Cookies kan tage flere dage at lave, hvis alle de mange helt rigtige vejledninger skal følges. Og ja, det smager helt sikkert bedre end denne opskrift, men nogen gange skal det gå lidt stærkt, og med denne opskrift på cookies er der friske lune cookies på ca. en halv time.
De er nemme at lave, smager godt og er et hit i såvel vores lille familie som hos naboerne. Cookies bliver ikke en fast del af vores madplan, men er helt sikkert en fast del af “det laver vi da lige”.
/Dann
Ingredienser
- 300 gram sukker
- 2 æg
- 1 tsk vaniljesukker
- 300 gram hvedemel
- 1 knivspids salt
- 1 plade mørk chokolade (100 gram)
- 180 gram smør
Fremgangsmåde – 18 cookies
- Knæk chokoladen i små stykker (jo større stykker, jo større stykker i de færdige cookies)
- Smelt smørret i en kasserolle
- Kom sukker op i en skål
- Kom vaniljesukker og salt op i en skål og bland det sammen med sukkeret
- Slå æggene ud i skålen
- Pisk rigtig godt rundt i 3-4 minutter
- Pisk halvdelen af melet ned i skålen
- Bland chokoladestykkerne i (lad dem ligge på toppen, hvis dine cookies skal være mørke i farven)
- Pisk det smeltede smør i
- Pisk straks det sidste mel i
- Forbered to bageplader
- Tag en stor skefuld med en teske. Form dejen til en kugle og placer den på bagepladen (på hver bageplade skal der være 9 cookies)
- Gentag til der ikke er mere dej
- Bag dem midt i ovnen i 14 minutter ved 200 grader
- Lad dem køle af på en bagerist i 10 minutter, inden de spises
- De kan spises med det samme eller holde sig i 1-2 uger i en kagedåse
- Velbekomme