I mandags var dagen hvor vi har været gift i et år (/2 halve år/4 kvartaler/12 måneder/52 uger/365 dage/8760 timer/525.600 minuttter). Det har været et fantastisk år. Et år med mange oplevelser og begivenheder. Men også et år hvor vi har haft hinnanden som det faste holdepunkt.
Året startede med den helt fantastiske lørdag den 07/07/07. Den første bryllupsdag kan på ingen måder matche den dag, da vi blev gift. Den dag var helt speciel.
Vi blev gift i Viby Kirke ligesom Danns forældre og bedsteforældre. Det er en rigtig hyggelig kirke og præsten var også god. Han snakkede meget om symbolikken i tallet 7 og det passede jo helt perfekt. Det var meget følelsesladet for os at sige ja til hinanden og gå ud af kirken hånd i hånd.
Festen blev holdt på Varna. Et helt fantastisk sted med kanon service og rigtig god mad. En oplevelse vi ikke ville være foruden. Det kan bestemt anbefales at holde fest på Varna.
Bryllupsrejse gik først til et luksushotel udenfor Athen. Det var ren afslapning i 4 dage. Det var et fantastisk hotel og kan bestemt også anbefales, hvis man søger luksus og masser af god mad. Der var også god adgang til strand og swimmingpools.
Bagefter to vi ind til selve Athen og fik set en masse af byen. Det er en historisk meget spændende by, hvor vi så, hvad mange kalder civilisationens vugge. En af de mest spændende oplevelser var at finde den høj, hvor demokratiet opstod.
Det har i det hele taget været et fantastisk år. Navnet har ændret sig, men ellers har vores forhold ikke ændret sig nævneværdigt. Jo længere tid, det går, jo bedre kan vi lide hinanden med alle vores små særheder. Det sker tit, at vi ved, hvad den anden tænker og ikke behøver at sige så meget, fordi vi begge ved, hvad vi mener.
Vi fejrede vores et års bryllupsdag med en lille tur til Gram, hvor vi overnattede fra søndag til mandag. Det var rigtig hyggeligt og med masser af tid til bare at være os.
Selve dagen gik med at køre hjem fra Gram og køre forbi Lenes mor for at hente bryllupskagen, som havde været frosset ned i hendes fryser. På vejen hjem blev det også til et besøg hos Danns forældre, hvor vi hentede en lille boks med hjerter, som folk skrev på, på vores bryllupsdag. Vi fik dem i en fin pakke med en flaske Asti og noget chokolade. Det var en rigtig fin pakke. Hjerterne læste vi efter vi kom hjem og blev glade og rørte over de søde hilsner fra vores gæster.
Det næste projekt var kagen. Vi var meget spændte på, om den kunne spises efter et år i fryseren.
Da vi pakkede den ud, kunne vi se, at den var sunket lidt sammen på midten, hvor marcipan topfigurerne sad. Vi startede med at pille topfigurerne af, for dem ville vi ikke spise. Bruden mistede desværre hovedet i processen, men vi kunne ikke gemme dem alligevel, for de havde ikke haft så godt af at være frosset ned. Overraskende nok smagte kagen udemærket. Den var stadig frisk og ok, men selvfølgelig ikke så god som for et år siden. Den var dog god nok til, at vi spiste to stykker.
Året der er gået, har været et begivenhedsrigt år (se mange af begivenhederne andensteds). Vi er om muligt blevet endnu gladere for hinanden og glæder os til mange flere år sammen.
Da vi blev gift sidste år, havde vi nok ikke lige regnet med, at vi skulle flytte ind i vores nye dejlige rækkehus inden for så kort tid. Det er sjovt som ting ændrer sig, samtidig med at de forbliver de samme. Vi ved naturligvis ikke hvad det kommende år bringer, men vi glæder os til at klare udfordringerne sammen.
Lene & Dann