Kategoriarkiv: Signe

Indlæg om Signe Bleeker Pedersen.

Signe 4 mdr.

I dag er det præcist 4 mdr. siden, at Signe valgte at komme til verden.

Hun er allerede blevet så stor. Torsdag den 5. marts blev hun vejet og målt. Hun vejede 6400 gram og målte 64 cm. Hun har altså fordoblet sit vægt siden hun vejede 3200 gram ved det første lægebesøg, da hun var en uge gammel. Hun er vokset 12 cm. Udviklingen sker så hurtigt, at vi slet ikke kan følge med. Hun er bestemt ikke den passive (søde) lille pige, der blev født den dag i november. Hun kigger årvågent rundt og følger med i alt omkring hende. Hvis hendes far eller jeg går forbi bliver vi også fulgt med øjnene. Hun er også begyndt at se fjernsyn. Det er åbenbart interessant med alle de farver og ting, der sker. 

På legetæppet er hun begyndt at tage virkelig fat i legetøjet. Hun dasker til det og forsøget ihærdigt at putte det i munden. Alt skal i munden for tiden. Og hun bliver frustreret, hvis det ikke lykkedes. Det største hit er nok hendes egne hænder. Hun pludrer glad, hvis hun kan få dem i munden og gnaske på dem. Når de så kommer ud igen er de fuldstændig savlet til. For hun savler også vildt meget for tiden. Hendes savlesmække bliver godt brugt. Hun er også begyndt at pludre vildt meget. Hun ligger og pludrer på legetæppet til sit legetøj. Hun pludrer også til os, men hun kan godt ligge og bare pludre ud i luften. Hun får virkelig brugt sin stemme og vi elsker det. 

Vores lille baby er blevet en stor baby. Nu sover hun jo også inde på sit eget værelse. Vi er spændte på, hvad der kommer til at ske de næste 4 mdr. For de her 4 har været fantastiske. 

/Lene & Dann

Signe flytter “hjemmefra”

I lørdags kom dagen, hvor vores dejlige prinsesse flyttede “hjemmefra”.

Indtil starten af ugen sov hun middagslur i sin lift i barnevognen. Mandag tog vi dog den beslutning, at hun fra der af skulle sove i sin slee-bee i stedet for, da liften var ved at være for lille til hende. Det gik fint med skiftet. Tror slet ikke hun bemærkede, at hun ikke sov i liften mere. Lørdag havde hun dog lidt problemer med, at hun kogte i den, men det var ikke et problem i går søndag, så vi tror det er fint nok at sove i den. Hun putter i hvertfald dejligt, når hun ligger i den. 

Lørdag kom tiden så til endnu en stor beslutning. Hun skulle for første gang prøve at sove i sin fine tremmeseng. Vi havde været ude og købe madras og sengerand, så sengen var klar. Spørgsmålet var nok mere, om vi var klar til, at hun skulle ind på sit eget værelse. Vi havde jo vænnet os til, at hun sov i liften lige ved siden af sengen. Men nu var beslutningen taget og så skulle den også føres ud i livet. Så lørdag aften lagde jeg hende til at sove i hendes tremmeseng. Hun lå og kiggede med store øjne, mens jeg sang godnatsang for hende. Derefter gik jeg med hjertet oppe i halsen. Men til min store overraskelse faldt hun bare i søvn, som hun plejer. Vi var ikke engang inde ved hende og give hende sutten. Hun faldt bare i søvn. 

Vi havde babyalarm på hende, indtil vi begge var gået i seng. Så slukkede vi den og havde dørene åbne, så vi kunne høre hende. Jeg var inde og tjekke 3 gange inden jeg gik i seng og det blev også til et enkelt tjek i løbet af natten. Men Signe sov bare. Hun sov helt til klokken 6.3o næste morgen, hvor hun vågnede og pludrede, som hun normalt gør. Nøjagtig samme scenarie blev udspillet i går aftes og i nat. Hun er tilsyneladende ligeglad med, hvor hun sover. Det var bare os (mest mig), der skulle vænne os til, at hun ikke skulle sove lige ved siden af os. Det er jo gået fint indtil videre og hvorfor skulle det ikke blive ved med at gå fint. Heldigvis for os ser det ud til, at Signe har arvet sin fars gode sovehjerte. 

Hun sover middagslur fra omkring klokken 12 og så 4-6 timer frem. Og så går hun i seng klokken 21 og sover til næste morgen. Jeg vil gerne have hendes lange middagslur lavet om til to lure i stedet for en. Jeg prøver i dag og ligge hende ud klokken 10 og så se, hvor længe hun sover. Hvis hun vågner inden 14, kan hun blive lagt ud igen, når hun er træt. Det tror jeg er bedre for hende, for så får hun mere ud af dagen. Men jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå. Det må tiden vise.

Men hun er altså ved at være stor, når hun nu sådan sover på sit eget værelse. Vores dejlige lille pige er flyttet “hjemmefra.” Vi håber hun bliver ved med at sove så godt.

/Lene

Signe 3 mdr.

Et lidt forsinket indlæg om Signe og hendes første 3 mdr. Hun blev 3 mdr. tirsdag den 17. februar. Dagen før havde sundhedsplejersken været her. Hun vejer 5700 gram og er 62 cm. lang. Hun ligger lige midt i kurven, hvis man går op i det. Det vigtigste for os er dog, at hun har det godt og trives og det gør hun helt sikkert. Hun er  især om formiddagen en sød og glad pige. Og selvfølgelig brokker hun sig. Det gør alle små babyer en gang imellem.

Selve hendes fødselsdag fejrede vi med at tage til lægen og blive vaccineret (hende ikke mig…). Første stik gik fint. Ved andet stik stak hun i et hyl og hylede hysterisk i 20 min. Lige meget hvad jeg forsøgte at gøre, så græd hun bare. Hun faldt først til ro i barnevognen på vej op til stationen. Desværre var der problemer med togene, så det tog lang tid inden vi kom hjem. Signe var nået at vågne og græd hele vejen fra toget og hjem. Hun faldt til ro efter at have fået noget at spise. Om aftenen var hendes farmor og farfar på besøg, men de så ikke lige den bedste side af hende. Hun skreg næsten uafbrudt i 3 timer, inden hun endelig faldt i søvn. Man kunne se, at det gjorde ondt på hende. Alt i alt ikke den bedste fødselsdag for hende og jeg glæder mig ikke ligefrem til at skulle gennem turen igen, når hun skal have sin 5-mdr. vaccination 🙁

Det er utroligt, hvad der er sket på 3. mdr. Signe ligger ikke bare og kigger mere. Der skal helst ske noget hele tiden. Vi nyder hver lille ny ting. Hun er efterhånden blevet god til at gribe efter ting. Når hun så har fået fat i tingen, slipper hun igen for så er den ikke interessant mere. Hun snakker også en del og det hyggeligste for mig er når hun ligger og pludrer og smiler til mig. Det er så dejligt. Hun gider bare ikke så længe mere.

Hun vil helst have alt hendes legetøj i munden, men hun kan ikke helt finde ud af det, så hun bliver nemt frustreret. Og så savler hun. Når hun leger vælter det ud med savl. Heldigvis ikke når hun sover. Hun er ret god til at sove lige nu. Hun kommer for det meste i seng et sted mellem 20.30 og 21.30 og sover så til et sted mellem 6 og 7. Det er så lækkert at få sin søvn. Hun er derefter vågen til omkring klokken 12 (dog afbrudt af 20 min. powernap) og sover så i barnevognen til omkring klokken 16. Og er så vågen til hun bliver lagt i seng. Det er ca. hendes rytme lige nu, når vi er hjemme. Når jeg f.eks. er i mødregruppe, er hun helt anderledes. Der sover hun fra det meste og er vågen på andre tidspunkter end normalt.

Jeg havde hende med i byen i går. Vi tog hjemmefra ca. 20 min. i 12, hvor jeg gik op til stationen med hende i barnevognen. Hun faldt i søvn på turen og sov under hele turen. Hun vågnede først en time efter at vi var kommet hjem. Så er hun jo nem at have med, men det kan man ikke altid regne med.

Men hun er dejlig og jeg nyder at have hende i mit liv og i vores liv. Det er utroligt, at det kun er 3 1/2 måned siden hun meldte sin ankomst. Det virker som om, hun altid har været her. Og ja det er ikke lutter lagkage det hele. Det er selvfølgelig hårdt nogle gang. Det sværeste er, når hun er ked af det og har ondt, og vi ikke kan gøre noget for at hjælpe hende. Heldigvis har hun det for det meste godt.

/Lene

Signe 2 måneder

I går blev Signe 2 måneder . Tiden er bare gået så utrolig stærk. Vi nyder hvert sekund med hende og hinanden. 

I hendes korte liv har Dann været hjemme og samen med os i mere end en måned. Det er hårdt for os alle, at han startede på arbejde i sidste uge efter en måneds ferie. 

Det er så hyggeligt at gå hjemme hos Signe. Hun er en glad og dejlig pige og vi glæder os til de næste to måneder og alle de ting, der kommer til at ske der. Hun udvikler sig fra dag til dag. Det går næsten for stærkt til at vi kan følge med 🙂

/Lene