Kategoriarkiv: Signe

Indlæg om Signe Bleeker Pedersen.

Signe går… næsten

Den 22. december var Dann, Lene og Signe i Bilka for at købe ind. Dann synes det kunne være hyggeligt at lege lidt med Signe og få hende til at gå lidt selv. Signe var indtil da helt vild med at gå med os i hånden eller holdende ved noget legetøj. Dann havde lidt tid sammen med Signe, mens Lene hentede indkøb, så han stillede Signe lidt væk fra sig (1/2 meter maks) og slap så Signe for at se, om hun kunne gå selv. Det kunne hun sørme. Hun kunne gå to små skridt og så falde i armene på Dann. Det brugte de lidt tid på. Og viste det også til mor. Det var stort at se Signe gå en lille smule selv, for indtil da havde hun været bange for at slippe helt. Så vi stod begge to og jublede i Bilka med folk kiggende på os. Nogle smilte og andre synes vist vi var underlige.

De næste par dage var Signe lidt forsigtigt og ville ikke rigtig slippe de ting, hun holdt fast i. Hun ville gerne gå rundt med os i hånden, men ville helst ikke gå selv. Hun blev dog langsomt modigere og gik 2 skridt hist og her hen til en af os. Vi forsøgte at vise hende, at det var ok, men hun var stadig lidt forsigtig.

I disse dage er vi i sommerhus med vores gode venner og deres 3-årige datter. Signe er nu begyndt at gå lidt længere. I tirsdags kunne hun gå 4 skridt mellem 2 personer og i onsdags kunne hun gå op til 2 meter selv. Det er så fedt at se, at hun langsomt får mere mod på at gå og finder ud af, at det er sjovt. Det hænger nok også sammen med, at vi som forældre roser hende til skyerne, når hun går selv. Hun falder dog stadig tit og nogle gange gør det ondt og giver en bule og andre gange griner hun bare. Det er ikke altid lige let at kigge på som forældre og nogen gange begynder hun at græde, fordi hendes mor reagerer…

Men Signe er begyndt at gå lidt, men mangler dog stadig at tage nogle længere ture. Men vi er stolte forældre.

/Lene og Dann

Et års undersøgelse af Signe

Signe har i dag været til et års undersøgelse hos lægen. Heldigvis trives hun fint og fik da også et “godkendt” stempel fra lægen. Hun måler nu 77 cm i højden, vejer 9,5 kg og har et hovedstørrelse på 45 centimeter.

Tænk sig at hun er vokset 6,1 kg og  25 centimeter i højden i løbet af det sidste år. Hun er på samme tid en enormt stor pige og en enormt lille pige. Enorm stor når man sammenligner med, hvor stor hun var da hun kom til verden, og enorm lille hvis man tænker på, hvor stor hun er om et par år.

Samtidig med det obligatoriske “servicecheck” skulle hun også vaccineres. Et skud i hvert lår blev det til. Der kom lidt gråd fra Signe, men allerede inden hun havde fået tøj på igen, var hun faldet til ro. Hvor er hun altså bare blevet stor. Første gang hun skulle vaccineres tog det meget lang tid inden hun faldt til ro, mens det bare går rigtig hurtigt nu.

Næste planlagte besøg hos lægen er, når hun bliver 15 måneder. Der skal hun have endnu et stik. Næste undersøgelse er først, når hun bliver tre år. Der er godt nok længe til. Det har været rigtig dejligt at være til læge med Signe løbende for at følge hendes udvikling. Nu er vi helt for os selv (ja vi kan bare ringe, men alligevel). Skræmmende og spændende og interessant på samme tid.

I dag var det mig der var så heldig at have Signe med til lægen, da Lene lå derhjemme og var syg. Mens vi ventede hos lægen sad hun på mit knæ det meste af tiden. Det blev kun afbrudt af, at hun fik øje på noget legetøj bag mig. Det fik hende til hurtigt at komme ned på gulvet, kravle under min stol og hen til legetøjet, der behørigt blev leget med de næste 10 minutter, inden vi skulle ind til lægen. Det var en ren fornøjelse at være til læge med hende.

Jeg glæder mig til at følge hendes udvikling i de kommende år.

/Dann

Signe kan fejre sin første fødselsdag

hHvis det ikke stod sort på hvidt i vores kalender, så var der ingen af os der ville tro på, at Signe er blevet et år. Tænk sig at det er et helt år siden hun kom til verden. Tiden er gået utroligt stærkt.

Dagen startede med at vi hentede Signe i sengen, mens vi sang fødselsdagssang. Signes fødselsdagsgave til mor og far var at hun først vågnede lidt i syv. Mere end en time senere end normalt!

Som det efterhånden er en tradition om morgnen, så står Signe op i sengen og venter på den af os, der kommer ind. Denne gang stod hun op og ventede på én af os. Man kunne tydeligt se hendes undren over, at vi begge kom og at der blev sunget. Hun blev ved med at se meget mistænkelig ud i hovede,t indtil hun var blevet taget op. Heldigvis blev der da “smuglet” et par smil ud gennem munden, mens vi sang for hende.

Efter sangen var det næsten en normal morgen – lige med undtagelse af at forældrene vist var lidt mere opmærksomme på Signe, end de plejer at være. Det er sjældent at hun kan være i forældrenes seng, mens de begge giver hende deres opmærksomhed. Det nød hun til fulde.

Signe fik sin favorit til morgenmad (havregrød) og blev derefter afleveret i dagplejen til en hyggelig dag. Klokken 15:00 kom vi forbi med boller og rosiner. De var et stort success hos børnene. Tidligere på dagen var der blevet sunget fødselsdagssang for Signe så alle de andre børn vidste godt, hvorfor Signes forældre kom derop. Dem der kunne snakke fortalte en masse om, at Signe havde fødselsdag.

Signe fik en gave af hendes dagplejemor (et puslespil i træ), og ellers blev der leget og hygget. Vi havde slet ikke ventet en gave, så det var vi meget glade for. Det samme kan siges om Signe. Hun legede lidt med pakken og da den endelig blev pakket ud (med lidt hjælp fra mor), så var der vist ingen tvivl om, at hun havde forstået det var til hende. Hun holdt om puslespillet og legede med det inde i det plastic, det kom i – det brugte hun 5-10 minutter på, hvilket er ret længe for Signe. Det var dagens første gave.

Det er første gang vi har været der sammen med Signe i lang tid, så vi blev så glade for at se, hvor godt hun har det med de andre børn og hvor godt hun kan li sin dagplejemor. Det er simpelthen en fornøjelse.

Da vi skulle hjem fra dagplejemoderen tog vi Signe ud i bilen. Da hun kom ud i bilen gav hun et lille glædes skrig fra sig. Hun havde nemlig set en helt ny farvestrålende bamse, der havde taget hendes plads i autostolen. Hun fangede lige med det samme, at den måtte være til hende. Det var svært at give hende selen på, af bare iver efter at lege med den nye bamse. Bamsen blev ret hurtigt godkendt. Hun insisterede på at have den med ind til stemmeboksene, da vi skulle fra bilen og ind at stemme.

Lige da bilen parkerede i carporten blev vi mødt af vores naboer, der havde en gave til Signe. Hun var nu ret sikker på, at hun havde styr på det der gave-koncept og begyndte, sammen med mor, at pakke gaven op. Da papiret var pakket op blev hun enormt ivrig efter at komme til den legetøjstelefon, der var indeni. Hun baskede med armene og kunne næsten ikke vente, mens faren fik den frigjort fra indpakningen. Telefonen har hun haft fat i næsten lige siden, så den er vist i den grad også godkendt.

Nu var det planen at vi skulle have gæster, men da hjemmets to voksne begge er syge (Dann på vej til at få det bedre efter en tur med influenza, og Lene lige på vej til at blive rigtig syg) måtte vi aflyse dette arrangement. Rigtig ærgerligt da en anden i vores familie også har fødselsdag den dag. Det var altså ikke kun Signes fødselsdag, vi måtte aflyse. Aftnen gik istedet med at spise lasagne, hvilket er Signes favorit aftensmad. En lidenskab hun deler med hovedpersonen i hendes yndlingstegnefilm: Garfield. Ham skulle vi naturligvis også lige se en halv times tid af, inden det igen var tid til at lege med mor og far og omkring klokken 19:15 var det, som altid, sengetid.

Signe var ikke glad for at blive lagt i seng – hun hyggede sig alt for meget. Men når først hun er lagt, så falder hun hurtigt i søvn, og i går var ingen undtagelse.

En rigtig god dag er nu slut, og vi kan se tilbage på den første dag med hende, der i går var en baby. Vi kan glæde os til at holde hendes fødselsdag med vores familier i weekenden. Men mest af alt, så kan vi se tilbage på et fantastisk år. Et år hvor vi har fået lov til at lære Signe at kende, og et år hvor hun har lært os at kende.

Vi er taknemmelige for året der er gået og glæder os ufatteligt meget til året der kommer.

Kærligst

mor og far

P.S.

I løbet af de sidste par dage er Signe begyndt at være glad for at bruge sin gåvogn, og i løbet af den sidste måned er hun begyndt at sige ja, nej og hej.Det er ikke altid hendes ord passer ind i en sammenhæng, men de gør det så overraskende tit at vi tror, det må være med vilje.

Signe 11 måneder

Ja tiden går stærkt. Signe blev 11 måneder i lørdags. Hun fejrede dagen ved at kravle op af trappen flere gange. Hun kravlede også op ad trappen hos farmor og farfar. Hun er da bare så sød. Hun kravler også derudaf og rejser sig op af alt, hvad hun kan komme i nærheden af. Hun tør endnu ikke stå selv uden at holde ved, men det kommer jo nok før vi får set os omkring.

Signe fik tand nr. 3 den 6. oktober. I overmunden. Siden er der kommet en mere til og nu har hun 4 tænder. Jeg tror der er flere på vej.

Hun er en dejlig glad pige, som elsker opmærksomhed. Hun kan efterhånden så meget selv, og vil gerne. Nysgerrigheden fejler heller ikke noget. Alt skal undersøget incl. ledninger og potteplanter, som er totalt no-go. Når man så tager noget fra hende, som hun ikke må røre ved, så stikker hun i et hyl og giver sig til at græde med tårer. Det er så svært at stå fast så, men vi prøver helt sikkert. Hun skal jo lære, at det ikke nytter noget at græde over det.

I dagplejen trives hun rigtig godt. Hun sover ikke altid så meget som hun burde, men hun er rigtig glad for at være der. Hun er også begyndt at være en rigtig bølle, der tager legetøjet fra de andre børn (alle drenge, som er ældre end hende…). I går stod hun og spiste riskiks og æblebåde, da jeg hentede hende. Hun hyggede sig bare så meget.

Som forældre nyder vi at være der til at se hendes udvikling. Hun er altså dejlig. Jeg kunne skrive en masse andre positive ord om hende, men det ville vist være for kvalmende at læse, så jeg slutter her. Vores datter er dejlig.

/Lene