Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Sofaen og sengen er samlet

Som vi tidligere har skrevet om så skulle vi både have en ny seng og en ny sofa i forbindelse med flytningen. Sengen primært forbi den gamle ikke kunne komme op af trappen til soveværelset. Sofaen fordi den gamle var i stykker.

Den gamle sofa var med en chaiselong. Chaiselongdelen har overlevet og er blevet til et selvstændigt møbel. Den nye sofa (der er lang nok til at jeg kan ligge i den) minder meget om den anden ved at det er en kombination af en to personers sofa og en chaiselong.

Både sengen og sofaen manglede vejledninger i hvordan man samlede dem. Sofaen fandt jeg på nettet og fik selv samlet. Sengen måtte jeg forbi Idemøbler for at se præcist hvordan den var samlet.

Begge dele viste sig heldigvis at være nemme at samle – selvom det tog lidt tid og jeg måtte have hjælp til sengen. De er heldigvis samlet nu så vi har en god sofa at sidde i når vi er i stuen og en rigtig dejlig seng at sove i om natten.

Det er lidt over en uge siden at sofaen blev samlet mens sengen blev samlet i den første uge vi boede i huset.

Dyrt men dejligt.

/Dann

Lamelgardiner er hængt op

For ca. 14 dage siden fik vi hængt lamelgardiner op. De blev bestilt ved at Garant Gardiner kom ud og målte op. Vi valgte så præcist hvad det skulle være. Herefter gik der ca. 14 dage og de kom så ud og hængte dem op. Dejligt og nemt.

I overetagen har vi valgt mørklægning. Det virker overraskende godt så vi får taget rigtig meget lys væk udefra, hvilket er ret praktisk i et soveværelse om sommeren (soveværelset vender mod solopgangen).

Det er super godt at kunne lukke af så vi kan være os selv når vi har lyst til det. Det kostede en del penge, men er bestemt det værd.

/Dann

En aften som diktator, monark, præsident og partiformand

Jeg spiller nærmest aldrig computer. Det bliver højst til en eller to gange om året. Når det endelig bliver til noget så er det altid Civilization IV jeg finder frem. Et spil jeg havde i gamle dage til min Amiga 500, et spil som jeg havde til min første PC’er og et spil som jeg stadig har den dag i dag (i forskellige udgaver).

Af en eller anden grund finder jeg det spændende og udfordrende at spille om verdensherredømmet ud fra en lang række komplekse kriterier (diplomatisk, kulturelt, videnskabeligt, magtanvendelse, etc.). At skulle afbalancere en række forskellige interesser, at styre en by ned i detaljerne samtidig med at man holder fokus på ens overordnede strategi for at sikre ens overlevelse og vækst: hvad kan være mere sjovt end det?

Efter at have brugt alle ledige timer til enten arbejde, indflytning eller søvn tillod jeg mig i går aften at holde lidt fri fra det hele (nu hvor vi var færdige med at flytte ind). En rigtig hyggelig aften og formiddag (gik i seng klokken 01:00 og var ikke helt færdig…).

Så efter at have været væk i en fantasiverden i nogle timer er det nu tilbage til virkeligheden… mon ikke Civilization bliver fundet frem igen næste år.

/Dann

I dag er det 2 år siden min far døde

I dag er det to år siden, at min far døde. Tiden omkring hans død var skrækkelig. Det gik bare alt for stærkt til, at jeg kunne nå at følge med. Han fik konstateret kræft den 7. august og den 1. september kl. 01.30 døde han. Den sidste tid befandt han sig i en morfin-rus og var sjældent rigtigt til stede. Han lå for det meste bare og klynkede af smerte og snakkede i vildelse.

Jeg kunne ikke holde ud at se ham i så store smerter og vide, at der var intet jeg kunne gøre for ham. Det var egentlig det største problem i hele hans sygdomsforløb. Tanken om, at han havde store smerter og jeg intet kunne gøre for at hjælpe ham. At hjælpe ham var det eneste jeg ønskede… Selv i dag er tanken utrolig svær.

Efter hans død reagerede jeg ved at tage en måned på sofaen, hvor jeg ikke lavede andet end at se fjernsyn. Det var ikke gået rigtig op for mig, hvad der egentlig var sket. Jeg vidste godt, at han var død, men jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Jeg befandt mig i chok.

Derefter skulle jeg læse til eksamen. Jeg skulle op i forvaltningsret og jeg ville for alt i verden ikke udskyde studiet, så jeg skulle op. Jeg læste koncentreret i 1 1/2 måned og formåede at glemme det hele lidt og bestod da også mine eksaminer.

Julen kom og gik og selvom det var svært, så vi alle, at det var muligt at holde jul uden vores far/mand. Vi hyggede os og fandt på nye traditioner.

Efter jeg begyndte i skole igen, kom der en voldsom reaktion fra mig. Det var som om, at det der gik op for mig, hvad jeg havde mistet. Hele verden gik i stå for mig og jeg kunne slet ikke tale om min fars død. Det var ligesom gået i hårdknude og jeg indså, at jeg havde brug for hjælp. Jeg gjorde derfor det, at jeg ringede til en organisation for unge, der har syge forældre eller mistet en forælder. Unge og sorg hedder den. Det var utrolig svært at bede om hjælp, men det var det bedste jeg kunne have gjort. Jeg kom i en gruppe med andre unge, der havde mistet en forælder. Vi kunne dele glæder og sorger og snakke om alt det, der var svært for os i forbindelse med vores forældres død, men også om andet i livet. Jeg lærte der, at det var ok at være ked af det og at jeg godt kunne snakke om min fars død uden at bryde helt sammen. Jeg lærte også en masse andet om mig selv og det vil jeg for altid have med mig.

I dag har jeg det ok med min fars død. Jeg vil for altid savne ham i mit liv og jeg vil græde mange tårer over ham i fremtiden, men det er også helt ok. Han vil for altid være en stor del af mit liv. Jeg har et godt og indholdsrigt liv og er glad for min tilværelse. Og ja jeg sidder og græder nu, men det er gode tårer.

Jeg elsker dig far.

Knus din Lene