejdet under Teknik og Miljø området, så det er bare så fedt at være startet i Esbjerg Kommune. Samtidig virker de øvrige medarbejdere super flinke og jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem i de næste mange måneder.

Kort sagt er det fedt at være begyndt i et nyt arbejde og jeg får lov til at arbejde med lige præcis de områder af juraen, som jeg finder mest interessant. Det kan kun blive godt.

/Lene

 

Ny bil

Bilen fra sidenDa jeg jo har fået et vikariat i Esbjerg og skal starte 15. januar, hastede det lige pludseligt med at finde en bil. Vi har overvejet mange ting. Først skulle vi beslutte, om jeg skal tage toget eller køre selv og om jeg evt. skulle leje et værelse i Esbjerg og være der i hverdagen. Den sidste mulighed var der dog ingen af os, der var specielt vilde med, så den blev hurtigt udelukket. Muligheden for at tage toget undersøgte jeg og fandt også hurtigt ud af, at det ville tage for lang tid og jeg ville skulle skifte tog og kunne dermed heller ikke arbejde i toget. Eneste mulighed var derfor, at vi skulle have en bil mere. Dann kan ikke undvære en bil, når han skal hente og bringe Signe hver dag og samtidig kunne komme på arbejde, så vi skulle have en bil mere. Vi overvejede kort at lease en bil til Dann og så kunne jeg køre frem og tilbage i Micraen. Men den kører simpelthen ikke langt nok på literen, så det blev også droppet. Vi kan ikke lease en bil til mig, da jeg kører for mange km. om året til de fleste leasingaftaler.

Så enden blev, at vi skulle købe en bil mere. Og hvad skulle vi så vælge? Det var vigtigt med en bil, der kører langt på literen og samtidig er rimelig stabil. Jeg startede med at kigge på brugte biler, men opdagede hurtigt, at for at få en ordentlig bil, skulle vi give i omegnen af 80.000 kr. og samtidig er det svært at købe en brugt bil, når vi absolut ikke ved noget om biler. Vi begyndte derfor at snakke om at købe en lille, men ny bil. Efter læsen omkring diverse biler, var valget mellem trillingebilerne WV Up, Seat Mii, Skoda Citigo og alternativer som Renault Twingo, Ford Ka, Hyundai i10, Kia Picanto. Anmeldelserne omkring trillingbilerne var meget positive og da vi kunne læse os til, at der var ventetid på levering af WV Up og denne samtidig var klart dyrest, valgte vi at vi skulle forbi en Skoda-forhandler og prøvekøre en Skoda Citigo den 21. december. Det var en fornøjelse at køre i bilen og jeg var ikke så meget i tvivl om, at det var sådan en, jeg gerne ville have. Sælgeren sagde, at der var lidt leveringstid og vi ville kunne få en bil i starten af februar, hvis vi var heldige. Det var lidt sent for os, da jeg jo starter i arbejde den 15. januar. Han havde dog en stående med aircondition, men ellers kun den mindste udstyrspakke. Vi fik bilen reserveret og tog hjem og holdt jul.

Den 28. december var vi på besøg i butikken igen og skrev under på en købsaftale omkring bilen. Den 4. januar hentede vi den. Det er en Skoda Citigo 1.0 med en 60 hestes motor. Den er rigtig fin at køre i. Den har farven Silver Leaf. Den er lille og fin og kører langt på literen og det er “min” bil. Det er en fornøjelse at køre i den og jeg glæder mig hver gang jeg skal ud og køre. Den er lidt mindre end Micraen, men kører længere på literen. Vi er spændt på, hvor langt den kan køre, når den er kørt ordentligt til. Den har aircondition, ESP, ASB, Stop and Start og meget mere. Den har også nogle ulemper, såsom at det er svært at komme ind på bagsædet og der er ikke noget lys i bagagerummet, men det er jo primært mig, der skal køre alene i bilen til arbejde og hjem igen. Jeg sidder højt i den og sidder rigtig godt i sæderne. Den kan også sagtens køre 130 på motorvejen.

Jeg er meget glad for vores nye bil. Eller min bil som det jo primært er. Jeg glæder mig hver gang, jeg skal køre i den.  Så lad det endelig blive tirsdag den 15. januar, så jeg kan køre til Esbjerg og tilbage igen hver dag i den.

/Lene