Der er et meget tydeligt tegn på, at Signe bliver større. Og det er ikke at hun selv går på toilettet, at hun selv tager tøj på eller nogen af de mange andre ting, hun selv kan nu. Nej det handler om at hun leger med andre uden mor eller far skal være der. Det er selvfølgelig en udvikling, der har været undervejs længe, men den illustreres rigtig godt af dagen i dag – en helt almindelig lørdag.
Dagen startede med, at Signe vækkede mor og far. Herefter blev der leget og jeg lavede en chokoladekage. Kort tid herefter fik Signe besøg af en veninde fra børnehaven. Efter at Signe havde haft besøg i ca. tre timer blev veninden hentet og Signe gik en tur med Lene over på en legeplads, der er ved at blive lavet i området. Kort tid efter de var kommet hjem igen, så Signe en af de andre børn fra vejen ud af sit vindue. Hun blev spurgt, om hun ville med på legepladsen sammen med dem, og det ville hun da gerne. Som sagt så gjort, og straks var hun afsted sammen med nogle andre.
Da Signe kom hjem fra legepladsen aftalte hun med mig, at hun gerne måtte tage på besøg hos en af vores rigtig gode naboer. Det endte med at Signe både legede og spiste derovre. Det var først da hun blev hentet (hun kan sagtens selv gå hjem, men hun havde det for sjovt til at gøre det) lidt over klokken seks, at hun kom hjem igen.
Det er både fantastisk og lidt skræmmende at se, hvor selvstændig hun bliver. Hvor lidt hun har brug for sin mor og far. For et år siden skulle vi med, når hun skulle lege med andre. Vi skulle også helst være med i legen. Sådan er det ikke mere. Nu må vi gerne være der, men det gør ikke noget, hvis vi ikke er der. Jeg ved godt, at vi skal være glade for at hun vil have os der, men for mig er det et tegn på, at hun er ved at blive en stor og selvstændig pige, der efterhånden kan klare at være en del væk fra sin mor og far. En lidt blandet følelse da det er fedt at hun udvikler sig, men mærkeligt at se min lille pige blive stor.
Alligevel kan jeg ikke undgå at blive glad, når jeg tænker over, at det betyder at hun har nogle super gode venner og veninder, som hun gerne vil lege med. Og så kan jeg ikke undgå at være glad for, at vi bor et sted, hvor børn er velkomne alle steder – både med og uden forældre.
Og nå ja, i morgen får Signe også besøg af en anden pige og jeg er sikker på, at hun også skal lege med de andre børn på vejen. Det er fantastisk at se, hvordan hun bliver ældre og mere selvstændig.
/Dann
One thought on “At lege sammen uden mor og far”
Der er lukket for kommentarer.