I dag er det min fødselsdag. Hele 29 år kan det blive til. Jeg ved ikke præcist hvad dagen bringer, men jeg ved at jeg skal tilbringe den sammen med min lille familie, og det glæder jeg mig meget til.

Det bliver min første fødselsdag som far. Det er en mærkelige fornemmelse. Typisk når jeg holder fødselsdag så kommer jeg selv i centrum for mit eget liv, men i år er det anderledes. I år er det familien der er i centrum. Derfor har vi også planlagt at bruge dagen sammen. Jeg glæder mig til i dag.

De sidste 10 år af mit liv har jeg altid været den yngste. Jeg er den yngste blandt mine kollegaer, jeg var den yngste da jeg læste HD, jeg er den yngste på forskellige kurser, osv osv.. Jeg kan mærke at det er ved at vende. Efterhånden som jeg nærmer mig de 30 (som der jo kun er 12 måneder til), ja så kan jeg se at jeg ikke længere er den yngste. Jeg er nu på samme alder som de andre jeg mødes med i de fleste sammenhænge. Det skal jeg vende mig til, men jeg udskyder det et år. Jeg udskyder det indtil jeg udskifter det mest betydende ciffer i min alder.

/Dann

Da jeg blev 18 fik jeg min første bil. En gammel Citroën AX. Alle der kendte mig dengang vil have en eller anden historie om bilen der i bedste fald kun kunne køres af mig. En bil som jeg har været rigtig glad for. Bilen var billig i drift, men havde en del besøg på værkestedet, som ældre biler selvfølgelig har. Da indkaldelsen til syn kom i starten af 2005 var det efter et besøg på værkstedet en kendsgerning: bilen skulle skrottes. Det ville simpelthen blive alt for dyrt at få igennem syn.

Derfor afleverede vi det hvide lyn den 27 februar 2005. Jeg var fast besluttet på at vi ikke behøvede en bil lige med det samme. Vi boede på Byvangs Alle og jeg kunne sagtens tage bussen til og fra arbejde. Det var nok mest Lene der savnede en bil på det tidspunkt.

Da jeg startede på cand.merc havde jeg et par fag, hvor jeg skulle møde op på skolen, hvis jeg skulle have en chance for at bestå (IT-retlige problemer og Adfærdsvidenskabelig metode). Det betød at der blev brugt lang tid på bustransport mellem skole og arbejde, og jeg fik lidt dårlig samvittighed over den tid jeg brugte i bussen, som jeg jo kunne bruge på arbejde. Det betød helt sikkert at jeg var mere til at snakke med end jeg havde været hidtil.

Derfor endte det med at vi i slutningen af august og starten af september i 2005 prøvede en masse biler. Vi var heldigvis enige om at vi skulle have en lille bil, selvom vi også prøvede nogle større af slagsen. Udover en lille bil, så var det vigtigt for mig at der var airconditionning i bilen. Det var/er vigtigt for mig ikke at svede i bilen på en varm sommerdag, specielt når jeg sidder 6 timer i bilen i bagende solskind med jakkesæt på (på vej til og fra København).

Valget faldt på en Nissan Micra som vi købte den 23. september 2005. Siden da har vi aldrig haft problemer med bilen. Den har opført sig helt som den skal.  Vi har været glade for det valg.

Hvad har så fået mig til at tænke tilbage på bilens historie? Jo, her forleden dag (18. marts) rundede odometeret 100.000 km på en tur på vej til København. Vi håber at bilen kan klare meget mere. Det er planen at beholde den indtil den bliver så dyr i værkstedsregninger, at det ikke kan betale sig (eller hvis der på et tidspunkt kommer endnu et barn i familien, så kan det være at vi får lidt pladsproblemer).

/Dann

Jeg har i dag fået besked om at den første opgave jeg har lavet på mit psykologistudie er bestået. Opgaven blev afleveret midt i januar og nu har jeg så fået beskeden om at jeg ikke har misforstået det hele. Opgaven handlede i øvrigt om intelligens og blev skrevet inden for den kognitive udviklingspsykologi.

Det har uden tvivl været den sværeste opgave jeg har lavet i lang tid. Der skal tænkes på en helt anden måde end jeg kender fra Handelshøjskolen. Argumenterne er også anderledes og så er alt teori og empiri selvfølgelig anderledes. Kort sagt så har jeg haft min sag for, og jeg er heldigvis bestået.

Jo mere jeg læser på psykologistudiet, jo mere interessant synes jeg det er. Noget af det jeg indtil nu har læst (i kognitiv udviklingspsykologi og socialpsykologi) er anvendelig i opdragelsen af børn, men hovedparten er “nice to know” viden der ikke er direkte anvendelig i hverdagen. Alligevel synes jeg at jeg får noget ud af det. Jeg kan mærke hvordan mit syn på verden langsomt men sikkert ændre sig lidt. Jeg kan mærke hvordan nogle af mine formodninger om mennesker bliver enten be- eller afkræftet. Jeg kan kort sagt mærke at jeg lærer noget. FEDT!

Det er hårdt at læse noget helt nyt ved siden af et arbejde samtidig med at jeg lige er blevet far. Men indtil nu har det været muligt. En stor del af forklaringen er at Lene har taget sig af Signe i to weekender så jeg kunne lave opgave.

Nå, jeg vil fejre at jeg har bestået den første opgave med at aflevere den næste på tirsdag. Denne gang handler det om hvordan forskellige teoretiske tilgange til selvet kan bidrage til en forståelse af mennesket i det postmoderne samfund.

/Dann