hHvis det ikke stod sort på hvidt i vores kalender, så var der ingen af os der ville tro på, at Signe er blevet et år. Tænk sig at det er et helt år siden hun kom til verden. Tiden er gået utroligt stærkt.

Dagen startede med at vi hentede Signe i sengen, mens vi sang fødselsdagssang. Signes fødselsdagsgave til mor og far var at hun først vågnede lidt i syv. Mere end en time senere end normalt!

Som det efterhånden er en tradition om morgnen, så står Signe op i sengen og venter på den af os, der kommer ind. Denne gang stod hun op og ventede på én af os. Man kunne tydeligt se hendes undren over, at vi begge kom og at der blev sunget. Hun blev ved med at se meget mistænkelig ud i hovede,t indtil hun var blevet taget op. Heldigvis blev der da “smuglet” et par smil ud gennem munden, mens vi sang for hende.

Efter sangen var det næsten en normal morgen – lige med undtagelse af at forældrene vist var lidt mere opmærksomme på Signe, end de plejer at være. Det er sjældent at hun kan være i forældrenes seng, mens de begge giver hende deres opmærksomhed. Det nød hun til fulde.

Signe fik sin favorit til morgenmad (havregrød) og blev derefter afleveret i dagplejen til en hyggelig dag. Klokken 15:00 kom vi forbi med boller og rosiner. De var et stort success hos børnene. Tidligere på dagen var der blevet sunget fødselsdagssang for Signe så alle de andre børn vidste godt, hvorfor Signes forældre kom derop. Dem der kunne snakke fortalte en masse om, at Signe havde fødselsdag.

Signe fik en gave af hendes dagplejemor (et puslespil i træ), og ellers blev der leget og hygget. Vi havde slet ikke ventet en gave, så det var vi meget glade for. Det samme kan siges om Signe. Hun legede lidt med pakken og da den endelig blev pakket ud (med lidt hjælp fra mor), så var der vist ingen tvivl om, at hun havde forstået det var til hende. Hun holdt om puslespillet og legede med det inde i det plastic, det kom i – det brugte hun 5-10 minutter på, hvilket er ret længe for Signe. Det var dagens første gave.

Det er første gang vi har været der sammen med Signe i lang tid, så vi blev så glade for at se, hvor godt hun har det med de andre børn og hvor godt hun kan li sin dagplejemor. Det er simpelthen en fornøjelse.

Da vi skulle hjem fra dagplejemoderen tog vi Signe ud i bilen. Da hun kom ud i bilen gav hun et lille glædes skrig fra sig. Hun havde nemlig set en helt ny farvestrålende bamse, der havde taget hendes plads i autostolen. Hun fangede lige med det samme, at den måtte være til hende. Det var svært at give hende selen på, af bare iver efter at lege med den nye bamse. Bamsen blev ret hurtigt godkendt. Hun insisterede på at have den med ind til stemmeboksene, da vi skulle fra bilen og ind at stemme.

Lige da bilen parkerede i carporten blev vi mødt af vores naboer, der havde en gave til Signe. Hun var nu ret sikker på, at hun havde styr på det der gave-koncept og begyndte, sammen med mor, at pakke gaven op. Da papiret var pakket op blev hun enormt ivrig efter at komme til den legetøjstelefon, der var indeni. Hun baskede med armene og kunne næsten ikke vente, mens faren fik den frigjort fra indpakningen. Telefonen har hun haft fat i næsten lige siden, så den er vist i den grad også godkendt.

Nu var det planen at vi skulle have gæster, men da hjemmets to voksne begge er syge (Dann på vej til at få det bedre efter en tur med influenza, og Lene lige på vej til at blive rigtig syg) måtte vi aflyse dette arrangement. Rigtig ærgerligt da en anden i vores familie også har fødselsdag den dag. Det var altså ikke kun Signes fødselsdag, vi måtte aflyse. Aftnen gik istedet med at spise lasagne, hvilket er Signes favorit aftensmad. En lidenskab hun deler med hovedpersonen i hendes yndlingstegnefilm: Garfield. Ham skulle vi naturligvis også lige se en halv times tid af, inden det igen var tid til at lege med mor og far og omkring klokken 19:15 var det, som altid, sengetid.

Signe var ikke glad for at blive lagt i seng – hun hyggede sig alt for meget. Men når først hun er lagt, så falder hun hurtigt i søvn, og i går var ingen undtagelse.

En rigtig god dag er nu slut, og vi kan se tilbage på den første dag med hende, der i går var en baby. Vi kan glæde os til at holde hendes fødselsdag med vores familier i weekenden. Men mest af alt, så kan vi se tilbage på et fantastisk år. Et år hvor vi har fået lov til at lære Signe at kende, og et år hvor hun har lært os at kende.

Vi er taknemmelige for året der er gået og glæder os ufatteligt meget til året der kommer.

Kærligst

mor og far

P.S.

I løbet af de sidste par dage er Signe begyndt at være glad for at bruge sin gåvogn, og i løbet af den sidste måned er hun begyndt at sige ja, nej og hej.Det er ikke altid hendes ord passer ind i en sammenhæng, men de gør det så overraskende tit at vi tror, det må være med vilje.

Signe kan, som vi tidligere har skrevet, bevæge sig, men endnu ikke kravle. Hun øver sig rigtig meget i at kravle, men det er som om benene ikke rigtigt vil samarbejde. Der er kommet rytme i hendes bevægelser, så når hun “kravler” er det helt som hun skal, hun skal bare holde maven over jorden hele tiden.

Selvom man ikke kan kravle, så kan man jo godt eksperimentere med at gå. Netop det tog Signe initiativ til i forrige weekend. Hun har været vild med at stå op, mens man holder hende i hånden og i den forrige weekend tog hun det første skridt fremad – man skal jo udforske verden lidt! Det blev til en lidt længere tur (hvor hun fik en del hjælp til at holde balancen). Turen kan ses i nedenstående video. I dag “går” hun meget mere selvsikkert og holder meget bedre sin balance.

Vi tror, at der går lang tid inden hun begynder at gå rigtigt, men i går begyndte hun at “gå” lidt rundt ved at støtte sig til stuebordet og sofaen. Hun væltede naturligvis et par gange, men skulle straks prøve igen. I øjeblikket er det bedste man kan at stå op eller endnu bedre at gå. Man kan se, hvordan hun både synes det er sjovt og samtidig er pavestolt. Måske fordi hendes forældre har travlt med at rose hende 🙂

Det er utroligt, hvor hurtigt hun udvikler sig. En kliche som nok kan bekræftes af alle forældre. Man ville ønske at tiden gik lidt langsommere, så man kan nyde det enkelte udviklingstrin til fulde, så man kan nyde hvordan barnet ser på livet og sin verden. “Desværre” har barnet andre planer. Der er nye ting der skal læres, en verden der skal udforskes og nogle forældre der skal imiteres. Det går stærkt, men hvor er det fantastisk at være vidne til.

/Lene & Dann

For et par måneder siden måtte vi indse, at Signe snart voksede sig ud af sin autostol. Samtidig hermed syntes Signe, at det var ved at være lidt kedeligt at køre bil. I en autostol der vendte mod bagsædet, kunne hun jo ikke se noget (udover det legetøj der hang der).

Vi var derfor på jagt efter en ny autostol til Signe og efter at have kigget på lidt forskelligt, endte det med en Römer Safefix Plus autostol. Det var den sikreste, som vi bedst kunne lide. Derfor blev den købt og i forrige weekend blev den monteret.

Siden dengang har Signe kunne se ud af forruden, når hun kører bil. Hun kan selvfølgelig også se chaufføren, og chaufføren (og en eventuelt passager) kan se Signe. Vi håber, at hun er glad for det – selvom vi ikke helt har regnet ud, hvordan hun får noget legetøj til at være i den nu fremadrettede autostol.

For forældrene er det skønt at kunne kigge på hende – specielt når hun er lidt ked af det. Det er meget bedre at kunne se, hvad der er i vejen fremfor ikke at kunne se hende. Eneste ulempe ved den nye autostol er, at det nu er meget tydeligt, at hun er ved at være en stor pige… hun bliver godt nok hurtigt stor.

Nedenfor et et billede fra første gang vi prøvede autostolen i en butik og et par billeder af den gamle og den nye autostol fra monteringen i  forrige weekend.

/Lene & Dann