En af de store glæder ved at bage brød er for mig, når dejen skal æltes. Når man kan se, hvordan dejen samles og bliver mere smidig. Nogengange skal det dog gå lidt stærkt. Til dette formål er den såkaldte no-knead teknik perfekt. Ælteteknikken er her ganske enkelt, at man får dejen til at gøre arbejdet for en. Dejen får en lang hævetid, og ælter så sig selv, så at sige. Kombineres dette med at bage et brød i en gryde (hvilket i øvrigt også virker med almindelig æltet dej), så får man et super nemt og velsmagende brød.
Brødet bliver saftigt i krummen men med en knasende skorpe på grund af måden, det bages på. Formen får det tilmed fra gryden, hvilket ser ret fint ud. Jeg har ad mange omgange forsøgt mig med at bage i en beholder. De første mange gange var det med en rømertopf. Her var resultatet varierence, og det var svært at få brøddet ud af rømertopfen. Det var først da jeg lånte en Le Creuset gryde, at det blev super nemt. Siden da er dette brød blevet bagt en del gange, når det skal gå hurtigt.
Efter en del forsøg med forskellige slags mel er jeg endt med den kombination, jeg bedst kan lide til mine grydebrød: brød med speltmel. Det smager af meget mere, end hvis det “kun” er almindeligt hvedemel eller andre kombinationer, jeg har prøvet. Smagen er en, hvor Signe går og glæder sig til at smage, når brødet endnu er i ovnen.
Grydebrød er stadig ikke den måde, jeg bedst kan lide at lave brød på, men den virker hver gang. Det er derfor en fast del af vores madplan, når der skal laves brød herhjemme. Metoden kan anbefales, når det skal gå stærkt.
/Dann
Ingredienser
- 150 gram speltmel
- 450 gram hvedemel
- 500 ml vand
- 2 tsk salt
- 5 gram gær
Fremgangsmåde
- Kom vand op i en skål
- Opløs gæren i skålen
- Lad det hvile i 5 minutter
- Bland salt og mel i dejen så det hele er vådt
- Sæt dejen til at hæve i 12-16 timer under låg ved stuetemperatur
- Mens dejen stadig er i skålen vendes den ned over sig selv 5 gange (gør hånden våd, tag fat i dejen ned langs siden og ned til midten, træk den op over sig selv og slip. Gentag hele vejen rundt i skålen)
- Lad dejen hæve i yderligere to timer
- Kom en gryde med låg i ovnen og varm den op til 250 grader (vent minimum 15 minutter længere end til ovnen siger den er klar)
- Tag gryden ud af ovnen, fjern låget og hæld dejen ned i gryden
- Kom straks låget på og kom gryden ind i ovnen
- Bag den nu i 30 minutter
- Fjern låget fra gryden og lad brødet bage videre i 20 minutter (skru eventuelt ned til 220 grader, hvis det ikke skal være meget mørk i overfladen)
- Tag gryden ud af ovnen
- Tag brødet ud af gryden
- Lad det køle af i mindst en time, inden det spises
- Velbekomme!