Pommes Anna

Pommes AnnaLene er helt pjattet med bearnaise. Derfor arbejder jeg løbende på at finde nyt velegnet tilbehør til bearnaise. Denne gang faldt valget på at lave en kombination af kartofler og smør: Pommes Anna. Pommes Anna er basalt set tynde skiver af kartoffel, der er lagt i lag med smør imellem og så bagt i ovnen.

Det smager helt fantastisk for sig selv, og når det så kombineres med bearnaise, er det en smagsoplevelse som både Signe og Lene sætter utrolig stor pris på.

Frembringelsen er ikke helt nem og tager noget tid. Det er derfor helt klart ikke en hverdagsret, men derimod noget, der kan være tid til på de dage, hvor der er lidt bedre tid: weekender.

Pommes Anna har fundet sin vej ind i vores madplanlægning som et fantastisk tilbehør til en god bøf eller til bearnaise.

/dann

Ingredienser

  • 1 kg kartofler
  • 125 gram smør
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Vask og skræl kartoflerne
  2. Skær kartoflerne på et mandolinjern i 0,75 mm tykkelse
  3. Smelt smøret i en lille kasserolle
  4. Tag et fad og kom et bagepapir inden i fadet (jeg bruger et fad på 24×14 cm)
  5. Pensl bagepapiret med lidt af smøret
  6. Læg nu et lag af kartoflerne nederst i formen
  7. Pensel laget med smør
  8. Gentag med at lave et lag med kartofler og pensle med smør. Drys engang imellem med salt peber. Jeg laver altid mindst 10 lag.
  9. Kom et stykke sølvpapir oven på kartoflerne
  10. Stil noget tungt (eksempelvis et andet fad) oven på sølvpapiret, så kartoflerne er under pres i ovnen
  11. Bag kartoflerne 40 minutter midt i en forvarmet ovn på 180 grader.
  12. Tag fadene ud og lad dem køle helt ned
  13. Tag fadene og kom dem i køleskabet til dagen efter. Kartoflerne skal fortsat være under pres i køleskabet
  14. Tag kartoflerne ud af fadet ved at løfte bagepapiret op
  15. Mens kartoflerne stadig er kolde skæres portionsanretninger ud
  16. Kom de udskårne stykker på en bageplade med bagepapir
  17. Bag kartoflerne i 30-40 minutter (indtil de får farve) i en forvarmet ovn. De sidste 10 minutter skal være på varmluft
  18. Pommes Anna er nu klar til servering
  19. Velbekomme!