For en uges tid siden (den 9. april for at være helt præcis) skulle Signe have grød for første gang. Vi havde købt ind til lidt forskelligt, men blev enige om at majsgrød skulle være det første, hun skulle have. Derfor har hun næsten hver dag siden den første dag fået en portion grød, når hun står op fra sin eftermiddagslur.
Indtil nu har det været majsgrød hver gang, og det fortsætter vi med et par uger endnu. Herefter starter vi med en ny variant så hun kan lære den at kende. Det bliver nok grød med rismel.
Til at starte med var begejstringen for maden begrænset, men det var tydeligvis spændende at prøve noget nyt (se billederne nedenfor). I løbet af de sidste par dage er hun faktisk begyndt at spise noget. Vi vil skyde på hun spiser 2/3 af den portion, vi laver til hende. Det tyder altså på at vi er begyndt langsomt, men sikkert, at bevæge os i retning af mere fast føde.
Det er sjovt at give hende grøden: at se hvordan hun langsomt lærer at det skal da i munden og det skal da vist også ned i maven. Det er fantastisk spændende. Dann glæder sig til han skal give hende det i aften.
/Lene & Dann
P.S. Det laves som følger:
Ingredienser
1 spsk olie
1½ spsk majsmel
30 ml modermælk(serstatning)
½ dl vand
Fremgangsmåde
Alt undtagen olie blandes i en kasserolle på maksimalt blus under kraftig omrøring
Når det er blevet tilpas tykt (tænk ketchup) slukkes for varmen og olien blandes i
Signe blev døbt den 8 februar 2009. En af de mange gode gaver hun fik var en Trip Trap stol. Vi fik den som et gavekort da vi så selv kunne vælge farven. For at par uger siden var vi sammen med Signes farmor og farfar i Salling for at kigge på stole. Vi endte med at vælge en i sort da den passer bedst ind i vores hus. Sammen med stolen købte vi det tilbehør man kan, det vil sige sele, puder og babysæt.
Stolen kom i en masse forskellige dele – på samme måde som møbler fra Ikea. Dann fandt derfor værktøjskassen frem og gik i gang med at samle stolen. Efter en halv times tid var den samlet. I den forbindelse kan det anbefalesat man kigger på babysættet og puderne INDEN man samler stolen. Det gjorde Dann ikke, og som straf måtte Dann skille stolen ad hver gang for at montere de to ting. Det er ikke muligt at montere tingene uden at stolen skilles ad.
Selen har vi ikke monteret endnu. Det skyldes en kombination af at vi ikke har brug for den det første stykke tid og at Dann ikke lige havde lyst til at samle stolen en tredje gang. Den bliver monteret når og hvis vi får brug for den. Vi kan jo håbe at hun lærer at sidde roligt lige med det samme. Måske naivt, men vi kan jo håbe.
Stolen er vi rigtig glade for, da det er en hun kan vokse med. Den kan bruges de næste mange mange år som Signes stol ved køkkenbordet. Selvom hun endnu ikke kan sidde i den inden hun lærer at sidde op, så er den nu samlet og står og venter på hende.
Da vi skulle købe stolen var vi lidt uenige om farven. Dann var mest til træ og Lene var mest til sort (hvilket er helt omvendt af normalt). Lene fik sin vilje (hvilket er normalt) og vi har nu en sort stol. Vi er nu begge enige om at sort var et godt valg (hvilket også er normalt når Lene får sin vilje).
Nu venter vi bare på at Signe kan sidde selv… og vi har slet ikke travlt. De vokser jo så hurtigt de små væsner.
Søndag den 8. februar var en stor dag for os. Det var den dag Signe skulle døbes. Det var en rigtig god dag, men mere om det senere.
Dåben foregik i Viby Kirke, og det var ret vigtigt for os. Det er nemlig den kirke, vi blev gift i. Det er også den kirke som Danns forældre blev gift i. Det er også den kirke som Danns farmor og farfar blev gift i. Det er altså det tætteste vi kommer på en familiekirke.
Inden vi flyttede til Østergårds Alle i Hørning boede vi i sognet for Viby kirke, hvorfor det også var der vi blev gift. Det var derfor helt naturligt for os at bede om lov til at få Signe døbt i den samme kirke. Det blev faktisk undersøgt inden vi skrev under på købsaftalen. Desværre kunne det ikke blive den samme præst som viede os, da de datoer hvor han stod for gudstjenesterne ikke passede med nogle familiemedlemmer. Det gjorde dog bestemt ikke noget, da vi havde en rigtig god præst.
Dåben
I kirken var der tre børn der skulle døbes den samme dag, og da vi var dem der fik skrevet Signe op sidst, ja så var det Signe, der skulle døbes til sidst. Viby Kirke har en rigtig god tradition hvor forældrene (med det barn der skal døbes) går ind efter præsten, når gudstjenesten starter. Det føles lidt ligesom ens eget bryllup, hvor bruden også går op ad kirkegulvet. Sammen gik vi op i kirkeskibet, hvor der var reserveret plads til os. Her sadvi indtil det var tid til at Signe skulle døbes. Desværre sad vi lige op ad en radiator, så der var ret varmt. Noget Signe mærkede og blev derfor lidt utilfreds. Det forsvandt dog, da hun skal døbes da døbefonden var lidt længere væk fra radiatoren end vores pladser.
Til selve dåben var det Dann, der holdte Signe. Det var en rigtig stolt far, der bar hende til døbefonden. Efter selve dåbsritualet har Viby Kirke en anden god tradition. Der bliver tændt et lys for barnet. Lene tændte lyset og satte det i en lysestage, så det kunne lyse gennem resten af gudstjenesten.
Signes faddere er vores søskende, dvs.: Christian, Kenneth og Marianne. De stod sammen med os oppe ved døbefonden, da Signe blev døbt.
Efter dåben gik vi fra kirkeskibet og ned bagerst i kirken, hvor der var reserveret plads til os. Her var der ikke varmt og det var tæt på udgangen, så vi nemt kunne gå ud hvis vi havde behov for det. Det havde vi heldigvis ikke. Signe sov fra resten af gudstjenesten. Kirken gav os den første dåbsgave, som foruden dåbsattesten var en børnebibel, som vi glæder os til at læse for Signe.
Signe blev døbt i en dåbskjole, hæklet af Lenes mormor, som både Christian, Marianne (Lenes søskende) og Lene er døbt i og nu også Silke og Signe. Signe blev også døbt iført et dagmarkors, som hun lånte af sin mormor.
Gudstjenesten forløb helt som den skulle og kirken gjorde det virkelig godt!
Brunch
Selvom vi valgte kun at have familie (inkl. 3 fra Holland) og et par meget nære venner med til en efterfølgende brunch så kunne vi hurtigt se, at vi ikke kunne være derhjemme. Vi brugte et par uger på at kigge os omkring, men endte til sidst med at vælge Hørning Kro. Dels havde vi hørt mange gode ting om dem og dels lå det rigtig tæt på vores hus, så hvis vi efter brunch skulle fortsætte med noget kaffe hjemme hos os, så var det nemt at gøre.
Det blev aldrig aktuelt at tage hjem til os efterfølgende, idet vi fik lov til at være på Hørning Kro så længe som vi havde behov for. Der var rigeligt med mad og drikke.
Efter brunch fik Signe en masse gode gaver. Nogle som hun allerede bruger og nogen som hun med sikkerhed kommer til at bruge i årene der kommer (så som smykker). Vi er meget taknemmelige for alle de fine gaver, som Signe fik.
Vi havde desværre glemt vores gæstebog til dåben, men hvis der er nogen der har lyst til at skrive lidt virtuelt i den, så skriv en kommentar her på siden og vi printer det ud og giver det til Signe, når hun bliver gammel nok.
Billeder
Dette indlæg skulle egentligt have været lavet for længe siden, men vi har ikke haft tid til at behandle billederne. Det har vi langt om længe fået, så nu har de været gennem hele møllen med overskrifter, placering på kort, etc.. Billederne kan ses her på hjemmesiden under billeder eller i nedenstående lille slideshow.
—
Tak til alle gæsterne for de fine gaver og det gode humør. Vi havde alle tre en uforglemmelig dag. Det betød meget for os, at I ville dele dagen med os.
/Lene & Dann
Signe Bleeker Pedersen blev døbt den 8 februar 2009 i Viby Kirke.
I dag er det præcist 4 mdr. siden, at Signe valgte at komme til verden.
Hun er allerede blevet så stor. Torsdag den 5. marts blev hun vejet og målt. Hun vejede 6400 gram og målte 64 cm. Hun har altså fordoblet sit vægt siden hun vejede 3200 gram ved det første lægebesøg, da hun var en uge gammel. Hun er vokset 12 cm. Udviklingen sker så hurtigt, at vi slet ikke kan følge med. Hun er bestemt ikke den passive (søde) lille pige, der blev født den dag i november. Hun kigger årvågent rundt og følger med i alt omkring hende. Hvis hendes far eller jeg går forbi bliver vi også fulgt med øjnene. Hun er også begyndt at se fjernsyn. Det er åbenbart interessant med alle de farver og ting, der sker.
På legetæppet er hun begyndt at tage virkelig fat i legetøjet. Hun dasker til det og forsøget ihærdigt at putte det i munden. Alt skal i munden for tiden. Og hun bliver frustreret, hvis det ikke lykkedes. Det største hit er nok hendes egne hænder. Hun pludrer glad, hvis hun kan få dem i munden og gnaske på dem. Når de så kommer ud igen er de fuldstændig savlet til. For hun savler også vildt meget for tiden. Hendes savlesmække bliver godt brugt. Hun er også begyndt at pludre vildt meget. Hun ligger og pludrer på legetæppet til sit legetøj. Hun pludrer også til os, men hun kan godt ligge og bare pludre ud i luften. Hun får virkelig brugt sin stemme og vi elsker det.
Vores lille baby er blevet en stor baby. Nu sover hun jo også inde på sit eget værelse. Vi er spændte på, hvad der kommer til at ske de næste 4 mdr. For de her 4 har været fantastiske.