I lighed med mit surdejs hvedebrød, har jeg også udarbejdet en opskrift på et rigtig godt fuldkornsbrød med surdej. Brødet er blevet bagt næsten hver anden uge herhjemme det sidste stykke tid, da det smager super godt og faktisk også holder rigtig længe. Det er helt klart et af mine favoritbrød. Ikke nok med at det smager rigtig godt, så er det faktisk også et brød, der er relativt nemt at lave, når vi taler brød på surdej. Den kombination gør, at det er et sikkert hit herhjemme.
Brødet er en fast del af vores madplan.
/Dann
Ingredienser (1 brød)
- 100 gram vand
- 1 spsk surdej på hvedemel
- 50 gram fuldkorns speltmel
- 50 gram hvedemel
- 350 gram vand
- 325 gram fuldkornshvedemel
- 200 gram hvedemel
- 10 gram salt
Fremgangsmåde
- Kom 100 ml. vand op i en skål
- Opløs surdejen i vandet
- Bland 50 gram hvedemel og 50 gram fuldkorns speltmel op i skålen
- Indholdet i skålen skal nu hvile tildækket i 12 timer ved stuetemperatur. TIP: Tiden kan forlænges ved at komme det i køleskabet i løbet af forløbet. Den er klar, når den “bobler”.
- Kom 350 ml. lunken vand op i en stor skål
- Hæld fordejen (surdejen) op i skålen og opløs den helt i vandet
- Hæld nu 325 gram fuldkornshvedemel og 200 gram hvedemel op i skålen
- Bland det hele godt, så der ikke er noget “tørt” mel tilbage i skålen. Den skal ikke æltes.
- Sæt dejen til at hvile tildækket i 40 minutter
- Drys saltet ud på toppen af dejen
- Vend nu dejen ind over sig selv ved at trække i bunden af den ene side af kuglen ind over toppen i den anden side. Gentag dette 3-4 gange.
- Sæt dejen til at hæve tildækket i 30 minutter.
- Gentag skridt 11 og 12 således at den samlede tid fra første vending til slut er 3½-4 timer
- Kom dejen ud på et let melet bord
- Form dejen til en kugle ved at trække dejen ind over sig selv mange gange
- Lad dejen hvile tildækket i 40 minutter
- Hvis kuglen er “flydt meget ud” gentages skridt 14 og 15
- Form kuglen igen til en ny kugle
- Forbered en hævekurv (21 cm. / 1 kg) med et viskestykke, der er let melet
- Kom dejen op i hævekurven
- Lad brødet hæve tildækket i 3½-4 timer. TIP: Her kan det kommes i køleskabet i 8-12 timer i stedet.
- Kom en støbejerngryde med låg i ovnen
- Varm ovnen op til 250 grader og vent 15 minutter efter ovnen indikerer, at den er klar
- Tag gryden ud af ovnen og fjern låget
- Vend brødet ud i gryden
- Skær et mønster med en skarp kniv i toppen af brødet
- Kom hurtigt låget på gryden
- Kom gryden tilbage i ovnen
- Bag nu brødet inde i gryden med låg i 30 minutter ved 250 grader
- Efter 30 minutter fjernes låget og brødet bages videre i yderligere 20 minutter
- Tag gryden ud af ovnen og vend brødet ud på en bagerist
- Lad brødet køle af i minimum 15 minutter
- Brødet er nu klart til at blive spist.
- Velbekomme!