2007 nærmer sig sin afslutning. Jorden har endnu engang taget sin omgang omkring solen. Traditionen tro er det tid til et tilbageblik på året der er gået.
Året der gik
Det har været et år med både travlhed og glæde.
Dann har fået nyt job hos TDC som afdelingsleder. Et job som han stadig er utrolig glad for. Hovedopgaven på cand.merc studiet er også blevet afleveret. Dann har også leget lidt med en gammel hobby, “hjemmekodning”, for at få styr på vores hjemmeside.
Lene har afsluttet sin bachelor på jurastudie og er nu godt i gang med sin kandidatgrad som vi håber hun bliver færdig med i det nye år.
Vi er blevet gift. En fantastisk oplevelse. Vi har begge haft en fantastisk polterabend. Efternavnet er skiftet ud for Lene og Dann har fået et nyt mellemnavn – vi hedder nu det samme. Vi har sammen været på ferie i Grækenland og Berlin. Vores fælles hjemmeside har set dagens lys i forbindelse med vores bryllup, og den har løbende udviklet sig til det den er i dag. Det blev også året hvor vi fik lagt en del af vores billeder på nettet samt ikke mindst taget utroligt mange billeder med vores nye kamera der blev købt til bryllupsrejsen.
Året har budt på mange gode stunder sammen med familie, venner og bekendte. Det er vi utrolig glade for. Efter vores bryllup er det desværre gået lidt stærkt med Danns hovedopgave og Lenes skole. Derfor har vi ikke haft tid til at se alle dem vi gerne vil. Noget vi håber at kunne rode bod på i det nye år.
En lille nytårsferie
De sidste par år har vi altid holdt nytårsaften sammen med nogle gode venner. I år er ingen undtagelse. Normalt køber vi ind sammen enten nytårdag eller dagen før. Derefter holder vi nytårsaften hos en af os med lidt fælles madlavning (indrømmet det er primært værterne). I år skal det være lidt anderledes. Vi har sammen booket et sommerhus i Skallerup Klit. Der er vi på vej op i skrivende stund. Vi skal være der fra i dag (29. december) til den 2. januar. Turen står på god mad, lidt at drikke, masser af vandland, hygge, afslapning og hvad der ellers bliver tid til.
Vi ser frem til turen og det lille “afbræk” i hverdagen. Lene tager dog et par bøger med da hun skal læse til eksamen. Dann møder på arbejde allerede den 2. januar klokken 12:00 hvor han har eftermiddagen fyldt med telefonmøder. Så hverdagen starter for Dann i bilen på vej hjem og for Lene holder den aldrig rigtig op.
Det nye år
Vi ved af gode grunde ikke hvad det nye år bringer. Men vi ved at vi skal møde de glæder og sorger der følger med sammen – og sammen med vores venner, bekendte og familie. Med det in mente, så kan det ikke andet end blive et godt år.
Vi ønsker alle et godt og lykkebringende nytår!
Kh
Lene & Dann Bleeker Pedersen
One thought on “Godt nytår!”
Der er lukket for kommentarer.