Miniferie til Amsterdam

I dag (torsdag den 17. april) tager Lene og jeg på en miniferie til Amsterdam. Vi skal på ferie sammen med et par venner og deres søde datter (på ca. 1½ år).

Turen går ned til et par rigtig søde mennesker i Amsterdam som vi kender. De bor i en ejendom hvor der helt tilfældigvis er en ledig lejlighed (beboerne er ude og rejse). Den lejlighed kan vi låne, mens vi er derned. Vi er altså så heldige, at vi kan bo privat, har nogle super gode guider samt mulighed for at lave rigtig mad hvis vi har lyst.

Dem vi skal besøge i Amsterdam har været så venlige at holde lidt ferie for at “passe på os”. Det betyder at vi er “mandsopdækket” under hele turen. Det er ret fantastisk at de både åbner deres hjem for os samt ikke mindst at de på den måde bruger deres tid på os.

Turen starter i dag (torsdag den 17. april og slutter tirsdag den 22. april). Vi skal køre derned på den første og sidste dag kommer primært til at gå med transport.

Hvis det bliver muligt vil vi i løbet af turen (eller når vi kommer hjem igen) lave en lille rejsedagbog, som vi kommer på vores hjemmeside. Vi vil også tage lidt billeder dernede, men de vil først komme på hjemmesiden lidt tid efter vi kommer hjem (vi laver et indlæg når de er her).

Vi glæder os rigtig meget til turen.

Fødselsdag

I går havde jeg fødselsdag. Dagen startede med at jeg fik min gave fra Lene. Herefter var Lene så sød at lave morgenmad til mig. Efter morgenmaden skulle der “gang i den” da vi klokken 15 fik besøg af min side af familien.

Dagen indtil klokken 15 gik med at lave en masse mad og at få gjort lejligheden klar til gæster.

Jeg fik nogle rigtig gode gaver og mest af alt, så havde jeg en god dag sammen med familien.

Denne gang blev jeg 28 år. Jeg kan mærke at jeg efterhånden ikke ser frem til “endnu et år”. Jeg begynder at nærme mig et punkt hvor det ikke er positivt at der tælles op. Jeg er jo ved at være gammel 🙂

/Dann

En påske med sygdom og bøger

Jeg var en af de få på min arbejdsplads der var på arbejde de tre arbejdsdage i sidste uge. Næsten alle havde valgt at holde fri. Da vi dels skulle flytte kontor og dels havde en deadline på et projekt så valgte vi i min gruppe ikke at holde fri. Det betød at der kom meget fra hånden i løbet af de tre dage. Dejligt at komme tilbage efter påske til en relativ pæn indbakke.

Siden torsdag i forrige uge har jeg været lidt småsyg. Det synlige resultat af dette var at jeg fra onsdag klokken ca. 21 til fredag formiddag var vågen i sammenlagt 6 timer. I løbet af påsken fik jeg det gradvist bedre, men var endnu ikke helt på toppen da det blev tirsdag og arbejdet kaldte igen.

Bøger der er læst i påskenForuden at være syg, så er påsken gået med at læse lidt bøger. Det har været en blandet omgang. Alle bøgerne på nær én kan anbefales i forskellige sammenhænge. De læste bøger kan ses til højre. Bogreolen har stadig et utal af bøger der ikke er læst og jeg ved at der snart kommer en ny med posten fra Børsens Forlag. Den skulle gerne vente på mig når jeg kommer hjem på fredag efter at have været af sted på tre dages kursus i København.

Hvis alt går vel, så når jeg at tømme bogreolen inden udgangen af i år. Det er i hvert tilfælde målet. Formålet med den øvelse er at få plads til alle de nye og spændende bøger der udkommer løbende (de fleste af dem der mangler at blive læst er et eller to år gamle).

Bogoversigten på hjemmesiden er endnu ikke opdateret med de bøger der er læst her i påsken og ej heller dem der blev læst i sidste omgang. Jeg regner med at opdatere den efter næste bunke bøger er læst… måske.