Dagens streg

22. juli 2010 | Skrevet af Dann

IMAG0512Signe er blevet rigtig glad for at tegne, og hun er bestemt også stolt over resultatet. Normalt sidder enten Lene eller jeg sammen med Signe, når hun tegner. Denne morgen var dog lidt anderledes. Signe har nemlig haft øjenbetændelse i lidt over en uge. Da det ikke forsvandt helt så hurtigt som det burde, så skulle Signe og jeg til læge i dag klokken 9. Derfor havde vi en lidt længere og mere hyggelig morgen end normalt. På et tidspunkt i løbet af morgnen siger Signe, at hun gerne vil tegne. Det passer med at jeg er ved at gøre mig færdig efter badet og moderen er taget ud af døren.

Jeg finder derfor tre kuglepenne frem og noget papir. Hun sætter sig pænt på hendes stol foran hendes lille bord på hendes værelse og går igang med at tegne. Det tager en del tid og hun finder faktisk også selv ud af at tage et nyt stykke papir, da hun bliver færdig med det første. Da jeg var klar kom jeg ind til hende og roste den flotte tegning, hun havde lavet. Jeg havde slet ikke opdaget, at hun havde tegnet sig selv i hovedet. Det opdagede jeg først, da vi lidt senere satte os ned i køkkenet for at spise morgenmad (havregryn med mælk).

Jeg må have set lidt mærkelig ud i hovedet, da jeg opdagede det. Signe kiggede i hvert tilfælde meget mærkeligt på mig, da jeg nysgerrigt undersøgte hende. Efter at have foretaget en behørig dokumentation af hændelsen (se billederne her i indlægget), så forsøgte jeg at vaske stregen af. Det gik sådan nogenlunde. Man kan stadig se en rød streg i hovedet, men den er meget mere udtværet og utydelig end den, der kan ses på billederne her på siden.
Signe har lige tegnet
Alt i alt var det endnu en rigtig hyggelig morgen herhjemme, og denne gang var det en længere morgen end normalt. Da vi kom til lægen fik Signe lige sagt hej til den søde sekretær og opdagede derefter, at der var legetøj over i hjørnet. Hun nærmest fløj over til legetøjet og begyndte at lege med det hele. Der var både Little People, Lego, bøger og en masse trælegetøj. Da vi var kommet ca. 20 minutter for tidligt til lægen (man skal jo nødigt komme for sent), så havde vi rigtig god tid til at prøve det hele… og det var vist noget der passede Signe. En masse legesager hun ikke kendte. Det hele blev prøvet, kørt med, læst i eller bygget med. Da det endelig blev tid til at vi skulle ind til lægen, havde hun nærmest prøvet det hele, så der var ingen brok over at efterlade alt det seje legetøj.

Lægen sagde heldigvis, at vi ikke behøvede at behandle Signe med en salve til hendes øjne længere. De var fine som de var. Resten skulle nok forsvinde af sig selv. En rigtig dejlig melding at få, da Signe ikke er helt vild med at få stukket noget salve i sine øjne to gange om dagen.

Efter besøget hos lægen skulle Signe i gæstehuset (lidt ala en vuggestue, hvor dagplejebørn kan komme hen, når deres dagplejemor ikke kan passe dem). Signe er rigtig glad for at være i gæstehuset, hvilket også var tydeligt med det smil hun havde, da vi ankom. Normalt afleverer jeg hende indenfor, men denne gang var jo senere end normalt, så alle børnene sad pænt ude i haven på et langt bord og spiste formiddagsmad. Signe fik et brød med rosiner og satte sig ellers ned hos de andre børn og hyggede sig. Der var slet ikke tid til at give far det normale farvelkys eller til at vinke… hun er så utroligt glad for at være der, og det glæder naturligvis kun mig rigtig meget.

Resultatet af dagens indsats med kuglepennene kan i øvrigt ses nedenfor, og altså også i Signes hoved på billederne af hende.

/Dann

En tegning fra Signe den 22. juli 2010

Der er lukket for kommentarer.