I denne uge er vi ved at forberede os på at tage på ferie. Derfor er det “tøm skabene” uge i vores madplanlægning. Det skal dog ikke stoppe os i at lave noget godt mad. Denne gang stod det på en ret med kartofler, som jeg efterhånden har forsøgt at ramme rigtigt med en del gange. De tidligere gange har der været lidt for meget eller lidt for lidt af de forskellige smage. Denne gang synes, at vi den var lige i skabet.
Retten er ikke specielt stærkt krydret, og jeg vil klart foretrække at tilsætte ½-1 tsk chiliflager. Men da familien ikke er så meget til stærk mad, så blev det ikke til noget i denne omgang (det har vi dog prøvet tidligere til min store glæde, men til de andres ubehag).
Retten kan bruges som tilbehør, i en tapas anretning, eller serveres selvstændigt, hvis det skal være en let ret. Den er nem at lave og smager godt.
Herhjemme kan vi alle tre rigtig godt lide retten. Det hjalp helt sikkert, at vi serverede den sammen med bearnaise-mayonaise, men selv uden det var der stor begejstring for retten herhjemme. Det er helt sikkert en del af vores madplanlægning herefter.
/Dann
Ingredienser
- 1 stort løg
- 1 dåse (400 ml) flåede tomater
- 2 fed hvidløg
- 1 grøn peberfrugt
- 4 tsk grov sennep (jeg brugte en hjemmelavet)
- 1 tsk sukker
- ½ tsk paprika
- ½ tsk fint salt
- ½ tsk sort kværnet peber
- 1½ spsk timian
- 1 kg store kartofler
- 1½ spsk olie
Fremgangsmåde
- Blend tomaterne
- Skræl og hak hvidløget
- Skræl og hak løget groft
- Vask og skær peberfrugten i tern
- Vask og skræl kartoflerne
- Skær kartoflerne i grove stykker af ca. 1 cm tykkelse og 2×2 cm i overfladen
- Varm en sautepande op til mellemhøj varme (7/9)
- Kom olien op på panden
- Når panden er varm kommes kartoflerne på
- Kartoflerne steges under jævnlig omrøring til de er lidt møre. Det tager ca. 10 minutter
- Kom løg, hvidløg og peberfrugt på panden og rør godt rundt
- Vent 1 minut og tilsæt nu sennep, paprika, timian og sukker
- Vent yderligere 2 minutter med jævnlig omrøring
- Tilsæt nu salt, peber og de blendede tomater
- Skru ned på lav (2/9) varme
- Lad retten simre i minimum 20 minutter, mens der jævnligt røres rundt
- Retten er klar til servering straks
- Velbekomme!