Flutes med citronpeber og salt

28. juni 2010 | Skrevet af Dann

Flutes med citronpeber og saltJeg har tit købt flutes (de påstår de hedder baguettes) hos bageren. Noget af det bedste jeg ved er at spise små stykker af flutes, der har fået lidt citronpeber drysset på sig. Indtil nu har jeg altid købt de flutes, når jeg har set dem… det er nemlig ikke så tit de har dem hos bageren eller i supermarkedet. Heldigvis er det jo noget man kan gøre noget ved. Jeg besluttede derfor for at prøve mig lidt frem og endte med nedenstående opskrift der smager rigtig godt.

Lene er ikke så meget til flutes med krydderier, så vi laver altid et eller to flutes uden krydderier., Ligeledes kan det anbefales at prøve andre krydderier, eksempelvis oregano, timian, hvidløg, salt og peber.

Det tager relativt lang tid (6,5 timer) at lave disse flutes da de skal koldhæves. Arbejdstiden er heldigvis relativ kort, og resultatet er fantastisk!

Vi kommer helt sikkert til at lave flutes mange gange herhjemme.

Ingredienser

  • 800 gram hvedemel
  • 20 gram gær
  • 1½ tsk salt
  • 5 dl vand
  • 2 spsk citronpeber
  • 1 spsk salt i flager

Fremgangsmåde

  1. Kom melet i en skål
  2. Gæren smuldres i melet
  3. Bland saltet i melet
  4. Hæld vandet i skålen med melet
  5. Brug en håndmixer på laveste trin indtil dejen er samlet helt (det bliver en sej dej, så pas på at håndmikseren ikke brænder sammen)
  6. Kom et låg eller lignede på skålen og sæt den i køleskabet til hævning.
  7. Lad dejen hæve 5 timer i køleskabet (det kan være længere, hvis dejen eksempelvis står natten over)
  8. Del dejen i tre dele
  9. Form hver del til en aflang flutes – ca. samme bredde som den bageplade, der bruges. Sno eventuelt brødet et par gange for syns skyld.
  10. Placer de enkelte flutes på en bageplade
  11. Snit 4-6 gange på tværs af hver flutes
  12. Drys krydderierne (citronpeber og salt) ud over de færdige flutes
  13. Dejen skal nu hæve i 30 minutter
  14. Bagepladen kommes i en forvarmet ovn på 275 grader
  15. Efter 10 minutter skrues ned på 200 grader. Fluteene skal have yderligere 20 minutter i ovnen på denne temperatur. Brødene hæver en en del i ovnen.
  16. Velbekomme

3 kommentarer til “Flutes med citronpeber og salt”

  1. Dann siger:

    Gæren kan erstattes af 5-6 gram tørgær med de samme gode resultater.

    Hvorfor har jeg så lige fundet ud af det? Jo, jeg er gået i gang med at forsøge mig lidt frem med tørgær – det kan holde sig en del længere, så man har det altid ved hånden.

    /dann

  2. Lene & Dann Bleeker Pedersen » Blogarkiv » Hvidløgsflutes (2 stk.) siger:

    […] siden jeg første gang lavede hjemmelavede flutes, har jeg haft lyst til at prøve at lave mine egne hvidløgsflutes. Jeg har tænkt lidt over, […]

  3. Lene & Dann Bleeker Pedersen » Blogarkiv » Set og sket i 2010 siger:

    […] Flutes med citronpeber og salt […]