Alle indlæg af Dann

Drømmekage

DrømmekageAt Signe er vild med kager og slik er nok ikke den store overraskelse for nogen. Derfor har jeg også i løbet af det seneste halve år bevæget mig ud i kagebagningens store kunst. Egentlig kan jeg meget bedre lide at bage og spise brød. Men med en datter og en kone, der er pjattet med kager, har jeg indset, at der ikke er nogen vej uden om. Jeg er nødt til at bage kager.

Denne gang er turen kommet til en drømmekage. En kage som Signe har talt meget om, men som hun faktisk endte med ikke at spise særligt meget af. Vi tror hun havde ret høje tanker om kagen når det nu var en _drømme_kage. Lidt højere tanker end kagen her kan indfri.

Selvom Signe ikke spiste så meget, så synes vi nu alle at den smager godt og det er helt sikkert ikke sidste gang vi har lavet denne kage.

/Dann

Ingredienser – dej

  • 4 æg
  • 250 gram sukker
  • 250 gram hvedemel
  • 2½ tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 dl mælk
  • 50 gram smør

Ingredienser – fyld

  • 125 gram smør
  • 150 gram kokosmel
  • 250 gram brun farin
  • ½ dl mælk

Fremgangsmåde

  1. Kom sukkeret op i en skål
  2. Slå æggene ud heri
  3. Pisk æg og sukker sammen til en æggensps
  4. Kom smør og mælk i en kasserolle
  5. Varm kasserollen op indtil smøret er smeltet
  6. Bland mel, bagepulver og vaniljesukker i en skål for sig
  7. Bland alle ingredienserne sammen i skålen og ælt det forsigtigt
  8. Lad dejen hvile i 10 minutter under dække
  9. Forbered en bradepande på ca. 20 x 30 cm med bagepapir
  10. Rul dejen ud så den passer i bradepanden og kom over i bradepanden
  11. Bag nu dejen i en forvarmet ovn på 200 grader i 20 minutter
  12. Mens dejen er i ovnen kommes alle ingredienserne til fyldet op i en kasserolle og der røres godt rundt
  13. Varm kasserollen op så indholdet nærmest koger i et par minutter (det tager ca. den tid, kagen skal bage i ovnen)
  14. Efter de 20 minutter tages kagen ud af ovnen og fyldet hældes ovenpå kagen og fordeles rundt
  15. Bag kagen i yderligere 5 minutter med fyldet
  16. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af i 10 minutter
  17. Kagen er nu klar til servering
  18. Velbekomme!

Klassiske burgerboller

Klassiske burgerbollerHjemmelavet burger har været på menuen hos os i mere end ti år. Det er dog først her i løbet af de sidste 4-5 år, at hjemmelavet også har betydet hjemmelavet boller. Det er nu blevet en fast del af det at få burger, selvom det betyder at vi kun kan få det i weekenden. Vi synes ganske enkelt at det smager bedre med en hjemmelavet bolle til en hjemmelavet burger.

Set fra bagerens perspektiv er det lidt ærgerligt, da det tager nogle timer at bage bollerne, men under fem minutter inden de bliver spist af hele familien herhjemme. Nogen gange er det mere grove boller, men engang imellem skal vi have de helt klassiske boller, og dem kommer opskriften på her.

Alle kan lide maden, og de er allerede en del af madplanen herhjemme.

/Dann

Ingredienser

  • 250 ml vand
  • 30 gram sukker
  • 2,5 gram tørgær
  • 500 gram mel
  • 1 tsk salt
  • 50 gram smør
  • Ca 1. spsk sesamfrø

Fremgangsmåde

  1. Tag smørret ud af køleskabet
  2. Kom vandet op i en skål
  3. Opløs gæren i skålen og lad den hvile i 15 minutter
  4. Rør sukker, salt og mel ind i vandet
  5. Lad det hvile i 10 minutter
  6. Ælt dejen i 3 minutter på et bord
  7. Ælt nu smørret ind i dejen og fortsæt hermed i ca. 5 minutter
  8. Form dejen til en kugle og sæt den til at hæve i en times tid under et dække
  9. Forbered en bageplade med bagepapir
  10. Kom dejen ud på et bord og del den i 6 stykker
  11. Form hver del dej til en bolle og placer den på bagepladen
  12. Lad bollerne hæve i en times tid under dække
  13. Tryk nu bollerne flade (ca. ½ højde) ved at benytte en bageplade (eller andet fladt)
  14. Lad dem hæve i yderligere 1 time under dække
  15. Pensle dem med vand og drys sesamfrøene ud over dem
  16. Bag bollerne i en forvarmet ovn på 220 grader i 15 minutter
  17. Lad bollerne køle af i mindst 10 minutter
  18. Bollerne er nu klar til at blive spist.
  19. Velbekomme!

Surdejs hvedebrød

Surdejs hvedebrødSurdej har i flere år været brugt aktivt herhjemme til at bage forskellige slags brød. I løbet af det sidste 2 års tid har jeg eksperimenteret en del med at lave et hvedebrød med brug af surdej. Denne gang skulle brødet ikke være kompakt og mørkt som Blekkers Fuldkornsbrød, men det skulle i stedet være luftigt. Det virkde som noget af en udfordring at klare det med surdej helt uden normalt gær.

Det har også taget en del tid og en del ekspperimenter at få lavet det helt rigtigt. Jeg så for alvor lyset, da jeg læste bogen Tartine Bread, der indeholder nogle super gode betragtninger om det at bage brød på surdej. Det var indholdet i den bog, der ledte mig på den rigtige vej hen imod det, vi nu blot kalder et surdejs hvedebrød herhjemme. Brødet har lidt mindre vand og bages lidt anderledes end brødene i tartine, da det passer vores smag bedre.

Brødene kan bages både med og uden en støbejernsgryde. Vi kan bedst lide den lidt rundere form og den lidt sprødere skorpe, der kommer ved at bruge gryden. Det er derfor den foretrukne metode herhjemme.

Alt i alt er det lykkedes at skabe et hvedebrød bag på surdej, som har en luftig krumme, en sprød skorpe og som smager fuldstændig fantastisk. Hvis det ikke var fordi det kræver en del tid at lave, så ville vi lave dette brød hver weekend.

/Dann

Ingredienser – 2 brød

  • 1 spsk surdej på hvedemel
  • 200 ml vand
  • 100 gram fuldkornshvedemel
  • 100 gram hvedemel
  • 700 ml. vand
  • 100 gram fuldkornshvedemel
  • 900 gram hvedemel
  • 20 gram salt

Fremgangsmåde

  1. Kom 200 ml. lunken vand op i en skål
  2. Opløs surdejen i vandet
  3. Bland 100 gram hvedemel og 100 gram fuldskornshvedemel op i skålen
  4. Indholdet i skålen skal nu hvile tildækket i 12 timer ved stuetemperatur. TIP: Tiden kan forlænges ved at komme det i køleskabet i løbet af forløbet. Den er klar når den “bobler”.
  5. Kom 700 ml. lunken  vand op i en stor skål
  6. Hæld fordejen (surdejen) op i skålen og opløs den helt i vandet
  7. Hæld nu 100 gram fuldkornshvedemel og 900 gram hvedemel op i skålen
  8. Bland det hele godt, så der ikke er noget “tørt” mel tilbage i skålen. Den skal ikke æltes.
  9. Sæt dejen til at hvile tildækket i 40 minutter
  10. Drys saltet ud på toppen af dejen
  11. Vend nu dejen ind over sig selv ved at trække i bunden af den ene side af kuglen ind over toppen i den anden side. Genntag dette 3-4 gange.
  12. Sæt dejen til at hæve tildækket i 30 minutter.
  13. Gentag skridt 11 og 12 således at den samlede tid fra første vending er 3½-4 timer
  14. Kom dejen ud på et let melet bord
  15. Del dejen i to lige store stykker
  16. Form hvert stykke til en kugle ved at trække dejen ind over sig selv mange gange
  17. Lad kuglerne hvile tildækket i 40 minutter
  18. Hvis kuglerne er “flydt meget ud” gentages skridt 14 og 15
  19. Form hver kugle igen til en ny kugle
  20. Forbered to hævekurve (21 cm. / 1 kg) med et viskestykke, der er let melet
  21. Kom hver kugle op i hævekurven
  22. Lad dejen brødene hæve tildækket i 3½-4 timer. TIP: Her kan de kommes i køleskabet i 8-12 timer i stedet.
  23. Kom en støbejernsgryde med låg i ovnen
  24. Varm ovnen op til 250 grader og vent 15 minutter efter ovnen indikerer, at den er klar
  25. Tag gryden ud af ovnen og fjern låget
  26. Vend det ene brød ud i gryden
  27. Skær et mønster med en skarp kniv i toppen af brødet
  28. Kom hurtigt låget på gryden
  29. Kom gryden tilbage i ovnen
  30. Bag nu brødet inde i gryden med låg i 30 minutter ved 250 grader
  31. Efter 30 minutter fjernes låget og brødet bages videre i yderligere 20 minutter
  32. Tag gryden ud af ovnen og vend brødet ud på en bagerist
  33. Gentag skridt 25 til 32 for det andet brød
  34. Lad brødet køle af i minimum 15 minutter inden de spises
  35. Brødet er nu klart til at blive spist.
  36. Velbekomme!

33 år

Signes maleri i anledning af Danns 33 års fødselsdagDet startede omkring klokken 0600, da Signe vågnede. Hurtigt kom hun ind til os og sagde straks tillykke med fødselsdagen. Derefter hentede Lene og hende gaverne, som jeg behørigt pakkede ud i sengen (Signe havde blandt andet malet det billede, der er her til højre). Herefter blev der sunget fødseldagsang for mig af en meget stolt Signe (og Lene), der samtidig kunne proklamere, at jeg “kan endnu bedre lide dig, når du har fødselsdag, far”. Sødt. Det hun mente var selvfølgelig, at hun syntes det var fedt, at jeg havde fødselsdag og at jeg skulle mærke, at det var min dag. Det var en sjov måde, hun fik formuleret det på.

Da vi havde hygget lidt i sengen gik turen nedenunder for at gå igang med at bage brød. Der blev lavet dej, bagt brød der havde hævet siden dagen før og meget andet. Vi skulle nemlig have familien på besøg til en kombineret fødseldags- og påskefrokost klokken 11:00. Det meste af formiddagen gik med at forberede fødselsdagen og så ellers et hurtigt bad og et tøjskifte. I den forbindelse fik vi også prøvet vores nye spisebord med en ekstra plade i, så der var god plads til alle.

Gæsterne kom omkring klokken 11:00 og vi havde en super hyggelig dag sammen. Vi spiste god mad og jeg fik nogle gode gaver. Alt i alt en rigtig hyggelig eftermiddag. Omring 18:00 var de sidste gæster gået og vi var igen os selv. Her satte vi os ind i sofaen for at se tegnefilm sammen med Signe. Da det var sovetid var Signe super nem at ligge i seng (som altid) og hun gav mig lige en ekstra fødselsdagskrammer. En af de sidste ting hun sagde inden hun lagde sig til at sove var, at hun var ked af at jeg ikke havde fødselsdag i morgen, det havde nemlig været sådan en god dag.

Da Signe var faldet i søvn spiste vi softice (som jeg rigtig godt kan lide) og herefter gik Lene i seng, mens jeg sad og så lidt fjernsyn og skrev dette indlæg. I morgen skal vi have tage opvasken.

Ikke nok med at vi havde en super hyggelig dag herhjemme, så har jeg også fået en masse lykønskninger på SMS og på Facebook (lidt smart er der ved facebook). Super hyggeligt, at der ligger noget nyt hver gang, telefonen blev checket.

…. og sådan blev jeg 33 år. Det føles ikke meget anderledes end at være 32, men jeg kan godt begynde at mærke, at jeg ikke længere er den yngste til alting, jeg laver. Det må jeg til at lære.

/Dann