Her til aften lå jeg på gulvet og legede med Signe. På et tidspunkt ramte mit hoved ind i en legetøjsbus. Signe sagde “bunk”, på samme måde som vi tit siger det, når hun slår sig.

Straks herefter insisterede hun på, at jeg skulle sidde op – ja hun hev mig faktisk op fra gulvet, så jeg sad op. Herefter sagde hun “puste” og gik hen og pustede mig i nakken, der hvor bussen havde ramt mit hoved. Da hun var færdig med at puste sagde hun “bedre nu?”, og tog ikke et ja for et svar, da hun lige pustede igen og endnu engang spurgte om det var “bedre nu?”.

De to voksne der var på gulvet med Signe fik lidt vand i øjnene over hendes kærlige omsorg for hendes far. Hun mener åbenbart godt, at hun kan passe på hendes far på samme måde, som han passer på hende.

Der er tusinder af øjeblikke med Signe, jeg aldrig vil glemme… og dette er helt sikkert et af dem.

/Dann