I dag for et år siden så vores hjemmeside for første gang dagens lys i dens nuværende form. Hjemmesiden erstattede den bryllupshjemmeside, vi oprettede med programmet samt ønsker til vores bryllup. Efter vores bryllup havde vi lyst til at dele lidt om vores bryllupsrejse samt nogle af vores bryllupsbilleder med vores gæster. Efter lidt søgen på nettet fandt vi noget software, der kunne bruges til formålet (WordPress) og vi tilmeldte os Flickr, så vi kunne dele vores billeder ad den vej.
Efter at have købt et webhotel hos One.com var vi klar til at få sat hjemmesiden op. Det sidste af Danns sommerferie gik med at få sat hjemmesiden op, og inden længe var vi klar. Den 1. august 2007 blev det første indlæg om, at vi havde hentet vores bryllupsbilleder fra fotografen lagt på bloggen og vi begyndte at uploade billederne til Flickr. Integrationen til Flickr kom først for alvor til at virke den 5. august, da det blev en integreret del af hjemmesiden under sektionen “Billeder“.
Kort tid efter at have startet hjemmesiden fandt vi ud af, at det var et smart værktøj til at holde familie og venner opdateret med de store linjer i vores liv. I en travl hverdag har vi aldrig tid nok til at se vores venner eller være sammen med vores familie. Derfor blev hjemmesiden på en måde vores livlinje til verdenen. Det blev vores måde at holde vores venner og familie opdateret på, hvad vi går og laver – også når vi ikke ser dem.
Indtil nu er det i alt blevet til 96 indlæg (inkl. dette) her på hjemmesiden i løbet af det sidste år.
Vi har været glade for hjemmesiden i det sidste år og glæder os til at gøre brug af den i det kommende år, så venner og famile fortsat kan følge med i hvad vi laver.
Tillykke med fødselsdagen til bleeker-pedersen.dk
/Lene & Dann
P.S. Den meget opmærksomme vil opdage, at vi har indlæg fra juli 2007. Det er “snyd” da vi først lagde dem ind i august. Det gjorde vi for at fortælle lidt om vores bryllupsrejse.