Vi har i dag været en lille tur i Kattegatcentret på et par timer. Signe er blevet rigtig glad for at se på fisk, både i Randers Regnskov, det første besøg i Kattegatcentret og ikke mindst Aqua i Silkeborg, hvor hun også rørte ved en masse fisk. Derfor var vi enige om, at vi skulle en tur forbi Kattegatcentret i dag, og når vi nu har et årskort, så skal det da udnyttes.
Signe fik fortalt, at vi skulle besøge Kattegatcentret, og det var helt tydeligt, at hun glædede sig meget til det. På vej op til Kattegatcentret faldt Signe i søvn i bilen. Da hun vågnede var vi næsten fremme, og det første hun sagde, da hun vågnede, var ”fiskar”. Det var ligesom hun vidste, at vi snart var fremme.
Straks vi kom ind var hun på vej rundt. Hun skulle lige se en masse fisk, og hun ville også meget gerne over til et rørebassin, hvor man kan stikke fingrene ned og ae fiskene. Desværre er de bassiner de har i Kattegatcentret lavet til store børn og voksne. Fiskene svømmer helt nede ved bunden og der kan Signe ikke nå ned.
Der var dog et bassin med fisk tæt på overfladen. Desværre var det så højt, at Signe ikke kunne komme derop. Det krævede at vi løftede hende, og når hun føler, at hun bliver holdt ud over vandet, så bliver hun bange og har ikke lyst til at røre ved fiskene. Derfor blev det ”kun” til lidt vandpjask på den udendørs legeplads og i et af rørebassinerne… men altså uden at røre ved fisk. Det var tydeligt, at Signe blev lidt skuffet. Det fikser vi ved at tage tilbage til Aqua i løbet af efteråret.
Heldigvis blev hun meget glad for at se ”sine” hajer og andre små fisk igen. Sælerne var også meget mere spændende denne gang, og området omkring dem kunne man jo så også lige løbe rundt på mens man kiggede – smart.
Alt i alt nød Signe (og hendes forældre) besøget rigtig meget. Det var specielt tydeligt at se på Signe, der blev rigtig sur, da hun fik besked på, at vi snart skulle hjem. Selvfølelig er det lidt træls at hun bliver sur, men omvendt er det en dejlig bekræftelse på, at hun har haft det godt. Heldigvis varer det kun 30 sekunder, indtil hun finder ud af at vi ikke ombestemmer os, så er hun tilbage til at være sig selv igen.
Besøget i Kattegatcentret var også den sidste tur vi skulle på i ferien som en ferieaktivitet. Det har været super fedt at være af sted og se så mange ting i vores nærområde – ting som både Signe og vi har nydt.
Vi glæder os til at komme igen!
/Lene & Dann
P.S. Det blev ikke til lige så mange billeder som sidste gang, men lidt blev der da taget:
2 thoughts on “Endnu et besøg i Kattegatcentret”
Der er lukket for kommentarer.