I aften skulle vi for anden gang have hjemmelavet pasta. Sidste gang lavede vi det med rent hvidt mel, så denne gang skulle det være groft mel og derved også groft pasta.
Det kom til at smage ret godt (ifølge Lene), så nedenfor følger opskriften hvis andre har lyst til det. Det tager ca. 1½ time at lave. For mig er det super hyggeligt at bruge tid på at lave mad på denne måde, så jeg nyder at bruge tiden på det.
/Dann
Ingredienser
- 400 gram mel (200 gram groft, 200 gram hvidt) – gerne durum. Brug evt. rent hvidt mel hvis pastaen skal være hvid.
- Et par spsk olivenolie
- En spsk salt
- 3 æg
Fremgangsmåde
- Hæld melet ud i en skål eller form en kegle på bordet
- Tilføj salt til melet, og vend det hele sammen
- Lav et hulrum i melet og slå æggene ud deri
- Tilføj olien til hulrummet med æggene
- Pisk æggene så det bliver ensfarvet (brug en gaffel)
- Ælt det hele sammen ved stille og roligt at tage fat i mere af melet. Hvis det kniber med at få det til at hænge sammen så tilsæt en eller to spsk mælk
- Når det er en samlet masse skal det æltes godt og grundigt i ca. 10 minutter
- Kom dejen i køleskabet i en halv times tid. Husk at lukke helt tæt om dejen da den ellers mister sin fugtighed
- [ Mens dejen er i køleskabet laves en tomatsovs – beskrives ikke her ]
- Del dejen op i tre klumper og rul den så tynd som du ønsker pastaen skal være. Husk at den vokser med 50-80% når den bliver kogt
- Rul dejen sammen til nogle “rør”
- Skær rørene op på den korte led
- Rul dem ud og kom dem i en bunke
- Når de alle er rullet ud kommes de i kogende vand (der er tilsat lidt salt) og koges i ca 5 minutter
- Der er andre fremgangsmåder når dejen er klar. Det kunne være en pastamaskine, men det kunne også være forme til småkager eller meget meget andet.
- Server mens pastaen er frisk
P.S. Tidligere lavede vi dejen udelukkende med hvidt mel. I det tilfælde så retten ud som nedenfor.
Efter at have prøvet denne opskrift en del gange er jeg kommet frem til at fire æg er bedre end tre. Reglen må være 1 æg til 100 gram mel – forudsat at der ikke er andre “våde” ingredienser i dejen selvfølgelig.
vh
Dann
Skal det være grøn pasta med spinatsmag, så er fremgangsmåden næsten den samme.
Pr. 100 gram mel skal påregnes ca. 40 gram spinatblade.
1) Kog spinatbladene i et par minutter og lad dem dryppe af.
2) Skær spinatbladene i meget små stykker
3) Bland mel, æg, spinat
4) Ælt det i minimum 5 minutter
5) Lad det hvile i mindst 30 minutter
6) Dejen er nu klar
Den kan også tørres med stor succes.
Nedenfor er et billede af lasagneplader lavet med henholdsvis spinat, rødbede og æggeblommer: