Min barsel nærmer sig sin afslutning. Ja faktisk er der kun få timer tilbage, inden jeg skal tilbage på arbejde. Ret symbolsk skal jeg til et par møder i København i morgen, så dagen starter tidligt med at jeg kører til København. En tur jeg ikke har taget siden et par dage før min barsel (med undtagelse af en tur med toget).

Når jeg ser tilbage på de sidste tre måneder, så har det været en helt fantastisk tid. En tid hvor der er sket meget lidt i mit liv, men utroligt meget i Signes. En tid som jeg under ingen omstændigheder vil have været foruden. Jeg er utrolig glad for, at jeg har holdt al den barsel, jeg har mulighed for.

Jeg føler, at jeg har været med til noget helt unikt. Jeg har oplevet en million ting for første gang sammen med Signe. Både første gang hun sad op, første tand, men også første gang hun interesserede sig for et bestemt stykke legetøj, første gang hun legede med en gryde, osv osv.. På den måde har alt været nyt for Signe og det har givet mig en ny fascination af det, der er gammelt for mig.

Alt er nyt – Gruk af Piet Hein, fra bog vi fik i bryllupsgave

For mig er der altid en nyslået klang
ved selv hvad jeg inderligst kender.
Det er som for første og eneste gang
de vanteste hændelser hænder.

Hvert nu har en uvant og ny karakter,
en aldrig-før-oplevet tone.
Og dét er lidt svært når man spiller klaver,
men sødt når man kysser sin kone.

Det har været tre måneder, hvor Signe har lært noget nyt om verdenen hver dag. Det har også været tre måneder, hvor jeg har lært noget nyt om Signe hver dag.

De tre måneder er gået rigtig stærkt. Lige fra den første dag har jeg tankemæssigt været væk fra mit arbejde. Der var jo nogen, der tog over, mens jeg var væk. Derfor har der ikke været nogen dårlig samvittighed over fraværet fra arbejde, ligesom der ikke er blevet checket emails, løst opgaver eller ligende. På trods af det, eller måske netop derfor, har dagene været fyldt helt op. Jeg har sovet, været sammen med Signe og “holdt hjem”. Det kan sagtens fylde en dag, en uge, en måned og et kvartal ud.

Det har været lidt hårdt at være hjemmegående husfar – specielt fordi Lene har arbejdet hårdt på sit speciale alle ugens 7 dage fra morgen til aften. Tiden er fløjet væk og jeg er næsten altid vågnet træt hver morgen og har tænkte “Sov lige 1 time mere lille skat”, men når først dagen var gået igang, så er den fløjet væk.

Det mest mærkelige ved at have været hjemme med Signe 7 dage om ugen bliver, at det hele fra i morgen bliver helt anderledes. Lene skal stadig arbejde på opgaven, men vi skal til at dele de huslige “pligter”, vi skal være fælles om Signe og vi skal have en hverdag til at fungere. Det bliver meget mærkeligt, at vi i løbet af de næste 3-6 måneder skal til at have et normalt hverdagsliv til at fungere.

Siden Lene og jeg lærte hinanden at kende har mindst en af os været indskrevet på et fuldtidsstudie. Lige om et øjeblik er det slut, og ikke nok med det, så har vi også fået en datter. Vi skal til at have helt nye rutiner herhjemme. Rutiner som jeg glæder mig til, at vi sammen finder. Det bliver et spændende efterår, hvor vi for alvor skal til at være en lille kernefamilie.

Hvordan er denne sidste dag så? Jo, jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde, og endnu mere så glæder jeg mig over at arbejde for en virksomhed, der tilbyder mig at holde barsel i et helt kvartal. På den anden side så er jeg vemodig over, at Signe er startet i dagpleje og at det ikke længere er mig, der skal være sammen med hende i alle hendes vågne timer. Jeg glædes over de fantastiske oplevelser, jeg har haft med min datter, og jeg glæder mig til at skulle bruge mig selv i en arbejdsmæssig sammenhæng. Det er altså med blandede følelser, at jeg i dag siger farvel til min barsel og goddag til mit og vores nye liv.

Det har været fantastisk at være fuldtidsfar.

/Dann

Ja dette indlæg burde være skrevet for længe siden, men tiden er bare forsvundet alt for hurtigt. 

Tirsdag den 9. juni sad jeg oppe på uni og lavede opgave. Dann skulle til tandlæge og tog Signe med, for han havde ikke lige andre muligheder. Da de er kommet hjem igen, begynder Dann at brokke sig lidt over, at han ikke har det så godt. Samtidig pyldrer Signe og han kan ikke overskue det. Det ender med, at jeg tager hjem. 

Hjemme finder jeg to syge personer. Den ene mere syg end den anden. Begge med feber. Dann ligger på sofaen og klynker og Signe vil bare være oppe ved en og græder hver gang, man ligger hende fra sig. Det var rigtig synd for de to, men mest for Signe, som jo ikke kan fortælle, hvordan hun har det og hvor det gør ondt m.m. Jeg føler mig ikke helt på toppen selv, så det var ret svært at være der for to syge personer. 

Omkring klokken 20 får vi lagt Signe i seng og går selv i seng kort tid efter. Det bliver dog ikke til søvn, for Signe vågner og er rigtig ked af det. Hun vil ikke ligge i sin seng og græder bare hele tiden. Vi prøver at tage hende med ind i seng, men det hjælper heller ikke. Hun er bare ked af det og vi er begge trætte og har bare lyst til, at hun falder i søvn, så vi også selv kan sove. Om natten tager jeg hendes temperatur og den viser 39,1. Vi bliver enige om at ringe til vagtlægen, som bare siger, at vi kan give hende en panodil og så se, hvad der sker. 

Signe får panodilen og virker til at få det lidt bedre. Hun får lov til at ligge i vores seng. Klokken 4 lykkedes det hende endelig at falde til ro og få sovet lidt. Desværre bliver hun vækket klokken 6, da vækkeuret ringer. Onsdag skulle jeg have været i mødregruppe med Signe og Dann skulle til Randers med bilen, så den kunne blive efterset. Det ender dog med, at jeg tager til Randers med bilen og Dann bliver hjemme og passer på en meget klynkende Signe. Hun får heldigvis sovet lidt i barnevognen og Dann får også sovet lidt. Jeg kunne næsten ikke hænge sammen, for jeg havde kun fået 3 timers søvn, så jeg er simpelthen så træt. Jeg sidder og venter på bilen i Randers og da den er færdig, skynder jeg mig hjem.

Desværre kan jeg ikke få lov til at sove, for der kommer en mand fra G4S og installerer vores nye alarm. Han går dog klokken 2 og så kan vi alle sove. Det passer heldigvis med, at Signe også skal have en lur i barnevognen.

Om aftenen skulle vi have været i Saksild til min mors fødselsdag, men det bliver aflyst og dagen efter kommer min mor og spiser sammen med os og hygger.

Fredag går jeg så selv ned med flaget og må ligge mig en hel dag, mens Dann og Signe tager hen til Danns forældre. Jeg er så stadig forkølet og det er Signe også lidt. 

I sidste uge havde Signe en nat, hvor hun var rigtig ked af det. Hun havde så meget snot i hovedet, at det gjorde ondt, når hun lå ned. Det var rigtig synd for hende og hun sov ikke så godt den nat. Hun fik sovet fra 1 til 4.30 og så kom hun ind i vores seng og sov en time fra 5 til 6. Til gengæld tog hun så 4 timer i barnevognen om formiddagen.

Det er altså ikke sjovt, når dele af familien eller hele familien er syg. Når Dann eller jeg er syge, kan vi ikke bare ligge os til at sove en hel dag, for der er altså en lille pige, som skal passe, plejes og underholdes. Det kan være ret så hårdt. Det er også uhyggeligt svært, når Signe fejler noget, for vi vil så gerne hjælpe hende, men kan gøre meget lidt. 

/Lene