Den manglende flytning

I dag kom dagen så, hvor vi skulle være flyttet til vores nye rækkehus i Magnolia Haven i Hørning. Det meste af lejligheden er pakket, flytningen er meldt og alt formelt er på plads… på nær at vi får huset.

For et stykke tid siden fik vi besked på, at huset ikke blev færdigt som aftalt til den 1. august men derimod først til den 15. august

Mentalt er vi ret klar til at flytte. Vi går og glæder os til vores nye hus og er derfor ikke specielt tilfredse over udskydelsen af overtagelsesdagen. Der er naturligvis ikke noget vi kan gøre ved det, men det skal ikke stoppe os i at være lidt kede af det. Når man først har fået en idé i hovedet om, at vi pr. 1. august skal køre en anden vej på arbejde, skal købe ind et andet sted, skal pakke ud, skal få nye møbler, osv… ja så er det ikke super fedt at skulle sige: “nå ja, det tager vi som det kommer”.

Men ja, der er ikke noget, vi kan gøre. Vi kan ikke gøre andet end at vente 14 dage mere til vi får huset den 15. august…. hvis den dag holder. Indtil videre så vil vi have nøglerne i hånden, inden vi for alvor tror på det.

Brevet vi sendte til sælgers advokat med en besked om, at vi gerne vil have dækket vores merudgifter i forbindelse med flytningen, har vi endnu ikke fået svar på. Der er gået næsten 14 dage fra vi sendte det. Ret frustrerende at de med 14 dages varsel kan udskyde overtagelsesdagen, men at de inden for 14 dage end ikke kan svare på et brev. Når de formoder at vi inden for 14 dage kan lave om på vores flytteplaner, så må vi også med rimelighed kunne formode, at de besvarer vores henvendelse inden for 14 dage.

Nå ikke mere brok herfra. Sælger har naturligvis en stor interesse i at blive færdigt med byggeriet, da han jo først får penge, når vi får overdraget huset. Med en stadig stigende rente og en, skal vi sige, knap så venlig stemt banksektor overfor ejendomsprojekter, så har vi en fælles interesse i at få huset så hurtigt som muligt. Os for at vi kan flytte ind og ham for at han kan få pengene.

Det gode ved ikke at flytte er, at vi kan gå og glæde os til at flytte i 14 dage mere… og det gør vi.

/Lene & Dann