Hverdagen i det lille hjem er blevet super hyggelig for Signe og far. Rutinen har efterhånden indfundet sig. I de rutiner vi har udviklet, er det helt tydeligt for mig, at Signe er blevet en stor pige, der både kan og vil selv. Et meget synligt eksempel på det er, at vi om morgnen sammen vælger det tøj, Signe skal have på. Herefter ligger jeg det frem og hun skifter så selv sit tøj ved først at tage hele sit tøj af og derefter tage det nye sæt tøj på.
Det er fantastisk at opleve, hvordan Signe kan klare tingene selv. Det eneste, der driller med tøjet, er små knapper og ikke mindst lynlåse, hvor det stadig er lidt svært at sætte den sammen i bunden (men det at lyne har hun helt styr på).
At det er mig der finder tøjet frem er mere en traditionend end en nødvendighed. Hvis vi eksempelvis opdager, at vi mangler en bluse, nogle sokker eller noget helt tredje, ja så kan Signe sagtens finde ud af at finde dem selv i skabet. Det er derfor mere mit ønske om at farverne passer lidt sammen og at hun ikke altid har det samme tøj på, der gør, at jeg er involveret. Selvfølgelig taler vi om det, så hun får valg og selv beslutter, når vi skal have tøj på. Signe er nemlig begyndt at lytte til argumenter for, hvorfor hun burde tage dette eller hint på. Det er meget sjældent, at jeg skal insisterer “fordi jeg bestemmer”. Dejligt!
Når vi skal ud af døren er det efterhånden også blevet sådan, at Signe selv går ud i skabet for at finde sin jakke og sine sko. Dem finder hun typisk hurtigere, end jeg når at finde mine, og hun har dem også på og er ude af huset, inden jeg når at have tøj på.
Alt det med tøj har ændret sig meget det sidste år. Tidligere ville hun alt selv, men der var grænser for, hvad hun kunne. Nu vil hun alt selv, og hun kan det også. Det gør naturligvis min hverdag meget nemmere, men det betyder også, at det er meget tydeligt, at det er en selvstændig pige, vi har med at gøre.
Et andet eksempel på at Signe kan selv er, at hun sommetider selv går nedenunder og finder sin morgenmad i skabet. Så står hun og venter pænt på, at jeg kommer nedenfor, inden hun går igang med at spise. Hun vil jo gerne have lidt selskab. Det er fantastisk at opleve.
Vores hverdag om morgenen er super hyggelig og der er ingen tvivl om, at vi begge hygger os inden turen går til børnehaven og arbejde…. også selvom det naturligvis foregår med den samme rutine hver dag.
/Dann