Kategoriarkiv: Opskrifter

Kylling med chili, ingefær og citron

Kylling med chili, ingefær og citron

Ingefær, citron og chili er en rigtig god og frisk smagskombination. Det var derfor nærliggende at prøve en marinade med de (og en del andre) ingredienser. Det endte med en fantastisk frisk smagende kylling, som lynhurtigt blev en efterspurgt ret herhjemme.

Nedenfor er opskriften på, hvordan kyllingen laves. Efter en del eksperimenter har vi fundet frem til at det perfekte tilbehør er patatas bravas med en god stærk tomatsauce. Den kombination smager fantastisk. Alternativt er det også godt at servere kyllingstykkerne i salat eller med ris som tilbehør.

Retten er blevet en fast del af vores madplanlægning, da den smager godt og er nem at lave.

/dann

Ingredienser

  • 1 frisk rød chili
  • 2 cm frisk ingefær
  • 4 fed hvidløg
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk tørret timian
  • ½ tsk stødt paprika
  • 2 spsk limesaft
  • 60 ml rødvinseddike
  • 40 gram olievenolie
  • 2 kyllingfilleter

Fremgangsmåde

  1. Skyl og hak den friske røde chilli
  2. Skræl og hak ingefæren fint
  3. Skræl og hak hvidløget
  4. Kom alle andre ingredienser, end kyllingefileterne, op i en minihakker
  5. Kør det på minihakkeren indtil det bliver en helt ensartet masse
  6. Rens og skær kylingen ud i små stykker
  7. Kom kyllingstykkerne op i en skål eller en dyb tallerken
  8. Hæld hele marianaden op til kyllingstykkerne og bland det godt
  9. Sæt kyllingen til at marinere i minimum 6 timer
  10. Varm herefter en pande op til mellemhøj (7/9) varme
  11. Kom kyllingstykkerne på panden og steg dem til de er færdige (4-5 minutter)
  12. Kylingstykkerne er nu færdige
  13. Velbekomme!

Penang-karry suppe med nudler

Penang-karry suppe med nudlerIkke alt for længe efter jeg opdagede det gode ved at lave en suppe med vindaloo karry, tænkte jeg, der også måtte være muligheder med en nuddelsuppe og penang-karry…. og det var lige, hvad der var. Det blev en super god og stærk suppe med oksekød, som vi har lavet en masse gange siden.

Penang karry pastaen kan laves i forvejen og kommes i fryseren. På den måde tager det under en time at lave denne suppe. I hvert tilfælde hvis det er med købte (eller hjemmelavet og så tørret) nudler.

Alle hos os kan godt lide suppen, selvom Signe synes, at den er lidt stærk.

/Dann

Ingredienser

  • 150 gram penang karry pasta (halvdelen)
  • 1 l vand
  • 165 gram kokosmælk
  • 2 tsk sukker
  • 2 spsk fiskesauce
  • 1 terning okseboulion
  • 1 gulerod
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 stængel bladeselleri
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 300 gram oksekød
  • 1 spsk olie
  • 100 gram flade nudler (evt. hjemmelavet af 150 gram mel kørt ned til 7 i tykkelse på en pastamaskine)

Fremgangsmåde

  1. Lav penang karry pasta
  2. Skær oksekødet i stykker
  3. Vask og hak peberfrugten i stykker
  4. Vask og hak bladselleriet i stykker
  5. Skræl og hak gulerodden i stykker
  6. Skræl og hak hvidløg samt løg
  7. Varm en gryde op på høj (8/9) varme
  8. Tilsæt olien til gryden
  9. Svits, selleri, løg, gulerod og peberfrugt
  10. Efter et minut tilsættes hvidløget
  11. Svits kødet til det er brunet
  12. Tilsæt penang karry pastaen og svits den med
  13. Skru ned på mellem varme
  14. Tilsæt de øvrige ingredienser (på nær nudler)
  15. Kog suppen op
  16. Skum eventuelt suppen
  17. Skru ned på lav (2/9) varme
  18. lad suppen simre i 30 minutter
  19. Tilsæt nudlerne
  20. Lad suppen simre videre i 15 minutter
  21. Suppen er nu klar til servering
  22. Velbekomme!

Ingredienser – Penang karry-pasta

  • 2 stk citrongræs
  • 3 tørrede chili (Capsicum annuum)
  • 7 små skarlotteløg
  • 5 kinesiske hvidløg
  • Skallen af en halv økologisk citron
  • 3 cm galangalrod
  • 1 bundt frisk koriander
  • 2 spsk jordnødder (uristede og usaltede peanuts)
  • 1 tsk sorte peberkorn
  • 1 tsk korianderfrø
  • 1 tsk spidskommenfrø
  • 1½ dl vand

Fremgangsmåde – Penang karry-pasta

  1. Riv de tørrede chili’er over i to stykker og kom dem op i en skål med vand
  2. Vent nu minimum 40 minutter på at chili’erne bliver bløde
  3. Klargør en foodprocesser
  4. Rist jordnødderne og fjern skallen
  5. Rist peberkorn, korrianderfrø og spidskommenfrø på en pande ved middel varme i 4 minutter
  6. Kværn krydderierne i en krydderikværn
  7. Skræl (skær skrællen væk) galangal rodden og skær den ud i små stykker
  8. Skræl hvidløgene og skær dem i mindre stykker
  9. Vask og skær den friske koriander i mindre stykker
  10. Skræl skalotteløgene og skær dem i mindre stykker
  11. Fjern det yderste af citrongræsset, slå på bunden så smagen frigøres og skær dem over i små stykker (husk at det kun er “bunden”, der skal med)
  12. Riv skallen af den halve citron
  13. Hæld vandet fra chili’erne
  14. Kom det hele (inkl vandet fra ingredienslisten) i foodprocessoren
  15. Kør det i ca. 3 minutter til det er en “pasta” (tilsæt eventuelt mere vand hvis nødvendigt)
  16. Alt i alt giver dette for mig 190-300 gram karrypasta. Det kan fryses ned, hvis nødvendigt.

Pommes Anna

Pommes AnnaLene er helt pjattet med bearnaise. Derfor arbejder jeg løbende på at finde nyt velegnet tilbehør til bearnaise. Denne gang faldt valget på at lave en kombination af kartofler og smør: Pommes Anna. Pommes Anna er basalt set tynde skiver af kartoffel, der er lagt i lag med smør imellem og så bagt i ovnen.

Det smager helt fantastisk for sig selv, og når det så kombineres med bearnaise, er det en smagsoplevelse som både Signe og Lene sætter utrolig stor pris på.

Frembringelsen er ikke helt nem og tager noget tid. Det er derfor helt klart ikke en hverdagsret, men derimod noget, der kan være tid til på de dage, hvor der er lidt bedre tid: weekender.

Pommes Anna har fundet sin vej ind i vores madplanlægning som et fantastisk tilbehør til en god bøf eller til bearnaise.

/dann

Ingredienser

  • 1 kg kartofler
  • 125 gram smør
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Vask og skræl kartoflerne
  2. Skær kartoflerne på et mandolinjern i 0,75 mm tykkelse
  3. Smelt smøret i en lille kasserolle
  4. Tag et fad og kom et bagepapir inden i fadet (jeg bruger et fad på 24×14 cm)
  5. Pensl bagepapiret med lidt af smøret
  6. Læg nu et lag af kartoflerne nederst i formen
  7. Pensel laget med smør
  8. Gentag med at lave et lag med kartofler og pensle med smør. Drys engang imellem med salt peber. Jeg laver altid mindst 10 lag.
  9. Kom et stykke sølvpapir oven på kartoflerne
  10. Stil noget tungt (eksempelvis et andet fad) oven på sølvpapiret, så kartoflerne er under pres i ovnen
  11. Bag kartoflerne 40 minutter midt i en forvarmet ovn på 180 grader.
  12. Tag fadene ud og lad dem køle helt ned
  13. Tag fadene og kom dem i køleskabet til dagen efter. Kartoflerne skal fortsat være under pres i køleskabet
  14. Tag kartoflerne ud af fadet ved at løfte bagepapiret op
  15. Mens kartoflerne stadig er kolde skæres portionsanretninger ud
  16. Kom de udskårne stykker på en bageplade med bagepapir
  17. Bag kartoflerne i 30-40 minutter (indtil de får farve) i en forvarmet ovn. De sidste 10 minutter skal være på varmluft
  18. Pommes Anna er nu klar til servering
  19. Velbekomme!

Bogen med opskrifter er nu opdateret

For snart et år siden besluttede vi os for at samle alle vores opskrifter i en bog. Bogen skulle være i et oplag på én og gives til Danns far i fødselsdagsgave. Foruden dette ene trykte eksemplar, så blev det til en printet udgave, der fandt sin vej ind i et ringbind, der står sammen med de øvrige opskriftsbøger i køkkenet. Mappen er gået hen og blevet det der bliver brugt mest i det skab.

Siden vi lavede denne mappe er der kommet en del opskrifter til. Halvdelen af dem er allerede publiseret her på hjemmesiden mens den anden halvdel ligger og venter på offentliggørelse de næste par år (ja, du læste rigtigt: år). Men som et lille preview har vi i den opdaterede udgave af PDF filen inkluderet alle de opskrifter, der er færdige og ligger klar til offentliggørelse.

Bogen kan downloades lige her og er gratis for alle til alle formål: Opskriftsbog v2

/Dann