Kategoriarkiv: Signe

Indlæg om Signe Bleeker Pedersen.

At Lege er at lære om verden

Det er helt tydeligt, at børn lærer en masse om verden, når de leger. Lige så tydeligt har det også været for os, at Signes leg har ændret sig i løbet af det sidste års tid.

For et år siden var det sjovt at slå lidt til ting og det var rigtig spændende at komme alting i munden og “smage” på det.

Det er stadig sjovt i nogle tilfælde at slå til ting, men nu er det ikke for at de skal bevæge sig, men for at de skal vælte. Ting kommer stadig i munden, men det er efterhånden ikke alt, der skal i munden og det er langt fra hele tiden, der er noget derinde.

Signes leg har udviklet sig. I efteråret og vinteren fik hun en del Little People (små plastic figurer og tilhørende ting – eks. biler, huse, heste, etc.). Til at starte med var det kun figurerne, der var sjove, og de skulle i munden.

Lidt senere blev det også spændende at trykke på de ting, der kunne sige lyde. Vi var meget fascineret af, at hun kunne finde ud af præcist hvor, hun skulle trykke for at få en lyd frem.

Efterhånden som tiden er gået, så er hendes leg blevet mere indlevelse og mindre “den er sjov den der”. Når hun leger i sit legekøkken er det helt tydeligt, at hun laver mad. Hun spiser maden, hun drikker af koppen og hun varmer tingene på komfuret.

Little People er også blevet anderledes. Nu skal der køres med hunden, hestene, traktoren, bilen og der skal helst mennesker ind i bilen eller op i toget, inden det skal køre.

Det er som om hendes leg er blevet udvidet til, at hun nu leger situationer og omstændigheder – hun ser sammenhænge, der er større end den ene ting, hun har i hånden.

Ikke kun er hendes leg blevet udvidet, men her på det sidste er det også blevet rigtig sjovt at have mor og far med i legen. Leger vi med Lego, skal vi helst være med til at bygge, er det Little People må vi gerne være med til at sætte menneskerne eller bygningerne op. Hun kommer også og siger “sammen” når der er noget legetøj, hun gerne vil have samlet – det kunne være samlingen af togvogne til et helt togsæt eller den slags.

Det er heldigvis ikke kun praktisk hjælp, hun gerne vil have fra os, hun vil også gerne vise os det hun leger med, hvad hun har bygget og hun vil rigtig gerne, at vi lever os ind i hendes verden og leger med. Det er helt tydeligt at se, når hun kommer og siger “ånden” (hvilket betyder hånden, hvilket igen betyder, at hun gerne vil holde os i hånden og som regel også at hun gerne vil et sted hen med os) og tager os med ind til hendes legetøj.

Når vi leger sammen, kan jeg ikke undgå at komme lidt mere ind i hendes verden. Jeg tager mig selv i at blive fascineret af legetøjets verden og de muligheder, det har. Jeg tror Signe er godt tilfreds med at faren også leger med og synes det er sjovt – både fordi jeg leger med Signe, men også fordi jeg i bund og grund er et legebarn.

For mig er det utroligt fascinerende at se, hvordan Signe løbende lærer. Det er dybt fascinerende dels fordi Signe jo er min lille pige og dels fordi det jo følger den udvikling, jeg efterhånden kender så godt fra mit psykologistudie.

Jeg kan huske, at vores sundhedsplejerske var lidt bekymret for at jeg læste psykologi og om jeg nu ville være efter Signe. For mig er det lige modsat. Hun skal selvfølgelig lære og udvikle sig helt i hendes tempo, men når hun så opdager noget nyt, er det ret sjovt for mig at vide, hvad det har af betydning og hvorfor det er vigtigt for hendes udvikling. Alene af denne grund følger jeg, at jeg at jeg får noget ud af mit studie.

Det bliver spændende at følge Signes udvikling gennem de næste par år, hvor der kommer til at ske mange ændringer i, hvordan hun leger.

Jeg glæder mig!

/Dann

“Farvel flue”

I løbet af den sidste uges tid er Signe begyndt at interessere sig lidt for de små dyr, der kommer indenfor i løbet af sommerperioden. Hun peger på dem og snakker om dem på hendes søde facon, hvor hun siger en masse ting, som vi ikke kan forstå. Bagefter kigger hun selvfølgelig frustreret på mor eller far og kan ikke forstå, hvorfor vi ikke forstår hende.

Specielt fluer har fanget hendes interesse. Hun peger på dem, forsøger at røre ved dem og snakker også til dem. Derhjemme forsøger vi at lære det der med at sige hej og farvel, når man ser nogen. Signe er ikke helt med på idéen endnu, men der er dog ét tegn på, at hun er ved at fange den.

Når hun ser en flue, så bliver der sagt “hej flue” og når hun så forsøger at røre ved den og den flyver væk, ja så siger hun “farvel flue”. De første par gange hun gjorde det, var både moderen og faren ret imponeret. Det er jo selvfølgelig helt logisk, at man også skal hilse på en flue, når man nu skal gøre det på andre mennesker.

Jeg er helt vild med den naive (i ordets positive forstand) tilgang Signe har til verden. Det er utroligt spændende at være med til at opleve verden på samme måde som hende.

/Dann

Dagens streg

IMAG0512Signe er blevet rigtig glad for at tegne, og hun er bestemt også stolt over resultatet. Normalt sidder enten Lene eller jeg sammen med Signe, når hun tegner. Denne morgen var dog lidt anderledes. Signe har nemlig haft øjenbetændelse i lidt over en uge. Da det ikke forsvandt helt så hurtigt som det burde, så skulle Signe og jeg til læge i dag klokken 9. Derfor havde vi en lidt længere og mere hyggelig morgen end normalt. På et tidspunkt i løbet af morgnen siger Signe, at hun gerne vil tegne. Det passer med at jeg er ved at gøre mig færdig efter badet og moderen er taget ud af døren.

Jeg finder derfor tre kuglepenne frem og noget papir. Hun sætter sig pænt på hendes stol foran hendes lille bord på hendes værelse og går igang med at tegne. Det tager en del tid og hun finder faktisk også selv ud af at tage et nyt stykke papir, da hun bliver færdig med det første. Da jeg var klar kom jeg ind til hende og roste den flotte tegning, hun havde lavet. Jeg havde slet ikke opdaget, at hun havde tegnet sig selv i hovedet. Det opdagede jeg først, da vi lidt senere satte os ned i køkkenet for at spise morgenmad (havregryn med mælk).

Jeg må have set lidt mærkelig ud i hovedet, da jeg opdagede det. Signe kiggede i hvert tilfælde meget mærkeligt på mig, da jeg nysgerrigt undersøgte hende. Efter at have foretaget en behørig dokumentation af hændelsen (se billederne her i indlægget), så forsøgte jeg at vaske stregen af. Det gik sådan nogenlunde. Man kan stadig se en rød streg i hovedet, men den er meget mere udtværet og utydelig end den, der kan ses på billederne her på siden.
Signe har lige tegnet
Alt i alt var det endnu en rigtig hyggelig morgen herhjemme, og denne gang var det en længere morgen end normalt. Da vi kom til lægen fik Signe lige sagt hej til den søde sekretær og opdagede derefter, at der var legetøj over i hjørnet. Hun nærmest fløj over til legetøjet og begyndte at lege med det hele. Der var både Little People, Lego, bøger og en masse trælegetøj. Da vi var kommet ca. 20 minutter for tidligt til lægen (man skal jo nødigt komme for sent), så havde vi rigtig god tid til at prøve det hele… og det var vist noget der passede Signe. En masse legesager hun ikke kendte. Det hele blev prøvet, kørt med, læst i eller bygget med. Da det endelig blev tid til at vi skulle ind til lægen, havde hun nærmest prøvet det hele, så der var ingen brok over at efterlade alt det seje legetøj.

Lægen sagde heldigvis, at vi ikke behøvede at behandle Signe med en salve til hendes øjne længere. De var fine som de var. Resten skulle nok forsvinde af sig selv. En rigtig dejlig melding at få, da Signe ikke er helt vild med at få stukket noget salve i sine øjne to gange om dagen.

Efter besøget hos lægen skulle Signe i gæstehuset (lidt ala en vuggestue, hvor dagplejebørn kan komme hen, når deres dagplejemor ikke kan passe dem). Signe er rigtig glad for at være i gæstehuset, hvilket også var tydeligt med det smil hun havde, da vi ankom. Normalt afleverer jeg hende indenfor, men denne gang var jo senere end normalt, så alle børnene sad pænt ude i haven på et langt bord og spiste formiddagsmad. Signe fik et brød med rosiner og satte sig ellers ned hos de andre børn og hyggede sig. Der var slet ikke tid til at give far det normale farvelkys eller til at vinke… hun er så utroligt glad for at være der, og det glæder naturligvis kun mig rigtig meget.

Resultatet af dagens indsats med kuglepennene kan i øvrigt ses nedenfor, og altså også i Signes hoved på billederne af hende.

/Dann

En tegning fra Signe den 22. juli 2010

Morgenhygge til hverdag

Lene er begyndt på sit nye arbejde. Det har helt naturligt betydet nye rutiner hjemme hos os til hverdag. Specielt morgnen er meget anderledes for mig.

Vækkeuret ringer omkring klokken 06, så vi kan komme op og i gang. For en måned siden var det ikke nødvendigt at bruge vækkeuret, men Signe er begyndt engang imellem at sove til ca. 06:30. Når vækkeuret har ringet går Lene i bad og gør sig klar til at tage på arbejde. Når hun er færdig, så bytter vi og jeg går i bad, mens Lene tager sig af Signe.

Klokken 7 tager Lene af sted mod Ebeltoft. Det passer som regel med, at Signe sidder og spiser morgenmad på det tidspunkt. Nogen gange spiser vi morgenmad længe efter mor er taget på arbejde og nogen gange, som i dag, er hun færdig næsten lige efter Lene er taget på arbejde.

Når vi er færdig med at spise morgenmad, er det tid til at lege. Det er simpelthen blevet mit nye ynglings tidspunkt på en hverdag. Vi leger lystigt med alle hendes legesager.

I morges legede vi først en del med Signes Little People. Her var det samlingen af et par toge og en traktor og så skulle der ellers køres rundt med dem og de mennesker, der hører til. Lidt senere var det tid til at lege med Duplo. Her fik vi sat lidt klodser sammen og Signe begyndte også selv at sætte klodser sammen. Specielt nogle dyr hun har fået i Duplo var et stort hit i morges. Hun fik dem pænt sat på toppen af de ting, vi byggede.

Efter en lille times leg er det tid til, at Signe skal have noget nyt tøj på, og så skal vi ud af døren og op til dagplejen (der i denne uge er et såkaldt gæstehus med en del børn og en del pædagoger).

Aftnen er mere presset for tid end morgnen. Her henter vi Signe, laver aftensmad, klarer de praktiske ting derhjemme og inden vi får set os om, så er Signe lagt i seng. Derfor er den tid vi har fået sammen om morgnen blevet mit nye ynglings tidspunkt på dagen.

/dann