Månedsarkiv: september 2011

Tiramisu

TiramisuI løbet af vores sommerferie fik jeg lovet Lene, at jeg ville prøve at lave  et par desserter til hende. En af de rigtig gode, vi fik på vores seneste tur til Rom, var Tiramisu. Derfor var det helt naturligt, at dette var en af de ting, der skulle prøves. Det er blevet til en hel del forsøg med, hvordan cremen skal laves, hvordan kaffen skal blandes med likøren og ikke mindst, hvordan kagerne skal vædes i væsken. Efter et utal af forsøg er vi langt om længe lykkedes med en variant, som vi mener smager rigtig godt.

Desserten er i øvrigt en såkaldt semi-freddo, hvilket i princippet bare betyder, at den serveres direkte fra køleskabet, da den skal være lidt kold.

Det er faktisk ret nemt at lave, når først opskriften er helt på plads, så det er  helt sikkert en dessert, der dukker op herhjemme fra tid til anden.

/Dann

Ingredienser

  • 100 gram lady fingers
  • 4 æggeblommer
  • 60 gram sukker
  • 250 gram mascopone ost
  • 1½ æggehvider
  • 2½ dl stærk kaffe
  • 3/4 dl Marsala (vin)
  • 1 knivspids vaniljesukker
  • Kakaopulver

Fremgangsmåde

  1. Lav kaffen og kom den over i en skål
  2. Bland Marsala i skålen med kaffen
  3. Kom æggeblommerne og sukkeret i en skål
  4. Pisk æggeblommerne og sukkeret lyse til en æggensnaps
  5. Kom mascopone osten og vaniljesukkeret i blandingen og pisk det sammen
  6. Kom æggehviderne i en anden skål
  7. Pisk æggehviderne stive
  8. Vend æggehviderne i cremen
  9. Dyp en ladyfinger i kaffeblandingen til den er halvt nede
  10. Kom en ladyfinger i bunden af en skål/fad
  11. Gentag skridt 8 og 10 indtil der er et helt lag ladyfingers i bunden af skålen
  12. Kom et lag af cremen udover laget af ladyfingers
  13. Drys kakao ud over cremen
  14. Kom endnu et lag ladyfingers ud over cremen
  15. Kom et sidste lag creme på kagerne
  16. Stil den i køleskabet i mindst 6 timer, men gerne et helt døgn
  17. Tag den ud af køleskabet og drys kakao over toppen
  18. Server straks
  19. Velbekomme!

Crème brûlée

Crème brûlée På vores ferie i Frankrig spurgte Lene efter et par desserter. Egentlig er jeg ikke meget for at “lege med” det søde køkken. Jeg er meget mere til det salte køkken… men når Lene nu direkte spørger om det, så skal hun selvfølgelig have det.

En af de ting hun spurgte efter var Crème brûlée (de andre kommer en anden god gang). Efter lidt søgen på nettet og noget bladring i Sølvskeen, så var det tid til at prøve det. Faktisk endte det med, at jeg prøvede at lave en med lakrids og en helt normal. Det var den normale, der var et hit hos pigerne herhjemme, og også den der er blevet lavet lige siden. Her følger opskriften på Signes yndlingsdessert (nå ja, jeg synes også det smager godt).

/Dann

Ingredienser

  • 5 dl fløde
  • 2 dl mælk
  • 1 stang vanilje
  • 130 gram sukker
  • 9-10 æggeblommer
  • Rørsukker

Fremgangsmåde

  1. Skær vaniljestangen over i to dele på langs
  2. Fjern kornene fra vaniljestangen og gem dem (selve stangen skal også gemmes)
  3. Kom fløde, mælk, vaniljekorn og vaniljestangen i en gryde og bring den til at koge
  4. Lige så snart den koger slukkes for varmen
  5. Pisk æg og sukker i en skål mens fløden køler af
  6. Når blandingen i gryden er kølet af til ca. 50 grader, så blandes de to ting sammen
  7. Pisk det hele rigtig godt sammen
  8. Kom blandingen i ca. 8 forme (1½ dl i hver)
  9. Bag dem midt i ovnen i vandbad (der er forvarmet) ved 160 grader i ca. 45 minutter, indtil de bliver som gelé og der kommer en lille brun plet på toppen af den første. Vandet skal være op til samme niveau på formene, som der er indhold i formene. Bemærk at indholdet typisk bliver minder når det bages (altså rumfylden bliver mindre)
  10. Tag dem ud af ovnen og køl dem ned til stuetemperatur
  11. Stil dem på køl  i mindst 6 timer (men gerne natten over)
  12. Tag dem ud af køleskabet
  13. Strø ca. 2 tsk. rørsukker ud over toppen af hver form. Det overflødige kan rystes af
  14. Brænd dem af med en gasbrænder, indtil sukkeret begynder at karamellisere. Det kan med fordel gøres ad to omgange, så der kommer et enkelt eller to brændte områder
  15. Serveres straks, så man får den kolde creme i bunden.
  16. Velbekomme!

Kylling og korn serveret med karrymayonaise

Kylling & KornEngang imellem skal der eksperimenteres lidt med aftensmaden. Et af resultaterne heraf er en ret jeg kalder kylling og korn. Korn er et udtryk for kæmpe durum (også kaldet Kamut) kerner udblødt i tomat og hvidvinseddike der efterfølgende koges. Kylling er i dette tilfælde kyllingebryster u. ben, der er marineret i citron, vaniljesukker og rosmarin. Herefter er kyllingestykkerne blevet dampet i hvidvin (kan erstattes af vand) tilsat hvidløg og rosmarin. Tilsat dette blev der lavet en karrymayonaise.

Mayonnaisen er der generelt blevet eksperimenteret lidt med herhjemme det sidste stykke tid, da Lene er glad for dels en variant med bearnaise og også en med karry. Indtil for nylig havde vi kun fundet dem på glas i Frankrig, men nu kan vi heldigvis lave dem selv. Det var slet ikke så svært at ramme en smagskombination, der blev “godkendt” af Lene.

Jeg indrømmer straks, at det virker mærkeligt at komme vaniljesukker på en kylling, men det smager overraskende godt, når det kombineres med citron og rosmarin. Det er helt sikkert en fast del af vores madplan, nu hvor retten er “færdig”.

/Dann

Ingredienser – Kylling

  • 2 kyllingebryster u. ben
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1½ spsk citronkoncentrart
  • 1 tsk tørret rosmarin (eller ca. 2 stængler frisk rosmarin)
  • 1 knivspids salt
  • 1 knivspids peber
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk rosmarin
  • 450 ml hvidvin

Fremgangsmåde – Kylling

  1. Bland citronkoncentrart, rosmarin, salt, peber og vaniljesukker sammen i en lille skål
  2. Skær hvert kyllingebryst over i 3 stykker
  3. Kom marianaden på kyllingestykkerne
  4. Sæt kyllingestykkerne til at hvile i køleskabet i en times tid
  5. Kom et dampindsats i en gryde
  6. Hæld hvidvinen i gryden
  7. Hak hvidløget groft
  8. Kom hvidløget og rosmarinen i gryden og bland det hele godt sammen
  9. Kom låg på gryden og varm indholdet op på (7/9)
  10. Når der er godt med damp i gryden tilsættes kylllingestykkerne i dampindnsatsen
  11. Damp kyllingestykkerne under låg i ca. 12½ minutter
  12. De kan serveres straks
  13. Velbekomme

 Ingredienser – Korn

  • 100 gram kæmpe durum / Kamut
  • 1 dåse (ca. 400 gram) flåede tomater
  • ½ spsk hvidvinseddike
  • 1½ dl vand
  • 1 laurebærblad
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk peber
  • ½ spsk timian

Fremgangsmåde – Korn

  1. Kom kæmpe durum kernerne i en beholder (der mindst har tredobbelt størrelse i højden)
  2. Blænd tomaterne
  3. Bland tomaterne med hvidvinseddiken
  4. Hæld væsken ud over kernene og stil dem i køleskabet til dagen efter. De skal helst stå i 24 timer, men 16 timer kan gøre det
  5. Fortsæt lidt over en time inden servering
  6. Kom det hele over i en kasserolle
  7. Bland de øvrige ingredienser i kasserollen
  8. Sæt det til at koge under låg i en time
  9. Herefter kan det serveres straks
  10. Velbekomme!

Ingredienser – karrymayonnaise

  • 2 pasteuriseret æggeblommer
  • ½ tsk Dijonsennep
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 2 spsk vand
  • 1½ tsk citronsaft
  • 3 knivspids karry
  • 1 knivspids koriander
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk peber
  • ½ L (raps)olie

Fremgangsmåde – karrymayonnaise

  1. Bland alle ingredienser på nær olien i bunden af en skål
  2. Pisk det hele godt til det begynder at “tage luft”
  3. Tilsæt lidt olie og efterhånden som olien bliver absorberet af ægget og det bliver mere stift, kan resten af olien tilsættes i stadig stigende mængde under kraftig piskning
  4. Nu er mayonnaisen klar til servering

Kartoffelgratin

KartoffelgratinKartoffler er en grøntsag, vi bruger alt for lidt herhjemme, da Lene ikke er så glad for kogte kartofler. Der skal altid “ske noget” med dem, før de falder i god jord. Derfor er jeg altid frisk på at prøve kartoffel på en ny måde. Senest er det blevet til kartoffelgratin, som vi alle tre synes smager rigtig godt.

Egentelig er det jo et tilbehør til en kødret, men herhjemme har vi fundet på at blande lidt baconstykker i og så spise kartoflerne som en hovedret. Nogengange er det tilbehør og nogen gange er det en hovedret. I begge tilfælde synes vi det smager rigtig godt. Opskriften kommer helt sikkert til at fremgå af vores madplan med jævne mellemrum.

/Dann

Ingredienser

  • 1½ kg kartofler
  • 1½ tsk salt
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • ½l mornay sauce (kan erstattes med 2½ dl madlavningsfløde og ca. 200 gram revet ost. Vi bruger mornay sauce fordi det er nemt 🙂 )
  • 1½ tsk friskværnet peber
  • ½ tsk revet muskatnød
  • 50 gram revet ost
  • 200 gram bacon skåret i små stykker eller tern (udelades, hvis det er som tilbehør til en hovedret)

Fremgangsmåde

  1. Skræl kartoflerne
  2. Skær dem i tynde skifter (under ½ cm men gerne tyndere). Tør kartoflerne
  3. Hak løget fint
  4. Hak hvidløget
  5. Bland kartofler, hvidløg og løg i et ildfast fad
  6. Bland salt, peber, muskatnød og bacon i
  7. Hæld moarnay saucen ud over (alternativt blandes osten i med resten og der hældes fløde ud over)
  8. Drys osten ud over toppen
  9. Bag en time og 15 minutter ved 200 grader i ovnen. De sidste 10 minutter kan med fordel være på varmluft, hvis overfladen skal være sprød og mørk som på billedet. Det er et spørgsmål om præference, og jeg kan godt lide det.
  10. Velbekomme