Kartoffellasagne (moussaka inspireret)

Kartoffellasagne (moussaka inspireret)For et stykke tid siden fik jeg lyst til at kigge nærmere på, hvad vi kunne lave med kartofler. Det har ledt til en del forskellige eksperimenter herhjemme. Mere om det efterhånden som de enkelte retter bliver til en del af vores madplan herhjemme. Søgen på nettet efter ting med kartofler ledte hurtigt til moussaka. Derfor prøvede vi naturligvis straks at lave det. Jeg var ikke synderligt imponeret. Hverken over smagen helt generelt eller over auberginer helt specifikt. Derfor prøvede vi os lidt frem og tilbage med at lave en moussaka uden aubergine.  Det endte jeg med at kalde en kartoffellasagne.

Det har taget en del forsøg at ramme rigtigt i såvel konsistens som smag. Efter en del forsøg, så vil vi nu mene at vi har ramt den kombination, som vi bedst kan lide. Derfor er retten nu også blevet en fast del af vores madplan. Og ja, billedet er ikke super appetitvækkende, men retten er svær at anrette, når man tager den op fra det ovnfaste fad. Det ændrer dog ikke ved, at det smager super godt.

Signe og primært Lene er super glade for retten. De synes begge den smager rigtig godt, selvom de måske er lidt trætte af at have fået det så mange gange for at ramme rigtigt med opskriften.

/Dann

Ingredienser

  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 300 gram hakket oksekød
  • 140 gram tomatkoncentrat
  • 1½ dl hvidvin
  • ½ tsk kanel
  • 2 stjerneanis
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk peber
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk rosmarin
  • 1 tsk muskatnød
  • 1 tsk chilipulver
  • 1 tsk timian
  • 4 spsk olie
  • 500 ml. mornay sauce
  • 1 kg kartofler
  • ½ dl rasp

Fremgangsmåde

  1. Vask og skræl kartoflerne
  2. Skær dem i skiver med 1,5 mm tykkelse på en mandolin
  3. Kom skiverne op i en skål og dæk dem med vand (så de kan holde sig)
  4. Varm en gryde op på høj varme
  5. Tilsæt 2 spsk olie
  6. Svits kødet ad to omgange, så det får en god stegeskorpe (kom kødet op i en skål, når det har fået stegeskorpe)
  7. Tilsæt resten af olien til den nu tomme gryde
  8. Svits løg sammen med stjerneanis i ca. 4 minutter
  9. Tilsæt hvidløg, tomatkoncentrat, kanel, salt, peber, sukker, rosmarin, timian, chili og muskatnød
  10. Efter yderligere to minutter tilsættes hvidvinen
  11. Skru ned på svag (1½/9) varme og lad det simre i minimum 2 timer
  12. I et ovnfastfad ligges et lag med kartoffelskiverne, så de helt dækker bunden (på samme måde som lasagneplader i en lasagne)
  13. Kom saucen ud oven på kartoflerne, så det dækker helt ud til siderne i det ovnfaste fad
  14. Kom nu et nyt lad kartofler ud, så det dækker helt
  15. Hæld mornay saucen ud over kartoflerne
  16. Drys med rasp
  17. Kom kartoffellasagnen i en forvarmet ovn på 180 grader i 60 minutter
  18. Serveres straks den er færdig
  19. Velbekomme!

One thought on “Kartoffellasagne (moussaka inspireret)

Der er lukket for kommentarer.