Månedsarkiv: marts 2008

Fødselsdag

I går havde jeg fødselsdag. Dagen startede med at jeg fik min gave fra Lene. Herefter var Lene så sød at lave morgenmad til mig. Efter morgenmaden skulle der “gang i den” da vi klokken 15 fik besøg af min side af familien.

Dagen indtil klokken 15 gik med at lave en masse mad og at få gjort lejligheden klar til gæster.

Jeg fik nogle rigtig gode gaver og mest af alt, så havde jeg en god dag sammen med familien.

Denne gang blev jeg 28 år. Jeg kan mærke at jeg efterhånden ikke ser frem til “endnu et år”. Jeg begynder at nærme mig et punkt hvor det ikke er positivt at der tælles op. Jeg er jo ved at være gammel 🙂

/Dann

En påske med sygdom og bøger

Jeg var en af de få på min arbejdsplads der var på arbejde de tre arbejdsdage i sidste uge. Næsten alle havde valgt at holde fri. Da vi dels skulle flytte kontor og dels havde en deadline på et projekt så valgte vi i min gruppe ikke at holde fri. Det betød at der kom meget fra hånden i løbet af de tre dage. Dejligt at komme tilbage efter påske til en relativ pæn indbakke.

Siden torsdag i forrige uge har jeg været lidt småsyg. Det synlige resultat af dette var at jeg fra onsdag klokken ca. 21 til fredag formiddag var vågen i sammenlagt 6 timer. I løbet af påsken fik jeg det gradvist bedre, men var endnu ikke helt på toppen da det blev tirsdag og arbejdet kaldte igen.

Bøger der er læst i påskenForuden at være syg, så er påsken gået med at læse lidt bøger. Det har været en blandet omgang. Alle bøgerne på nær én kan anbefales i forskellige sammenhænge. De læste bøger kan ses til højre. Bogreolen har stadig et utal af bøger der ikke er læst og jeg ved at der snart kommer en ny med posten fra Børsens Forlag. Den skulle gerne vente på mig når jeg kommer hjem på fredag efter at have været af sted på tre dages kursus i København.

Hvis alt går vel, så når jeg at tømme bogreolen inden udgangen af i år. Det er i hvert tilfælde målet. Formålet med den øvelse er at få plads til alle de nye og spændende bøger der udkommer løbende (de fleste af dem der mangler at blive læst er et eller to år gamle).

Bogoversigten på hjemmesiden er endnu ikke opdateret med de bøger der er læst her i påsken og ej heller dem der blev læst i sidste omgang. Jeg regner med at opdatere den efter næste bunke bøger er læst… måske.

Forårsoprydning

Når foråret nærmer sig, så kommer der gerne en forårsoprydning (der er åbenbart også andre der tænker sådan). Denne gang startede det i slutningen af januar efter jeg blev færdig på skolen. Der gik et par aftener og et par weekender med oprydning. Så kom muligheden for at undervise i projektstyring og -økonomi. Det betød at “projektet” blev sat lidt på hold, for så at blive startet igen for et par uger siden. Der var også en pause på et par uger, hvor der blev læst et par bøger…. og så blev der vist også set lidt Seinfeld.

I efteråret var det tid til at rydde op på loftet (og i kælderen) så denne gang var det tid til at gå gennem alle skabe og skuffer. DVD listen, CD oversigten og boglisten er blevet gennemgået og checket. Der er blevet smidt en del ting ud og en mindre bunke ting er kommet på loftet (de ligger i en “skal på loftet”-bunke).

De ting der kommer på loftet indgår i en livscycklus, hvor ting ligger lidt i lejligheden uden at blive brugt. De kommer stille og roligt længere og længere bagud i skabet/skuffen for til sidst at ende på loftet. Her ligger de lidt tid og til sidst ryger de ud som affald.

Alle skabe og skuffer har været tømt, indholdet er sat tilbage og hvad der ikke skal være der er smidt ud eller lagt på loftet.

Med ganske få undtagelser er alle skabe og skuffer tømt, der er gjort rent og alt indholdet er blevet vurderet inden det er kommet retur i skabet eller skuffen. Så ikke kun har vi nu lidt mindre i skufferne og skabene, der er også orden… i hvert tilfælde i et par måneder.

Mon ikke der kommer endnu en oprydning til efteråret.

Din ansøgning er modtaget…

Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse har den 4. marts 2008 modtaget din ansøgning om optagelse på Tilvalgsfag i Psykologi“. Sådan starter et brev jeg fik ind af døren i dag.

Brevet er en bekræftelse på at jeg har søgt optagelse på en uddannelse på Ålborg Universitet. Som jeg tidligere har fortalt så vil jeg gerne have læst en bachelorgrad i psykologi. Desværre er det ikke muligt når man allerede har en kandidatgrad. Jeg har derfor haft kig på en række forskellige tilbud. Alle nogen som kræver en betaling omkring 60.000,- kr. for uddannelsen (plus materiale, overnatning, etc.).

Der er mange der tilbyder en uddannelse der lugter lidt af psykologi, men de fleste er ikke offentlige akkrediterede institutioner. Efter lidt søgen fandt jeg en mulighed på Københavns Universitet for en aftenuddannelse i psykologi på universitetniveau. Ulempen ved denne uddannelse var at man to aftner om ugen skal være i København, så af helt praktiske årsager er det ikke muligt på nuværende tidspunkt.

Jeg søgte derfor videre og fandt på Ålborg Universitet en mulighed for at læse psykologi som et tilvalgsfag om aftenen. Uddannelsen er så fantastisk skruet sammen at der primært er uddannelse i weekender og så en masse hjemmearbejde. Det passer mig helt godt. Uddannelsen er primært rettet mod undervisere på gymnasiet. En af forudsætningerne for at komme ind er derfor, at man har en uddannelse inden for den gymnasiale fagrække på universitet. Det vil i praksis sige sådan noget som tysk, engelsk og dansk. Det krav opfylder jeg desværre ikke, da jeg har en kandidatgrad i økonomi fra Handelshøjskolen, Århus Universitet.

Da jeg ikke opfylder kravene har jeg søgt om dispensation. I den kvittering for min ansøgning jeg har modtaget i dag står der at jeg kan forvente svar den 15. maj 2008. Det er ikke lykkedes mig at finde andre uddannelser i psykologi end disse. Det betyder med andre ord at der ikke er andre uddannelser i “pipeline”. Bliver jeg ikke optaget, så må jeg lede efter noget igen. Men som tidligere omtalt, så modtager jeg gerne forslag, hvis der er nogen der her en god idé.

Jeg krydser fingre.

 /Dann