Pasta er uden tvivl en af mine absolut favoritter i et køkken. Derfor havde jeg også for et stykke tid siden planlagt, at vi skulle have pasta med tomatsauce herhjemme. da jeg var i gang med madlavningen kunne jeg så desværre konstatere, at der manglede flåede tomater i skabet. Der måtte derfor findes på noget nyt, og det blev en kombination af tomatkoncentrat og kokosmælk. En improvisering der er blevet tilrettet ad nogle omgange og nu er en fast del af vores madplan herhjemme.
Vi kan alle godt lide retten, men Signe synes den er en lille smule stærk 🙂 Det er den nu også, da der er en frisk chili i retten. Derudover er der gulerod og en masse andre gode ting. Alt i alt ender saucen med at være fyldig, velsmagende og ikke mindst ret hurtig at lave.
Sovsen passer perfekt til pasta, men da det er købepasta vi bruger, så er der ingen kogeanvisninger til det. Det er dog ret vigtigt, at der koges pasta sammen med sovsen, da der skal bruges noget af vandet fra pastaen i sovsen.
/Dann
Ingredienser
- 1 lille ds (165 ml) kokosmælk
- 1 ds (140 ml) tomatkoncentrat
- 1 mellemstort løg
- 3 fed hvidløg
- 1 rød chilifrugt
- 1 stor gulerod
- 1 spsk eddike
- 1 tsk sukker
- ½ tsk salt
- ½ tsk stødt peber
- 1 spsk basilikum
- ½ spsk olievenolie
- 1½ dl kogevand fra pastaen
Fremgangsmåde
- Skræl og hak løget
- Skræl og hak hvidløget fint
- Skræl og riv guleroden
- Vask og hak den røde chilifrugt fint
- Varm en kasserolle op til mellemvarme (6/9)
- Kom olien i kasserollen
- Svits løgene i kasserollen
- Tilsæt den revne gulerod og rør godt rundt
- Efter 3 minutter tilsættes hvidløg og tomatkoncentrart
- Rør godt rundt
- Skru ned på lav varme (3/9)
- Kom alle de øvrige ingredienser i
- Rør godt rundt
- Lad indholdet simre i minimum 30 minutter
- Bland 1½ dl kogende vand fra gryden med pasta i saucen og rør godt rundt
- Lad saucen simre i 3-5 minutter yderligere (eventuelt mere)
- Saucen er nu klar til servering.
- Velbekomme!