Kategoriarkiv: Opskrifter

Fuldkornshvedebrød med surdej

Fuldkornshvedebrød med surdejI lighed med mit surdejs hvedebrød, har jeg også udarbejdet en opskrift på et rigtig godt fuldkornsbrød med surdej. Brødet er blevet bagt næsten hver anden uge herhjemme det sidste stykke tid, da det smager super godt og faktisk også holder rigtig længe. Det er helt klart et af mine favoritbrød. Ikke nok med at det smager rigtig godt, så er det faktisk også et brød, der er relativt nemt at lave, når vi taler brød på surdej. Den kombination gør, at det er et sikkert hit herhjemme.

Brødet er en fast del af vores madplan.

/Dann

Ingredienser (1 brød)

  • 100 gram vand
  • 1 spsk surdej på hvedemel
  • 50 gram fuldkorns speltmel
  • 50 gram hvedemel
  • 350 gram vand
  • 325 gram fuldkornshvedemel
  • 200 gram hvedemel
  • 10 gram salt

Fremgangsmåde

  1. Kom 100 ml. vand op i en skål
  2. Opløs surdejen i vandet
  3. Bland 50 gram hvedemel og 50 gram fuldkorns speltmel op i skålen
  4. Indholdet i skålen skal nu hvile tildækket i 12 timer ved stuetemperatur. TIP: Tiden kan forlænges ved at komme det i køleskabet i løbet af forløbet. Den er klar, når den “bobler”.
  5. Kom 350 ml. lunken vand op i en stor skål
  6. Hæld fordejen (surdejen) op i skålen og opløs den helt i vandet
  7. Hæld nu 325 gram fuldkornshvedemel og 200 gram hvedemel op i skålen
  8. Bland det hele godt, så der ikke er noget “tørt” mel tilbage i skålen. Den skal ikke æltes.
  9. Sæt dejen til at hvile tildækket i 40 minutter
  10. Drys saltet ud på toppen af dejen
  11. Vend nu dejen ind over sig selv ved at trække i bunden af den ene side af kuglen ind over toppen i den anden side. Gentag dette 3-4 gange.
  12. Sæt dejen til at hæve tildækket i 30 minutter.
  13. Gentag skridt 11 og 12 således at den samlede tid fra første vending til slut er 3½-4 timer
  14. Kom dejen ud på et let melet bord
  15. Form dejen til en kugle ved at trække dejen ind over sig selv mange gange
  16. Lad dejen hvile tildækket i 40 minutter
  17. Hvis kuglen er “flydt meget ud” gentages skridt 14 og 15
  18. Form kuglen igen til en ny kugle
  19. Forbered en hævekurv (21 cm. / 1 kg) med et viskestykke, der er let melet
  20. Kom dejen op i hævekurven
  21. Lad brødet hæve tildækket i 3½-4 timer. TIP: Her kan det kommes i køleskabet i 8-12 timer i stedet.
  22. Kom en støbejerngryde med låg i ovnen
  23. Varm ovnen op til 250 grader og vent 15 minutter efter ovnen indikerer, at den er klar
  24. Tag gryden ud af ovnen og fjern låget
  25. Vend brødet ud i gryden
  26. Skær et mønster med en skarp kniv i toppen af brødet
  27. Kom hurtigt låget på gryden
  28. Kom gryden tilbage i ovnen
  29. Bag nu brødet inde i gryden med låg i 30 minutter ved 250 grader
  30. Efter 30 minutter fjernes låget og brødet bages videre i yderligere 20 minutter
  31. Tag gryden ud af ovnen og vend brødet ud på en bagerist
  32. Lad brødet køle af i minimum 15 minutter
  33. Brødet er nu klart til at blive spist.
  34. Velbekomme!

Agurksalat

AgurksalatEn af mine mange favoritter på menuen juleaften er agurksalat. Det har altid været en rigtig god spise for mig. Traditionen tro, så er det min far, der laver agurksalaten juleaften. Den tradition vil jeg dog gerne gøre lidt op med. Dels fordi jeg gerne vil have en god agurksalat andre dage end juleaften og dels fordi jeg forbereder mig til, at vi skal holde juleaften selv på et tidspunkt.

Efter et par forsøg har jeg nu fundet den opskrift, jeg fremadrettet vil bruge til at lave agurksalat. Der er lidt mere eddike i end de fleste andre, og så er der mindre peber i, end en del opskrifter foreslår. Konklusionen er for mig den perfekte agurksalat, der helt sikkert vil blive lavet fremover i julen herhjemme.

/Dann

Ingredienser

  • 1 agurk
  • 1 dl eddike
  • ½ dl vand
  • 2½ spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 knivspids stødt peber

Fremgangsmåde

  1. Find en skål med låg
  2. Kom eddike, vand, sukker, salt og peber op i skålen
  3. Rør godt rundt i skålen til sukker og salt er helt opløst
  4. Skyl agurken
  5. Skær et lille stykke af i den ene ende
  6. Med en kartoffelskræller skrælles tynde skiver af agurken
  7. Bland agurken med væsken i skålen
  8. Kom et låg på skålen
  9. Stil skålen i køleskabet
  10. Efter ca. 1 time kan agurksalaten bruges, men den er bedst dagen efter
  11. Velbekomme!

Rødkål

RødkålEn klassisk del af menuen juleaften, og ikke mindst de traditionsrige julefrokoster, er rødkål. Færdiglavet rødkål kan købes billigt i butikkerne, og det smager faktisk ret godt. Herhjemme vil vi dog gerne prøve at lave alting mindst en gang. Derfor skulle vi prøve at lave rødkål sidste jul. Der blev søgt på opskrifter og efter et par forsøg, endte vi med nedenstående opskrift, der giver en klassisk rødkål.

Selvom det koster væsentligt mere at lave det selv, fremfor at købe det, så tror jeg, at vi fremadrettet vil lave rødkål selv – om ikke andet så for hyggens skyld. Den rødkål variant vi endte med var meget klassisk. Vi har også prøvet en variant med en mere nuanceret smag. Her tilsatte vi 1 stang kanel, et laurebærblad og skiftede ½ dl af eddiken med balsamico. Det smagte super godt, men var ikke den “klassiske” rødkål. Vi endte derfor med nedenstående opskrift. Hvis der skal prøves krydderier, så vil jeg kanbefale at et par hele allehånde tilføjes også.

Rødkål bliver nok aldrig en fast del af vores madplan, men vi kommer til at lave det hver jul.

/Dann

Ingredienser

  •  Et (lille) rødkål
  • 260 gram sukker
  • 3½ dl eddike
  • ½ spsk salt
  • 200 gram ribsgele
  • Lidt atamon (til at skylle glas)

Fremgangsmåde

  1. Fjern de yderste blade fra rødkålen
  2. Skær rødkålen over på midten
  3. Fjern stokken fra rødkålen
  4. Hak rødkålen i den størrelse, der ønskes (jeg gør det i grove stykker).  500 gram hakket rødkål passer til resten af opskriften
  5. Kom den hakkede rødkål op i en stor gryde
  6. Hæld eddiken over rødkålen og lad det simre i en times tid ved lav (3/9) varme
  7. Hæld sukkeret, ribsgele og saltet i gryden. Tilsæt eventuelt yderligere krydderier om ønsket
  8. Lad det simre videre i ca. 2 timer, til det får den ønskede konsistens
  9. Skyl et par sylteglas i først kogende vand og derefter atamon
  10. Kom den varme rødkål på glas og luk dem straks. Den kan holde et par uger i køleskabet
  11. Velbekomme!

Risengrød

Risengrød med kanel og smørklat“Det er risengrød”. Sådan starter en julesang, som Signe nærmest kender uden ad. Ikke fordi hun har set noget af den julekalender (Nissebanden), men fordi hun er helt vild med risengrød. For os er det en ret, der bare “skal” spises mindst en gang i løbet af december. Det er på en eller anden måde indebegrebet af jul.

Foruden at være en traditionel juleret herhjemme, så er det uden tvivl også Signes favoritspise sammen med pandekager og pizza. Derfor er risengrød også en fast del af vores madplan i vinterhalvåret herhjemme – også når det ikke er jul.

På billedet er risengrøden serveret på den helt klassiske måde med kanelsukker (1 dl sukker, 2/3 spsk kanel) og en smørklat i midten.

/Dann

Ingredienser

  • 2 L sødmælk
  • 275 gram grødris
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Hæld mælken op i en stor gryde
  2. Varm mælken op til den bliver varm på mellem varme (5/9)
  3. Kom grødrisen i mælken
  4. Rør rundt i risene ca. hvert 3 minut. Kan være mindre, hvis temperaturen sænktes
  5. Efter ca. 1 time (2 timer ved lavere temperatur) har grøden fået en passende konsistens til, at den kan serveres
  6. Drys nu saltet ud over grøden og rør godt rundt.
  7. Risengrøden er nu klar
  8. Velbekomme!